Kom jeg til at tænke på i forlængelse af mit indlæg om buddhisme..
For ja, måske ser jeg på livet på samme måde som en buddhist, men er jeg så buddhist..? Og ja, jeg tænker måske på nogle ting, som andre vil kalde spirituelle, men er jeg så spirituel..?
I forlængelse af, at jeg ønsker at være fri, så ønsker jeg ikke at være noget.. Jeg vil bare være.. Jeg vil ikke kalde mig selv spirituel, og jeg vil ikke være buddhist.. Jeg er mig.. Slut. Jeg gør, tænker, handler, føler osv., men det ændrer ikke på, hvem jeg er.. Aldrig nogensinde..
Hvorfor er det så vigtigt for os? Er det for, at vi kan føle, at vi er nogen..? At vi hører til et sted, sammen med andre der er som os?
For jeg mærker da, at jeg føler et behov for at høre til - eller måske blot et behov for at vide, at andre tænker som mig.. Så bliver det selvfølgelig nemmere at finde de andre, hvis man har nogle mærkater, man kan søge efter.. Måske gør det verden mere overskuelig? Men når man ser ud over den praktiske brug af det, så tror jeg, at det er "farligt", at vi altid skal have et mærkat - vi glemmer, at vi bare er..
Pludselig tror vi, at vi er en masse forskellige ting, som er afgørende for, hvem vi er - og til tider også for, hvor gode vi er, og hvor meget vi er værd..
Jeg føler mig så heller ikke særligt spirituel eller buddhistisk for den sags skyld, men hvis jeg ville, kunne jeg nok godt klynge mig til de prædikater.. Måske ville de udslette min ensomhedsfølelse, men ville det så ikke være af frygt, at jeg påtog mig dem..? Det ønsker jeg ikke.. Jeg nyder ikke min ensomhedsfølelse, men den er der, og jeg nægter at bukke mig for frygten og give mig selv et prædikat..
Jeg ér bare mig, uanset hvad jeg selv eller andre har at sige om den sag..
Og det er I også - med ønsket om et godt nytår..
fredag den 31. december 2010
tirsdag den 28. december 2010
Buddhisme
Jeg så et show med "Anden" juleaften i fjernsynet.. Her snakkede han om at alt var lidelse, og han sagde også mange andre ting, som jeg var meget enig i - og som jeg har glemt nu.. ;) Samtidig stod han med et vistnok buddhistisk armbånd..
Jeg har tænkt tanken før, fordi buddhisme og yoga bl.a. også nævnes i de bøger jeg har læst, men nu gik jeg så lige ind og googlede buddhisme..
Jeg har meget kort læst om det, så måske der følger flere tanker om det på et senere tidspunkt.. Nå, men her stod der noget om "De fire ædle sandheder" og "Den ottefoldige vej".
Nedenstående er kopieret fra Wikipedia:
De Fire Ædle Sandheder: Den første sandhed: Lidelsen eksisterer. Den anden sandhed: Lidelsen har en årsag. Den tredje sandhed: Det er muligt at gøre en ende på lidelsen. Den fjerde sandhed: Lidelsen ophører ved at følge den Ottefoldige vej.
Den Ottefoldige vej: Den Ottefoldige vej (også kaldet for Middelvejen) minder meget om de ti bud, det er dog nærmere retningslinjer end regler. Hvis man følger den Ottefoldige vej, bliver man oplyst, og kommer i nirvana når døden indtræffer.
Faktisk forsøger jeg at leve efter den ottefoldige vej, selvom jeg ikke anede, at der var noget, der hed det for ti minutter siden.
Det med lidelsen har jeg ikke tænkt så meget over, men jeg er på vej derhen. At man ikke kan have noget godt, uden at det fører til lidelse - og at det er ok, og at det gør, at man må nyde det gode, imens man har det.
Slippe ønsker og begær, det arbejder jeg også hen imod. Når jeg slipper mine gode følelser, og jeg ikke begærer at have det godt fx eller at andre skal synes om mig.
At tale sandhed, det forsøger jeg også. Nogle gange lader jeg så være med at sige noget, men oftere og oftere siger jeg, hvad jeg mener, og fordi jeg ofte har sluppet mine følelser omkring det inden, så kan jeg gøre det på en venlig måde.
