Svært med børn

Det her indlæg bliver temmeligt svært.. For det handler om mine børn - om mit hjerteblod..

Inden jeg gik igang med at læse de her bøger, så nåede jeg en dag frem til, at jeg ikke behøver min kæreste, og at han ikke behøver mig.. Og at det er derfor, vi er så gode sammen.. Vi er ikke afhængige af hinanden, så derfor er det altid et valg, vi træffer, når vi bliver ved med at være sammen.. Det er jeg glad for - selvom jeg stadig nogle gange kan mærke, at jeg egentlig også bare godt gad, at han havde helt vildt brug for mig.. ;o)

Netop det læser jeg så i de berømte bøger..
Den fuldkomne kærlighed udelukker angst. Hvor der er kærlighed, er der ikke krav, forventninger, afhængighed. Jeg kræver ikke, at du gør mig lykkelig; min lykke beror ikke på dig. Hvis du må forlade mig, vil jeg ikke være ked af det; jeg nyder dit selskab umådeligt, men jeg knytter mig ikke til dig.

Av.. For som jeg skrev, så er det også en hård erkendelse, at min kæreste ikke vil være ked af det, hvis jeg forlader ham.. Og hvorfor er det, at vi ønsker det? At andre skal være kede af det - over os..? De Mello siger også, at når vi bliver kede af det, når nogen dør, så bliver vi kede af det på egne vegne..

Den har jeg også rigtig svært ved.. For hvis én man holder af dør, ville jeg også blive ked af det på hans vegne.. Alle de ting, som han ville gå glip af..

Igen før jeg læste bøgerne tænkte jeg, at man burde sætte sig ned, med dem man holder af.. Kigge hinanden dybt i øjnene og sige: "Vi skal dø.. Lad os dog for filan få noget ud af det NU!" Så vi kunne blive frie - af at tænke på døden..

Begge de bøger jeg læser opfordrer til, at man mediterer på døden.. For så bliver man rigtigt levende.. Og man husker på at leve sit liv - fuldt og helt.. Men det ér tungt og svært, og jeg er heller ikke klar til det endnu..

Og så kommer vi til det med børnene.. For de Mello mener også, at når vi er helt frie, så elsker vi bare alle.. Og vi elsker også vores egne børn på samme niveau - hverken mere eller mindre.. Men det er min hjerne på ingen måde klar til.. Jeg har de dejligste børn i verden, og hvordan kan jeg elske nogen på samme niveau som dem? Og hvordan kan jeg lade være med at blive ked af det, hvis det unævnelige skulle ske.. Det er en kæmpe udfordring for mig, som jeg ikke engang er klar til at se findes.. Jeg er fuldstændig helt og aldeles hermetisk lukket, når det kommer til dem.. Og jeg har ikke den mindste lyst til at åbne mig..

Jeg er bundet til dem.. Jeg har valgt en binding, og jeg tør simpelthen ikke at give slip..

Tro mig, der er intet så klarsynet som sand kærlighed, intet. Det er det mest klarsynede i verden. Afhængighed gør blind, bindinger gør blind. Omklamring, trang og begær gør blind. Men ikke sand kærlighed.

Av, igen.. For hvad nu, hvis jeg gav slip på bindingen til mine børn.. Altså inden i mig.. Vores forhold ville jo garanteret ikke blive af det dårligere, for jeg elsker dem jo.. Men ville det blive bedre..? For mig som mor er det bare ikke en mulighed (lige nu?) at give slip.. Jeg kan ligefrem mærke, hvordan min krop lukker fuldstændigt af, når jeg skriver om det eller tænker på det.. Og sådan er det bare lige nu.. Og måske kommer jeg aldrig så langt, at jeg kan give slip.. Og jeg håber det jo ikke engang..

Nogle gange tænker jeg dog, at jeg har givet mere slip end gennemsnittet.. De ér ikke mine børn.. De er deres egne.. Og det har jeg det faktisk ok med.. Jeg er der for dem, hvis de har brug for det, men jeg er ikke afhængig af dem.. De får mig virkelig til at få det dejligt, men hvis de ikke er der (og her snakker vi om, at de er hos naboen fx), så kan jeg også have det dejligt alligevel..

Så måske er jeg alligevel nået et stykke i forhold til det første citat i indlægget.. Og lige præcis det, det tror jeg jo på.. At vi må slippe vores børn.. Men jeg er bare ikke i stand til at gå til yderligheder i den forbindelse.. For når alt kommer til alt, så er de altså mine..