Jeg aner en sammenhæng..

Spørgsmålet er bare, om jeg kan få den skrevet ned..

Jeg har skrevet om at give slip på sine følelser, jeg har skrevet om, at have et åbent hjerte, jeg har skrevet om at være anerkendende overfor sine børn, og jeg har skrevet om frygt og meget andet..

Jeg var på et kursus i emotionsfokuseret terapi for omkring en måned siden.. Her var det som om, at nogle flere brikker faldt på plads.. Det er en terapiform, som fremfor alt indeholder empatisk lytning.. Det er følelserne, det handler om, og det er følelserne, der skal frem..

Der findes groft opstillet tre former for følelser:
1. De tilpassede (altså de naturlige)
2. De utilpassede
3. De instrumentale

Et eks. på de utilpassede følelser kan fx være, hvis man bliver vred, hvis nogen siger, at de elsker én.. Det kan der være mange årsager til, at man bliver.. Måske hvis man tidligere har oplevet afvisning fra en man elskede.. Den tilpassede følelse ville her være fx glæde.. Alle vores utilpassede følelser opstår fra et grundlag, der hedder frygt og skam..

Et eks. på de instrumentale følelser kan være, at man ønsker at blive set og hørt, og derfor går og sukker hele tiden.. Man signalerer, at der er noget galt, og forsøger at bruge følelserne som et "instrument".. Det er ikke på en manipulerende måde, de skal ses denne form for følelser, men det er nogle følelser, som bliver vist - måske som en sidste udvej for netop at blive set..

Nå, men alle de her følelser skal altså frem i denne form for terapi.. Terapeuten anerkender og spejler de følelser, der kommer frem, samtidig med at han/hun leder efter tegn på andre følelser, der måske fx gemmer sig bag de utilpassede.. Terapeuten byder ikke ind med noget, som han ikke ser hos klienten.. Men ved hele tiden at fokusere på klientens følelser og ved hele tiden at anerkende, rumme og spejle dem, så bliver der plads til, at de følelser kan få lov til at være der, og de kan transformeres til de tilpassede følelser..

"What wires together, fires together"
Det kan også undersøges, hvorfor de utilpassede følelser opstår.. Citatet ovenfor forklarer, hvorfor gamle oplevelser i fx barndommen kan få os til at handle og føle uhensigtsmæssigt i vores voksne liv.. At vores neuroner husker.. Når vi oplever noget, som bare minder om, en oplevelse, som har "gjort noget ved os", så tænder de gamle følelser.. Som fx at blive vred, når man får at vide, at man er elsket.. Det er en følelse, som er til for at beskytte os, og som har været god for os engang, men når den bliver ved med at dukke op i andre situationer, så bliver den uhensigtsmæssig..

Ved at man i terapien kan komme helt ind i de gamle følelser vha. bl.a. empatisk lytning, så åbner det muligheden for at give slip på følelsen.. Og at den gamle følelse kan transformeres til en følelse, som er tilpasset de oplevelser man har i nutiden..

Sammenhængen
Så altså jeg ser en kæmpe sammenhæng.. Så kan man kalde det spiritualitet, psykologi, neurologi eller whatever..

Vi skal have lov til at være - vi skal give os selv lov til at være.. Vores følelser er ikke farlige, og hvis de får lov til at være der, så kan vi slippe dem - og vi kan have nye tilpassede følelser, når vi oplever en ny situation.. Det er det, jeg vil tro, at en spirituel leder som Eckhart Tolle vil kalde at være i nuet..

Og det gælder også for vores børn.. Deres følelser er ikke farlige (og det ville vi vide og i særdeleshed føle, hvis vi selv var frie), og hvis de får lov til at være der og anerkendes, så kan vi hjælpe dem til, at de fleste følelser de har, når de bliver voksne, er de tilpassede - at de bliver frie..