Opførslen har jeg vist altid rettet mig efter, men nu er det ikke fordi, jeg vil være god, at jeg gør det - men bare fordi.. Det samme med levevis..
At være bevidst og have positivt syn - ja, det giver vist sig selv.. ;o)
Bevidsthed om, hvordan verden hænger sammen og hvordan tanker og handlinger påvirker den.. Jeg har altid haft en fornemmelse af, hvordan verden hænger sammen.. Nu er jeg så også bare blevet bevidst om det og om, at det er ok at have den fornemmelse - uden at man tror, at man er noget..
Det med fordybelsen giver vel også sig selv.. Ikke at jeg er der hele tiden, men det er også noget, som jeg har gjort mere og mere det sidste stykke tid..
Jeg skriver egentlig ikke det her for at bevise, at jeg er på rette vej eller noget. Jeg synes bare, at det er interessant, at man ved at fokusere på at blive bevidst, kan ramme så præcist ned i noget, som er så gammelt som buddhismen.. Der må sgisme være noget om alt det her..
Jeg tænker også, hvor jeg havde været med min bevidsthed, hvis jeg ikke havde læst de bøger, jeg har gjort.. Jeg tror, at jeg var på vej det samme sted hen - bare uden alle begreberne og beskrivelserne.. Jeg havde lavet mine egne.. Også det gør mig overbevsist om, at der "er noget om det".. At jeg efter at have arbejdet med mig selv kunne nikke genkendende til så mange ting, som jeg aldrig har læst eller hørt om, men som jeg alligevel kunne føle inden i mig selv - nøjagtigt, som bøgerne beskrev det..
Jeg tror ikke, at det er "sundt" at stræbe efter at blive ligesom de skriver i bøgerne, men jeg havde brug for at blive trukket lidt hurtigere frem ved hjælp af bøgerne, da jeg pludselig blev slået tilbage.. Jeg vil aldrig finde ud af, hvor jeg var endt, hvis jeg bare var forsat den linje, jeg havde, inden jeg blev slået tilbage pga. en klam mand, så jeg havde brug for bøgernes hjælp.. Men jeg er 99% sikker på, at jeg faktisk ville være endt nøjagtigt samme sted i mit sind.. Måske uden at vide, at jeg rent faktisk delte mine følelser og tanker med andre.. Men det er jeg taknemmelig for at vide, at jeg gør..
Jeg har tænkt tanken før, fordi buddhisme og yoga bl.a. også nævnes i de bøger jeg har læst, men nu gik jeg så lige ind og googlede buddhisme..
Jeg har meget kort læst om det, så måske der følger flere tanker om det på et senere tidspunkt.. Nå, men her stod der noget om "De fire ædle sandheder" og "Den ottefoldige vej".
Nedenstående er kopieret fra Wikipedia:
De Fire Ædle Sandheder: Den første sandhed: Lidelsen eksisterer. Den anden sandhed: Lidelsen har en årsag. Den tredje sandhed: Det er muligt at gøre en ende på lidelsen. Den fjerde sandhed: Lidelsen ophører ved at følge den Ottefoldige vej.
Den Ottefoldige vej: Den Ottefoldige vej (også kaldet for Middelvejen) minder meget om de ti bud, det er dog nærmere retningslinjer end regler. Hvis man følger den Ottefoldige vej, bliver man oplyst, og kommer i nirvana når døden indtræffer.
- Ret viden, dvs. at forstå de fire ædle sandheder.
- Ret sindelag, dvs. at slippe alle ønsker og begær, og handle med rette motiver.
- Ret tale, dvs. at tale sandhed på en vis og venlig måde.
- Ret opførsel, dvs. ikke at snyde, stjæle eller slå ihjel.
- Ret levevis, dvs. at tjene sit brød på ærlig vis, uden at udnytte eller skade andre.
- Ret stræben, dvs. at være sig bevidst og udvikle et positivt syn.
- Ret opmærksomhed, dvs. bevidsthed om, hvordan verden hænger sammen, og hvordan tanker og handlinger påvirker den.
- Ret fordybelse, dvs. at besvarer en fredfyldt bevidsthedstilstand uden identifikationer og distraktioner udadtil.
