I forbindelse med mit indlæg om vrede børn, så kan jeg lige skrive lidt om, hvad jeg læser for tiden..
A.S.Neill har skrevet en bog om hans skole "Summerhill", som startede i 1921.. Skolen er et sted, hvor børnene bor, og hvor reglen er, at alle er frie.. Det eneste, man ikke må, er at tage andres frihed, og så skal man ellers følge de regler, som der bliver lavet på møder, hvor børn og voksne er ligestillede..
Når børnene kom dertil fra andre skoler, skulle de i gennemsnit bruge 3 måneder på at slippe fri af deres vrede og had mod voksne, skole og samfund.. Derefter begyndte de selv at interessere sig for at lære..
Summerhill har ikke fostret nogle genier, som han udtrykker det, men de har fostret virkeligt, virkeligt mange lykkelige mennesker med et højt selvværd og høj selvtillid..
Jeg var til møde i min kommune, fordi jeg er nyt medlem af bestyrelsen af mine børns institution.. Her startede viceborgmesteren med store ord, om at kommunen vil have verdens bedste daginstitution.. Og derefter gik vi over til at tale om mad, læreplaner og læringsmiljø.. Hmm..
Hvis ikke man stiller sig selv spørgsmålet, hvad der er en god institution og en god barndom, hvordan kan man så vide, at man når målet..? Og hvad nu, hvis det, vi som voksne tror, er en god barndom og en god institution, ikke er det fra barnets synsvinkel..?
Jeg tænker rigtig meget over, hvordan jeg kan gøre det bedst for mine børn.. Det bliver jo selvfølgelig et spørgsmål om definitioner - hvornår er noget godt? Men jeg tænker, at vi først og fremmest må se målet foran os.. Hvad ønsker vi for vores børn..? Jeg ønsker faktisk ikke andet, end det som de opnåede på Summerhill.. Jeg ønsker for mine børn, at de bliver voksne mænd, som hviler i sig selv - har ro.. Hvad de derudover når, er ikke vigtigt.. Hvis de blot har ro, så ved jeg, at de nok skal nå, det som de vil..
Jeg er fuldstændig overbevist om, hvilken "opdragelse" der bedst vil få dem til at nå det mål.. Jeg prøver at give mine børn så meget frihed, som overhovedet muligt - samtidig med at de skal vide, at deres mor altid er der, hvis de har brug for det.. Det er til tider en svær balancegang, også fordi jeg jo som mor har lyst til at kysse og kramme dem hele tiden.. Heldigvis er jeg aldrig nervøs for mine børns sikkerhed, så det letter mit arbejde lidt, fordi jeg ikke skal gå og være bekymret for det.. Nogle vil nok tænke, at jeg er en ravnemor, når de ser, hvad mine børn får lov til - men jeg tænker, at jeg hellere vil have en masse brækkede lemmer og nogle rolige mennesker end omvendt..
Det er svært for mig at forklare, hvad jeg gør og ikke gør, men i nogle få ord, så har jeg bare givet slip.. Som sagt en svær balancegang, for jeg håber og tror, at de også ved, at hvis de har brug for det, så holder jeg fast - godt fast.. Jeg elsker dem over alt på jorden, og hvis jeg satte al fornuft til side, ville jeg holde fast og aldrig give slip igen.. Men det må jeg deale med.. Det er ikke deres "problem"..
Det med børneopdragelse fylder rigtig meget for mig.. Og når jeg oplever noget, som jeg oplevede på stationen igår, får jeg lyst til at tage mine børn med ud i Borneos jungle, så de aldrig skal opleve ikke at være frie.. Det er jo ikke ligefrem en mulighed, og selvom jeg ville ønske, at jeg kunne, så er hjemmepasning heller ikke noget for mig.. Jeg må bare håbe, at jeg giver mine børn selvværd og selvtillid nok herhjemmefra til at de kan "stå imod", når nogen prøver at tage deres frihed fra dem..