Fordi jeg har gengivet nogle af de ting, jeg fik med mig hjem fra kurset, kommer det jeg har skrevet til at stå meget bombastisk - som om, at det er sandhedEN.. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det er, men det er noget, som giver virkelig god mening i mit hoved, og som passer virkelig godt til mange af de andre ting, jeg tænker, tror og føler..

Konstateringer frem for ros og kritik..?

Jeg talte med en forleden.. Jeg ønsker jo så vidt muligt, at mine børn skal være frie.. At de ikke skal være afhængige af selvtillid men "bare" vide, at de er noget værd, uanset hvad.. For at nå det mål bruger jeg den anerkendene pædagogik, som jeg før har skrevet om - bl.a. Alfi Kohn har skrevet om det..

Nå, men hende jeg talte med, mente ikke, at man kunne få børn til at være helt frie, fordi så kunne man jo næsten ikke sige noget til dem.. Altså hverken godt eller dårligt.. Forstå mig ret.. Mine børn bliver heller aldrig helt frie (ikke uden at de også selv skal arbejde for det som voksne), for så skulle jeg træffe nogle helt andre valg på deres og mine egne vegne i forhold til det liv, vi lever.. Men hypotetisk set.. ;o)

Nå, men så er det, at jeg tænker, at hvis nu man ikke fremhæver gode ting som ros og dårlige ting som kritik, så betyder det jo ikke noget.. Det er også sådan, jeg ønsker, at det skal være for mig selv.. At ja, der gjorde jeg noget godt eller var dygtig, og ja, der var jeg sgu godt nok et kvaj - men at det ikke har nogen betydning for, hvem jeg er, og hvad jeg er værd.. Kan man mon ikke også konstatere på den måde med sine børn.. Så man ikke behøver helt at lade være med at kommentere for at de skal være frie, men at man viser dem, at de er lige præcis akkurat så dejlige, når de slår, bider, kalder mig dumme mor, som de er, når de kysser og krammer, dækker bord og taler pænt..?

Det tror jeg altså.. Og det ér vel egentlig også det, at den anerkendende pædagogik søger.. At man bare anerkender (konstaterer måske), hvordan de har det, og så er det det.. Det har ingen værdi i sig selv - det har kun børnene; uanset hvad de gør..


Ja, måske er jeg tilbage.. Jeg har ro, og det er omvendt eksponentielt med mit behov for at skrive.. Så det er jo godt - og lidt ærgerligt for min blog.. ;o)

På succes følger fiasko

Idag har jeg haft en hård dag på arbejdet.. Ikke fysisk men psykisk.. Det er hårdt at se mennesker få det dårligt.. Men det er ekstra hårdt, fordi jeg ser det som en succes, når de har det godt.. Sådan er det for mig - og andre vil jeg tro - i de fleste af livets aspekter.. Når noget går godt, føler vi succes, når noget går dårligt føler vi derfor fiasko..

Jeg har tænkt over det før.. Når jeg har et par fantastisk hyggelige timer med min familie - så kan jeg ikke lade være med at klynge mig til følelsen - og følelsen af, at jeg er en god mor og kæreste.. Men hvad betyder det så, når vi har de knapt så hyggelige timer..? Er jeg så ikke en god mor og kæreste - et dårligt menneske..? Ja, det betyder det vel egentlig.. Det mener jeg ikke rationelt.. Rationelt ved jeg godt, at jeg er præcist det samme menneske, uanset om jeg hygger mig eller har en kæmpe konflikt; om mit arbejde får andre mennesker til at have det godt, eller det ikke nytter en hujende fis.. Men det er ikke det, jeg fortæller mig selv, når jeg klynger mig til successerne og føler mig lykkelig pga. dem.. Der fortæller jeg mig selv, at det er afgørende, hvad der sker - og om det er positivt eller negativt..