Faktisk forsøger jeg at leve efter den ottefoldige vej, selvom jeg ikke anede, at der var noget, der hed det for ti minutter siden.
Det med lidelsen har jeg ikke tænkt så meget over, men jeg er på vej derhen. At man ikke kan have noget godt, uden at det fører til lidelse - og at det er ok, og at det gør, at man må nyde det gode, imens man har det.
Slippe ønsker og begær, det arbejder jeg også hen imod. Når jeg slipper mine gode følelser, og jeg ikke begærer at have det godt fx eller at andre skal synes om mig.
At tale sandhed, det forsøger jeg også. Nogle gange lader jeg så være med at sige noget, men oftere og oftere siger jeg, hvad jeg mener, og fordi jeg ofte har sluppet mine følelser omkring det inden, så kan jeg gøre det på en venlig måde.
Opførslen har jeg vist altid rettet mig efter, men nu er det ikke fordi, jeg vil være god, at jeg gør det - men bare fordi.. Det samme med levevis..
At være bevidst og have positivt syn - ja, det giver vist sig selv.. ;o)
Bevidsthed om, hvordan verden hænger sammen og hvordan tanker og handlinger påvirker den.. Jeg har altid haft en fornemmelse af, hvordan verden hænger sammen.. Nu er jeg så også bare blevet bevidst om det og om, at det er ok at have den fornemmelse - uden at man tror, at man er noget..
Det med fordybelsen giver vel også sig selv.. Ikke at jeg er der hele tiden, men det er også noget, som jeg har gjort mere og mere det sidste stykke tid..
Jeg skriver egentlig ikke det her for at bevise, at jeg er på rette vej eller noget. Jeg synes bare, at det er interessant, at man ved at fokusere på at blive bevidst, kan ramme så præcist ned i noget, som er så gammelt som buddhismen.. Der må sgisme være noget om alt det her..
Jeg tænker også, hvor jeg havde været med min bevidsthed, hvis jeg ikke havde læst de bøger, jeg har gjort.. Jeg tror, at jeg var på vej det samme sted hen - bare uden alle begreberne og beskrivelserne.. Jeg havde lavet mine egne.. Også det gør mig overbevsist om, at der "er noget om det".. At jeg efter at have arbejdet med mig selv kunne nikke genkendende til så mange ting, som jeg aldrig har læst eller hørt om, men som jeg alligevel kunne føle inden i mig selv - nøjagtigt, som bøgerne beskrev det..
Jeg tror ikke, at det er "sundt" at stræbe efter at blive ligesom de skriver i bøgerne, men jeg havde brug for at blive trukket lidt hurtigere frem ved hjælp af bøgerne, da jeg pludselig blev slået tilbage.. Jeg vil aldrig finde ud af, hvor jeg var endt, hvis jeg bare var forsat den linje, jeg havde, inden jeg blev slået tilbage pga. en klam mand, så jeg havde brug for bøgernes hjælp.. Men jeg er 99% sikker på, at jeg faktisk ville være endt nøjagtigt samme sted i mit sind.. Måske uden at vide, at jeg rent faktisk delte mine følelser og tanker med andre.. Men det er jeg taknemmelig for at vide, at jeg gør..
søndag den 26. december 2010
At være - set udefra
Nå, og nu fik jeg så rent faktisk lyst til at skrive.. ;o)
Der er nogle tanker jeg gør mig, nu hvor jeg oplever at være fri en gang imellem.. De tanker gør mig jo så lidt mindre fri, tror jeg.. Men de er der, og så slipper jeg dem og de følelser, der følger i kølvandet, med det samme - og så er jeg vel stadig fri..? For jeg tænker nemlig også ofte, om livet bliver kedeligt, når man er fri.. Hvis alt er ligegyldigt.. Men det betyder jo ikke, at man ikke stadig føler og tænker.. Det betyder bare, at man ikke klynger sig til de tanker og følelser - og at der bliver mere plads til bare at nyde, at man er..
Nå, men det jeg bl.a. fik lyst til at skrive om, det er, nogle tanker jeg har gjort mig, omkring hvordan man (læs: jeg) mon fremstår, hvis man føler sig fri..
