Mænd og mødre

Det er titlen på en bog, jeg læste for et stykke tid siden.. Jeg lånte den, fordi jeg har to drenge og tænkte, at jeg måske kunne blive lidt klogere.. Det kunne jeg.. ;o)

Forfatteren beskriver, hvordan alle spædbørn bliver tæt knyttet til deres mor. Når det er piger, er det ikke så "slemt", fordi de er samme køn, men hvis drengebørnene holder fast i deres tætte tilknytning til deres mor, kan det blive et problem, fordi de er af det modsatte køn.. De kan komme til at føle, at de kun er hele, hvis de også har en feminin del ind over dem selv..

Disse drenge går ofte ud og finder kærester og koner, som opfører sig som deres mor, og som fortæller dem, hvordan tingene skal være.. Som forfatteren skriver, hvis alle har det fint med det, så er det jo fint, men det er der ret mange, der ikke har..

Det hænger nok i høj grad også sammen med det, jeg skrev tidligere, at jeg selv må "deale" med, at jeg elsker mine børn til verdens ende.. Det er ikke deres "problem".. Det med balancen.. At de skal vide, at jeg er der, hvis de har brug for det, men jeg "kvæler" dem ikke i omsorg..

Jeg tænker bare også lidt, at det måske ikke kun er mænd og mødre.. Kvinder må da også blive påvirket af det.. At de skal være den hjælpende ånd eller rådgive, for at de er hele mennesker.. Selv reagerer jeg fuldstændigt i den anden retning - ikke at jeg siger, at det er bedre.. Jeg har rigtig svært ved at håndtere, når nogle prøver at løse mine problemer, eller rådgiver mig om, hvad de synes jeg skal gøre.. Jeg øver mig på også at slippe de følelser, for de må jo sådan set selv om, hvad de siger.. Men samtidig tænker jeg på, hvad det er, der gør, at så mange kvinder føler, at de får det bedre, når de kan "redde" nogle andre..

Anthony de Mello skriver:

Der er to typer af egoisme. Den første er, når jeg gør mig selv den glæde at glæde mig selv. Det er det, vi normalt kalder selvcentreret. Den anden er, når jeg giver mig selv fornøjelsen ved at glæde andre. Dette er en mere raffineret form for egoisme.

Den første er meget indlysende, men den anden er skjult, meget skjult, og af den grund farligere, for vi kommer til at føle os enestående. Men måske er vi alligevel ikke særlig enestående, når det kommer til stykket? I protesterer, når jeg siger det. Det er godt!

For føler man på en eller anden måde ikke en fornøjelse eller bare, at man er til nytte, hvis man fx giver et godt råd? Jeg får ofte råd, som jeg ikke har bedt om, så det er jo ikke, fordi den, der giver rådet, gør det for min skyld.. Jo, udadtil måske, fordi personen vel mener, at jeg vil få det bedre, hvis jeg følger det råd, men der må alligevel stikke noget andet under, som gør, at man ikke kan vente på, at der bliver bedt om et råd..

Jeg hader at give råd, og jeg er nok også for langt ude i den anden side af spektret.. I mit job bliver jeg ofte udfordret på det, men jeg tror også på, at jo mindre råd der bliver givet, jo mere er det værd, hver gang en person "klarer sig".. Så har man nemlig gjort det selv - på sin egen måde..