Jeg kommer lige i tanker om, at jeg vist nok prøvede her til aften bare at nyde nuet, når noget godt skete - og da noget mindre godt skete, så var det også helt ok.. Vi sad med en puttedreng hver, inden vi spiste.. Jeg lukkede øjnene, nød det og udtalte: "Det her er livet.." Og det ér det jo.. En del af livet.. Da den anden del så kom, og den tidligere puttedreng var blevet til en meget ked dreng, som bare skreg og skreg (og væltede juice ud over det hele), så var det også bare en del af livet.. Jeg nød ikke ligefrem nuet, men det var ok, at det var der.. Og det var ikke afgørende for, hvilket menneske jeg var.. Så jeg kan godt..

Men det ér en balancegang, som jeg før har tænkt på.. Vi havde en dejlig dag for længe siden, hvor jeg netop tænkte, at det var et godt eksempel.. For man skal jo for pokker nyde de gode oplevelser.. Men de skal ikke være afgørende.. Det er en balancegang, der er svær synes jeg.. For jeg kan have en tendens til at sige til mig selv, at jeg slet ikke må nyde det - at jeg skal slippe det med det samme.. Men det tror jeg heller ikke er løsningen..

Vær i nuet, nyd hvad der sker, bliv irriteret over, hvad der sker, bliv vred, bliv glad eller hvad det kræver, men vid, at det ikke er afgørende for, hvem du er eller hvor god og dårlig, du er - også når der sker noget godt.. For hvis du bilder dig selv det ind, så tror du også på, at det ændrer dig, når tingene går dårligt.. Og det gør det ikke..

Det er sådan en dejlig følelse, når jeg siger til mig selv, at jeg er god, hvis et andet menneske fx ikke har drukket længe, fordi nogle samtaler med mig har hjulpet.. Men logisk set så må det så også være pga. mig, at de starter med at drikke igen.. Jeg ved godt, at vi alle prøver at berolige os selv med, at "nej, selvfølgelig er det ikke pga. dig osv..", men hvis man tror på det den ene vej - så gælder det også den anden vej.. Uanset, hvad vi så prøver at bilde os selv ind, at vi føler, så er jeg sikker på, at det ikke kan undgås at føle fiasko, hvis man har givet sig selv credit'en for successen..

Og vi ved også alle sammen, hvis vi tør at føle efter, at det føles skidt, skidt, skidt..

Jeg synes altid, at jeg vender tilbage til det, men jeg tror, at det hænger sammen med, hvad jeg mener om selvværd og selvtillid.. Hvis jeg altid er lige meget værd - uanset om mit arbejde går godt eller skidt, så har jeg en god grundfølelse.. Men hvis jeg får selvtillid af at gøre et godt stykke arbejde (og glemmer, at mit selvværd altid er det samme), så får jeg også dårligere selvtillid, når mit arbejde går skidt (og glemmer igen det med selvværdet, så det falder i takt med selvtilliden)..

Og ja, selvfølgelig skal jeg gøre det bedste, jeg kan i mit arbejde.. Men jeg tror på, at jeg kan gøre det bedste arbejde, hvis jeg ikke hele tiden har dommeren siddende inde i mig, der skal vurdere, om jeg er et godt eller dårligt menneske..

Kameraet tager din sjæl

Ja, er der ikke nogle kulturer, der mener det? Og vi her i vesten griner måske lidt af dem og tænker vores omkring deres udvikling og frygt for ny teknologi..

Jeg tror måske, at jeg forstår det nu.. Forestil jer en lille dreng, der hygger sig helt fantastisk med et stykke legetøj, sidder i sin egen verden og har det rart.. Hans mor synes, at han ser SÅ sød ud, og hun er SÅ stolt over, at han er så god til at lege selv.. Hun MÅ tage et billede af ham - måske for at dele det, eller måske bare for at have et minde.. Som altid er jeg ikke hellig, så moren kunne godt være mig.. ;o)