Mine tanker omkring selvtillid og selvværd har gjort, at jeg forsøger at aflære mig den vane, som mange af os har, med at rose.. Med mine børn har jeg været bevidst om det i noget længere tid, men nu ønsker jeg heller ikke at bidrage til at andre mennesker skal blive holdt fast i det net, der er, at de skal være gode.. Jeg roser ikke.. Jeg kan sige, at noget er dejligt.. At det er dejligt, at de vil gøre, hvad de har gjort for mig, at jeg synes noget er pænt af dem osv.. Men jeg forsøger at holde det på et minimum at rose og kommentere dem som personer.. På samme måde prøver jeg at slippe hurtigere end hurtigt, hvis nogle roser mig.. Jeg vil IKKE have, at det betyder noget for mig.. Jeg ser det som en illusion, at det er vigtigt..
På samme måde "hjælper" jeg ikke andre ud af penible følelsesmæssige situationer, som jeg ellers altid har gjort.. Eller det vil sige: Jeg forsøger at lade være.. For det er trods alt et handlemønster som jeg har haft i 30 år.. ;o) På et tidspunkt vil det måske betyde, at jeg ikke fokuserer så meget på andres følelser, og det vil også give en virkeligt velsignet ro i mit hoved.. Måske kan jeg allerede mærke nu, at det ikke fylder så meget for mig, fordi jeg hurtigt slipper de følelser, det giver, og fokuserer i stedet på, at jeg er der - og at det andet menneske også bare er der..
Men hvordan virker det mon udefra..? Kommer det til at virke provokerende og måske arrogant, når jeg ikke går ind i de andres følelser, selvom de inviterer mig til det..? Det er vel nærmest kontroversielt ikke at klynge sig til både positive og negative følelser og ros fx.. Min kæreste kan til tider fremstå arrogant.. Og han går netop ikke ind i andre menneskers følelser.. Det beundrer jeg ham for nu, hvor jeg forstår lidt mere - men jeg har også siddet i første parket til at kunne se, opleve og føle, hvordan andre har oplevet det; og det har jo nok ofte været opfattet arrogant..
Jeg siger ikke, at det er vigtigt, hvordan andre mennesker opfatter mig, når jeg føler mig fri og bare er.. Men det er interessant..
Og er det måske ikke mere arrogant at tro, at jeg har ansvaret for andre menneskers følelser, som jeg har følt i så mange år..? Jeg tror egentlig ikke, at jeg hjælper nogen til at blive mere frie, fordi det starter nok et helt andet sted, end at jeg ikke roser dem eller klynger mig til følelser sammen med dem, men jeg ønsker bare ikke at bidrage til "illusionerne".. Og inderst inde så tænker jeg nok, at jeg også kan "hjælpe" dem, men mon ikke det bare er min egen lille illusion..? Måske - for jeg har da nogle mennesker, som jeg er meget sammen med og tæt på, som måske kan blive rystet bare en lille smule.. Og måske hvis man bliver rystet nok gange, at man så kan rykke sig bare lidt mere fri - og måske lidt mere og lidt mere....
Det er ikke mit formål - selvom jeg vil ønske, at jeg netop bare kan ryste lidt, men det er nok allermest af egoistiske årsager.. Jeg vil bare være.. Og det kræver, at jeg ikke går ind i de handlemønstre som vores samfund er temmeligt gennemsyret af.. Måske betyder det, at jeg skiller mig ud, og at der til tider er andre mennesker, som ikke vil kunne lide mig eller som undrer sig over mig, fordi jeg ikke reagerer på den måde, som vi er vant til.. Måske..
edit: Jeg har netop delt dette link på Facebook, og det fik mig til at lægge mærke til, at jeg faktisk har sværest ved bare at være, når jeg er sammen med mennesker, som kender mig, og som jeg skal møde igen.. Det er rigtig, rigtig svært for mig.. Fordi jeg netop synes, at det er nogle store ændringer, der sker med mig, når jeg går fra u-fri til semi-fri.. ;o) Og jeg har svært ved at være så markant anderledes end "mig selv", som bl.a. de mennesker, jeg holder af, normalvis oplever mig..