Alfi Kohn taler om ubetinget og betinget forældreskab.. Jeg benytter mig langt det meste af tiden af ubetinget forældreskab, og det betyder, at jeg stort set aldrig "tvinger" mine børn til at gøre noget ved at "true" dem med noget andet.. "Hvis du ikke tager sko på, får du ikke en is, når vi kommer derhen..", "Hvis du ikke opfører dig ordentligt nu, så læser jeg ikke en bog for dig, når du skal sove om to timer".. Det gør jeg meget, meget sjældent.. Og det føler jeg også giver mine børn en frihed.. Jeg får tit at vide, af min søn på 3½, at han bestemmer over sig selv, og hvis jeg siger noget til hans lillebror, så skal han også nok sørge for at tale for hans rettigheder.. Det gør ikke livet lige nu nemmere, men det gør det sjovere og meget mere ligeværdigt - for os alle sammen..
Kommentar fra en anden end mig ;o)
SvarSletJeg synes også det er meget meget interessant med Neill´s Summerhill skole. Jeg er nemlig også ret glad for tanken om en pædagogik der baserer sig på børns ret til at handle ud fra egne interesser og tanken om, hvordan enhver formning af børn er at fratage dem deres frihed. Jeg er meget interesseret i at vide hvordan det i praksis kunne lade sig gøre at arbejde med det her ideal om frihed, som Neill jo var optaget af. Han opfattede jo voksne og samfundet som nogen og noget der ville noget med børnene, som ikke jo ikke altid lige var i deres, børnenes egen interesse og havde idealet om den frie skole. Men samtidig sagde han jo også, eller Summerhill skolens pædagogik hed sig noget i retning af, at eleven kan gøre som han eller hun vil, forudsat dette ikke kommer i konflikt med andres interesser. Dette betyder vel noget med at børnene ikke har ret til at være hensynsløse overfor deres medmennesker, men at de forventes at respektere andre børns såvel som voksnes interesser og ret til frihed. Hvordan kan dette harmonere med barnets ret til at handle ud fra egne interesser?
Jeg tænker meget over at der jo ligger et paradoks der og vil rigtig gerne høre om du måske har gjort dig nogle tanker om hvordan man kan støtte barnets "frihed" og ikke krænke det, samtidig med at der skal tages hensyn til alle de samfundsmæssige normer?
Jeg tror på, og sådan læser jeg også Neill - og forøvrigt også de Mello - at frie mennesker kun er gode.. Man kan ikke gøre noget ondt, når man ikke har nogen frygt..
SvarSletJeg mener også, at den betingelsesløse "opdragelse" lærer vores børn at opføre sig ordentligt - og ikke bare, som de skal.. De lærer at tænke i stedet for bare at makke ret.. Og den tænkning, tror jeg, er vigtig i forhold til at tage hensyn til andre mennesker.. De får deres frihed, og jeg tror, at de kan administrere den.. De bliver behandlet med respekt, og det, tror jeg, avler respekt..
Jeg lærer min søn på 3½, at han gerne må bande, hvis der ikke er nogen til stede, som ikke bryder sig om det.. Så derhjemme må han bande.. Det må han ikke i børnehaven..
Det giver ham nogle udfordringer i forhold til at skulle tænke selv og til at finde ud af, hvad han vil, når han er helt fri..
Det er svært at forklare, men jeg tror på, at børn der kun bliver mødt med kærlighed og anerkendelse også vokser op og bliver kærlige og anerkendende voksne..
Jeg har mere at sige.. ;o)
De børn, som vokser op under en hårdere "betingelses-opdragelse",lærer jo heller ikke nødvendigvis at behandle andre pænt.. De lærer at behandle andre pænt, når der er nogen, der ser det.. ;o) De udfordres ikke til at tage stilling eller tænke - de skal bare følge reglerne - hvis der ellers er nogle håndhævere af reglerne til stede..
SvarSletOg det er jo sådan set også det Neill oplevede.. At de børn, som var blevet opdraget med betingelser og uden særlig meget frihed, var først nogle rigtige banditter, da de fik deres frihed - men efterfølgende lærte de at administrere det..