Men hvad sker der i drengen i det øjeblik, at hans mor tager billedet? Han bliver bevidst om, at han gør noget, som er værd at tage et billede af.. Han finder lidt mere ud af, hvad hans mor kan lide - og dermed også, hvad hun ikke kan lide.. Hun tager en lillebitte del af hans sjæl.. Den sjæl, som bare har det godt med at hygge sig, med at lege.. En lillebitte del af den sjæl bliver overtaget af en anden del i barnets psyke.. Den del som bl.a. ønsker at være god for at være noget værd..
Så når moren (i kærlighed) tager et billede af sin søn, så viser hun ham, at det har betydning, hvordan han opfører sig, hvordan han leger, og om han hygger sig.. Han er en lille smule mere værd, fordi han gør, hvad han gør..

Jeg har taget rigtig mange billeder.. Nu forsøger jeg at få mig selv til at nyde øjeblikket.. For tager kameraet ikke også en del fra moren.. Den del som bare kan være i nuet og nyde det.. Den del som bliver glad for en følelse, men som ikke klynger sig til den.. Den del forsvinder i det øjeblik også fra moren.. Hun fokuserer på noget andet, som giver hende lyst til at tage et billede..

Og det her handler selvfølgelig ikke kun om billeder.. Men det handler også om ros - og skæld ud.. Og om at vi fokuserer på, om noget er godt eller skidt - som om det er vigtigt..!

Hver gang vi vurderer en handling ud fra de kriterier, så fortæller vi vores børn, at det er vigtigt, hvad de gør i stedet for, at det er vigtigt, hvem de er..

Jeg ved godt, hvad jeg synes er vigtigst.. Og jeg fokuserer på, at det, mine børn gør, kan gøre mig (eller andre) glade eller kede af det.. Jeg fortæller dem ikke, at de er dygtige, når de bærer ud - jeg siger "Tak for hjælpen".. Jeg siger ikke, at de er dygtige, hvis de vil dele - jeg siger, at det vil ham de deler med nok blive rigtig glad for..

Det, de gør, kan aldrig ændre på, hvem de er.. Og det vil jeg, at de ved..

At være - set udefra

Nå, og nu fik jeg så rent faktisk lyst til at skrive.. ;o)

Der er nogle tanker jeg gør mig, nu hvor jeg oplever at være fri en gang imellem.. De tanker gør mig jo så lidt mindre fri, tror jeg.. Men de er der, og så slipper jeg dem og de følelser, der følger i kølvandet, med det samme - og så er jeg vel stadig fri..? For jeg tænker nemlig også ofte, om livet bliver kedeligt, når man er fri.. Hvis alt er ligegyldigt.. Men det betyder jo ikke, at man ikke stadig føler og tænker.. Det betyder bare, at man ikke klynger sig til de tanker og følelser - og at der bliver mere plads til bare at nyde, at man er..

Nå, men det jeg bl.a. fik lyst til at skrive om, det er, nogle tanker jeg har gjort mig, omkring hvordan man (læs: jeg) mon fremstår, hvis man føler sig fri..

Mine tanker omkring selvtillid og selvværd har gjort, at jeg forsøger at aflære mig den vane, som mange af os har, med at rose.. Med mine børn har jeg været bevidst om det i noget længere tid, men nu ønsker jeg heller ikke at bidrage til at andre mennesker skal blive holdt fast i det net, der er, at de skal være gode.. Jeg roser ikke.. Jeg kan sige, at noget er dejligt.. At det er dejligt, at de vil gøre, hvad de har gjort for mig, at jeg synes noget er pænt af dem osv.. Men jeg forsøger at holde det på et minimum at rose og kommentere dem som personer.. På samme måde prøver jeg at slippe hurtigere end hurtigt, hvis nogle roser mig.. Jeg vil IKKE have, at det betyder noget for mig.. Jeg ser det som en illusion, at det er vigtigt..

På samme måde "hjælper" jeg ikke andre ud af penible følelsesmæssige situationer, som jeg ellers altid har gjort.. Eller det vil sige: Jeg forsøger at lade være.. For det er trods alt et handlemønster som jeg har haft i 30 år.. ;o) På et tidspunkt vil det måske betyde, at jeg ikke fokuserer så meget på andres følelser, og det vil også give en virkeligt velsignet ro i mit hoved.. Måske kan jeg allerede mærke nu, at det ikke fylder så meget for mig, fordi jeg hurtigt slipper de følelser, det giver, og fokuserer i stedet på, at jeg er der - og at det andet menneske også bare er der..

Men hvordan virker det mon udefra..? Kommer det til at virke provokerende og måske arrogant, når jeg ikke går ind i de andres følelser, selvom de inviterer mig til det..? Det er vel nærmest kontroversielt ikke at klynge sig til både positive og negative følelser og ros fx.. Min kæreste kan  til tider fremstå arrogant.. Og han går netop ikke ind i andre menneskers følelser.. Det beundrer jeg ham for nu, hvor jeg forstår lidt mere - men jeg har også siddet i første parket til at kunne se, opleve og føle, hvordan andre har oplevet det; og det har jo nok ofte været opfattet arrogant..

Jeg siger ikke, at det er vigtigt, hvordan andre mennesker opfatter mig, når jeg føler mig fri og bare er.. Men det er interessant..

Og er det måske ikke mere arrogant at tro, at jeg har ansvaret for andre menneskers følelser, som jeg har følt i så mange år..? Jeg tror egentlig ikke, at jeg hjælper nogen til at blive mere frie, fordi det starter nok et helt andet sted, end at jeg ikke roser dem eller klynger mig til følelser sammen med dem, men jeg ønsker bare ikke at bidrage til "illusionerne".. Og inderst inde så tænker jeg nok, at jeg også kan "hjælpe" dem, men mon ikke det bare er min egen lille illusion..? Måske - for jeg har da nogle mennesker, som jeg er meget sammen med og tæt på, som måske kan blive rystet bare en lille smule.. Og måske hvis man bliver rystet nok gange, at man så kan rykke sig bare lidt mere fri - og måske lidt mere og lidt mere....

Det er ikke mit formål - selvom jeg vil ønske, at jeg netop bare kan ryste lidt, men det er nok allermest af egoistiske årsager.. Jeg vil bare være.. Og det kræver, at jeg ikke går ind i de handlemønstre som vores samfund er temmeligt gennemsyret af.. Måske betyder det, at jeg skiller mig ud, og at der til tider er andre mennesker, som ikke vil kunne lide mig eller som undrer sig over mig, fordi jeg ikke reagerer på den måde, som vi er vant til.. Måske..









edit: Jeg har netop delt dette link på Facebook, og det fik mig til at lægge mærke til, at jeg faktisk har sværest ved bare at være, når jeg er sammen med mennesker, som kender mig, og som jeg skal møde igen.. Det er rigtig, rigtig svært for mig.. Fordi jeg netop synes, at det er nogle store ændringer, der sker med mig, når jeg går fra u-fri til semi-fri.. ;o) Og jeg har svært ved at være så markant anderledes end "mig selv", som bl.a. de mennesker, jeg holder af, normalvis oplever mig..
Og så når vi jo frem til, at det jo netop betyder noget, hvordan andre mennesker opfatter mig.. Og hvorfor jeg kun er semi-fri.. Det er så meget nemmere med mennesker, som ikke betyder noget særligt for mig.. Men det er faktisk også et stort skridt for mig.. At det kan være ligegyldigt, hvad andre (ukendte) mennesker tænker om mig.. Og dét er noget, som i høj grad sætter mig fri - også selvom jeg så ikke helt kan slippe vigtigheden af, hvad min omgangskreds tænker om mig..

Men det kommer - og det er nærmest kun en udfordring til mig selv, når jeg lægger den her slags på Facebook, så jeg øver mig.. ;o)

Bloggen bremser mig

.. tror jeg..