Der er jo faktisk mange børn, som bliver opdraget "ufrit", som opfører sig ordentligt.. Min bekymring, og det jeg kan mærke på mig selv, er bare, at det også skaber frygt.. At man bliver bange for at gøre noget forkert.. Og så er vi tilbage i, at hvis man opdrages frit, får man ikke nær så meget frygt - og ingen frygt betyder, at man vil opføre sig ordentligt overfor andre mennesker..
Lige et mere, fra en, der ikke selv kan få skrevet en kommentar.. Mon der egentlig er flere, der ikke kan det.. :oS
SvarSletDet er meget interessant og jeg er fuldstændig enig i at der er en ret god chance for at børn som opdrages med anerkendelse og kærlighed vokser op og selv bliver kærlige og anerkendede. Her ser jeg bort fra den adfærdsændrende sygdomme som psykiske lidelser ex. Men jeg tænker jo bare at selvom børn som vokser op som du beskriver, så vil de stadig komme til at gøre ting som er uhensigtsmæssige for andre. Fx i en børnehave hvor de er på tur til en legeplads og har leget der en god stund. Da de skal hjem nægter en dreng at gå med, fordi han gerne vil blive ved at lege. Hvordan gør vi så for at bevare i Neill´s optik, -den frie vilje? Eller ville du mene at det barn som ikke har lyst til at gå med de andre hjem fra legepladsen ikke, stadig Neill´s verden, ikke er et barn som har bibeholdt sin frie vilje?
Og du ved jo nok Malle, at jeg ikke er særlig uening med dig eller synes at børn har onde intentioner. Jeg er bare nysgerrig og synes det er vanvittig interessant...
KH T
Ja, jeg ved godt, at det her ikke er en uenighedsdiskussion, men jeg sætter stor pris på den, for det ér altså rart lige at få udfordret tankegangen..
SvarSletSå vidt jeg husker, siger Neill, at de børn, der har været der fra tre-års-alderen aldrig har været "banditter".. Min egen erfaring med mine børn er, at de skal hjælpes til at lære, at man skal tage hensyn til andre.. Og det ér jo selvfølgelig frihedsindgribende, men der er jo ikke rigtigt noget at gøre ved det.. På Summerhill ville barnet sikkert bare have fået lov til at blive på legepladsen, kunne man forestille sig.. Det kan jo bare ikke lige lade sig gøre i vores "verden".. Det er et svært spørgsmål, fordi hvis man overbeviser barnet om, at det må gå med hjem, fordi de andre gerne vil hjem, så har man jo grebet ind i friheden - barnet var helt sikker på, hvad det havde lyst til og ikke.. Vi, der benytter os af betingelsesløs opdragelse, får en indirekte magt over vores barn.. Og det skal vi ikke tage fejl af.. Selvom jeg kan overbevise min søn om, at han skal tage med hjem fra legepladsen, for de andres skyld - uden konflikt - så har jeg alligevel grebet ind i hans frihed.. Jeg har bare skjult det, fordi han har tillid til mig.. Jeg tror så dog, at det til stadighed er bedre, end hvis jeg havde tvunget ham med alle mulige - og umulige - trusler..
Men jeg tror ikke, at vi kan give vores børn den fuldstændige frihed, som jeg tror, at de havde større mulighed for på Summerhill.. Desværre..
Aiiiij!! Jeg har lige skrevet den lææængste kommentar her til dig, men nu blev det væk? Jeg kan åbenbart heller ikke kommentere, for fanden, det var SÅÅ langt... Nå men hej:) jeg faldt lige forbi bloggen, og hvor er det du skriver godt og rigtigt! Jeg orker ikke at skrive det hele igen lige nu, det gør jeg på et andet tidspunkt, syns nemlig den her diskussion er så super spændende!
SvarSletHej.. :o)
SvarSletOg øv, hvor surt.. Håber, at jeg får det at se på et andet tidspunkt..
Måske jeg så også skulle forsøge at skrive lidt mere.. ;o)