Hver gang jeg tænker (for) meget - og det gør jeg jo nok, når jeg skriver her, så bliver jeg lidt mere ufri.. Jeg har følt mig fri igen idag (i hvert fald store dele af tiden), og selvom det handler om bevidsthed, så handler det mere om bevidsthed i de enkelte situationer, end det handler om bevidsthed om bevidstheden.. ;o)

Jeg kan ikke lige finde afsnittet, men de Mello skriver om "lærlingen", der skal lære at blive fri.. "Mesteren" sender ham ud, og får ofte breve fra ham, hvor han skriver om, hvor fri han er, og hvor meget han nu forstår.. Hver gang mesteren modtager sådan et brev, bliver han skuffet, fordi det viser, at lærlingen endnu ikke er fuldstændigt fri.. På et tidspunkt går der rigtig, rigtig lang tid, hvor mesteren ikke hører noget fra lærlingen, og han sender én ud for at lede efter ham.. Da han bliver fundet, får han et brev fra mesteren, hvor han spørger, hvordan det går med at blive fri.. Som svar skriver han et brev, hvor der står: "Det er fuldstændig ligegyldigt.." - og da mesteren læser det, ved han, at lærlingen nu endelig er fri..

Sådan føler jeg det også.. Så længe jeg fokuserer så meget, så er jeg ikke fuldstændigt fri.. Jeg tror, at fokuseringen kan være nødvendig i et tidsrum, men på et tidspunkt, kan og "skal" det slippes helt.. Og hvem ved, måske kan det så blive taget op igen, hvor jeg har lært, at det intet betyder.. De bøger jeg læser fokuserer jo i hvert fald på bevidstheden og beskriver den - men jeg tror alligevel på, at deres forfattere ikke bliver "fanget i" fokuseringen, som jeg kan have en tendens til nu..

Så jeg er noget ambivalent med denne blog.. På den ene side vil jeg gerne dele, inspirere og bare komme af med lidt tanker og på den anden side, så bliver jeg bremset i forhold til at være fri, fordi jeg kommer til at fokusere alt for meget på det..

Måske jeg også skal bruge den til andet.. Fx at skrive mere om børneopdragelse - og min specifikke opdragelse, som til tider godt kan adskille sig fra den "gængse" form, selvom den for os nu virker totalt naturlig.. Vildt nok egentlig..

Men de mere overordnede tanker, som jeg fx har haft om selvtillid og selvværd, vil der nok også stadig være plads til.. Det indlæg jeg skrev om netop selvtillid og selvværd har haft meget stor betydning for mig.. Jeg er blevet overbevist om, at det er sådan, det forholder sig, og jeg er sikker på, at vi først bliver helt frie, når vi bliver frie for begrebet selvtillid.. Så den slags tanker kan jeg vel egentlig også skrive om, uden at det vil forstyrre mig..Jeg har dog slet ikke den slags tanker for tiden; og sikke en velsignet fred, der er i mit hoved.. ;o)

Ligegyldig selvtillid

Jeg prøver at skrive det idag, men hvis jeg ikke bliver tilfreds (fordi hjernen ikke lige kører i hurtigste gear, så må I bære over med, at jeg skriver det på en anden måde en anden dag) Men det er nogle tanker, som, jeg føler, er vigtige at få ud..

Jeg tænker meget selvværd og selvtillid i forhold til mine børn.. Jeg prøver ikke at sige for meget, at de er dygtige, fordi jeg helst ikke vil have, at de tror, at det er afgørende - at de er dygtige.. Jeg er rigtig dårlig til at lade være, og samtidig så vokser de også op i et samfund, som er så mega konkurrencepræget og fokuseret på handlinger, at de selvfølgelig ikke kan undgå at møde det - hver dag..

Jeg har egentlig altid troet, at det var ideelt at have høj selvtillid, men i det sidste stykke tid er jeg begyndt at tænke på, om man overhovedet behøver at have nogen som helst form for selvtillid.. For mig hænger det hele sammen... Den betingelsesløse opdragelse, det åbne hjerte, det frie menneske og den ikke-eksisterende frygt.. Og nu tror jeg, at det giver mening for mig i forhold til selvtillid..

"Et menneske defineres af sit publikum (i ordets udvidede betydning): af de personer, institutioner, forfattere, illustrerede blade, filmhelte og filosoffer, af hvilke det forestiller sig at blive hyldet eller fordømt."
Luke Rhinehart, Terningemanden

Prøv lige at læse det citat igen..

Jeg tror, at det er et virkeligt afgørende citat.. Og jeg kan mærke, at det er fuldstændigt rigtigt i forhold til mig, og det jeg har tumlet med.. Da jeg begyndte at lægge mærke til min stemme i hovedet, som inden da også havde været dominerende i mange, mange år, så var det netop det, den gik op i.. Hvad andre ville synes, om det jeg gjorde.. Også netop måske en person, som jeg slet ikke kendte eller en institution.. Det var ofte personer, jeg havde idealiseret, som jeg skulle leve op til.. Og som enten kunne hylde eller fordømme, det jeg gjorde.. At det var flot, hvis jeg gik en tur i skoven - og ville blive hyldet; eller det var for dårligt, at jeg ikke lige kunne finde mine nøgler - og ville blive fordømt..

Jeg er næsten fri for det nu..

Og derfor tror jeg, at jeg begynder at kunne mærke, at hvis man er fri på den måde, så er det jo egentlig ligegyldigt med selvtillid.. Hvis det ikke er afgørende, om man bliver hyldet eller fordømt, så behøver man ingen tillid til, at man kan gøre noget godt eller rigtigt.. Det er jo ligemeget, hvordan man gør tingene..

Prøv virkelig at tænke over det, for det er så indgroet i os, at det er vigtigt, at vi tror på os selv, og det er nærmest det vigtigste i det her samfund.. Med høj selvtillid kommer man langt.. Og måske er det også derfor, at der fx findes så mange dårlige chefer.. Selvtilliden er i top, men hvad med selvværdet og mennesket indeni..?

Jeg har nemlig prøvet at tænke det samme om selvværdet, men det er jeg indtil videre nået frem til stadig har en afgørende rolle.. Det er den følelse af, at uanset hvad, så er man ok.. Og måske er det ligefrem det modsatte af selvtillid.. Selvtillid - man tror man kan, og det er vigtigt.. Selvværd - det er ligemeget, om man kan..

Selvværdet er det, jeg mener, sidder inde i hjertet.. Det værd, som aldrig nogensinde ændres, uanset hvad der sker.. Og det er også derfor, at jeg mener (og Kohn mener), at vi kan give vores børn selvværd ved at vise dem, at de er gode nok uanset hvad.. Om de skriger, slår, sparker, er "uartige" osv.. Så er de altid det samme værd - og det samme barn..

Nu hvor tankerne er kommet ned, så er jeg blevet endnu mere overbevist om, at det er sådan det hænger sammen.. Man behøver ikke selvtillid, hvis man er fri.. Og jeg tror ikke, at man skal være bange for, at tingene ikke bliver gjort ordenligt, bare fordi det i princippet er ligegyldigt, hvordan man gør tingene.. For et frit menneske, vil gøre alt så godt som muligt.. Uden at sigte i mod det, men bare fordi det er frit..

Og hvor er det trist, at vi er så fokuserede på, hvad vores børn kan og gør - jeg selv inklusive.. Hvorfor filan er det så vigtigt..? Hvorfor kan vi ikke bare sætte dem fri med det samme..? Hvorfor skal de indordne sig under vores syge samfund, og når de så er blevet voksne, så kan man håbe, at de også har fået nok selvværd til at stritte imod..?