Og så når vi jo frem til, at det jo netop betyder noget, hvordan andre mennesker opfatter mig.. Og hvorfor jeg kun er semi-fri.. Det er så meget nemmere med mennesker, som ikke betyder noget særligt for mig.. Men det er faktisk også et stort skridt for mig.. At det kan være ligegyldigt, hvad andre (ukendte) mennesker tænker om mig.. Og dét er noget, som i høj grad sætter mig fri - også selvom jeg så ikke helt kan slippe vigtigheden af, hvad min omgangskreds tænker om mig..
Men det kommer - og det er nærmest kun en udfordring til mig selv, når jeg lægger den her slags på Facebook, så jeg øver mig.. ;o)
Der er nogle tanker jeg gør mig, nu hvor jeg oplever at være fri en gang imellem.. De tanker gør mig jo så lidt mindre fri, tror jeg.. Men de er der, og så slipper jeg dem og de følelser, der følger i kølvandet, med det samme - og så er jeg vel stadig fri..? For jeg tænker nemlig også ofte, om livet bliver kedeligt, når man er fri.. Hvis alt er ligegyldigt.. Men det betyder jo ikke, at man ikke stadig føler og tænker.. Det betyder bare, at man ikke klynger sig til de tanker og følelser - og at der bliver mere plads til bare at nyde, at man er..
Nå, men det jeg bl.a. fik lyst til at skrive om, det er, nogle tanker jeg har gjort mig, omkring hvordan man (læs: jeg) mon fremstår, hvis man føler sig fri..
Mine tanker omkring selvtillid og selvværd har gjort, at jeg forsøger at aflære mig den vane, som mange af os har, med at rose.. Med mine børn har jeg været bevidst om det i noget længere tid, men nu ønsker jeg heller ikke at bidrage til at andre mennesker skal blive holdt fast i det net, der er, at de skal være gode.. Jeg roser ikke.. Jeg kan sige, at noget er dejligt.. At det er dejligt, at de vil gøre, hvad de har gjort for mig, at jeg synes noget er pænt af dem osv.. Men jeg forsøger at holde det på et minimum at rose og kommentere dem som personer.. På samme måde prøver jeg at slippe hurtigere end hurtigt, hvis nogle roser mig.. Jeg vil IKKE have, at det betyder noget for mig.. Jeg ser det som en illusion, at det er vigtigt..
På samme måde "hjælper" jeg ikke andre ud af penible følelsesmæssige situationer, som jeg ellers altid har gjort.. Eller det vil sige: Jeg forsøger at lade være.. For det er trods alt et handlemønster som jeg har haft i 30 år.. ;o) På et tidspunkt vil det måske betyde, at jeg ikke fokuserer så meget på andres følelser, og det vil også give en virkeligt velsignet ro i mit hoved.. Måske kan jeg allerede mærke nu, at det ikke fylder så meget for mig, fordi jeg hurtigt slipper de følelser, det giver, og fokuserer i stedet på, at jeg er der - og at det andet menneske også bare er der..
Men hvordan virker det mon udefra..? Kommer det til at virke provokerende og måske arrogant, når jeg ikke går ind i de andres følelser, selvom de inviterer mig til det..? Det er vel nærmest kontroversielt ikke at klynge sig til både positive og negative følelser og ros fx.. Min kæreste kan til tider fremstå arrogant.. Og han går netop ikke ind i andre menneskers følelser.. Det beundrer jeg ham for nu, hvor jeg forstår lidt mere - men jeg har også siddet i første parket til at kunne se, opleve og føle, hvordan andre har oplevet det; og det har jo nok ofte været opfattet arrogant..
Jeg siger ikke, at det er vigtigt, hvordan andre mennesker opfatter mig, når jeg føler mig fri og bare er.. Men det er interessant..
Og er det måske ikke mere arrogant at tro, at jeg har ansvaret for andre menneskers følelser, som jeg har følt i så mange år..? Jeg tror egentlig ikke, at jeg hjælper nogen til at blive mere frie, fordi det starter nok et helt andet sted, end at jeg ikke roser dem eller klynger mig til følelser sammen med dem, men jeg ønsker bare ikke at bidrage til "illusionerne".. Og inderst inde så tænker jeg nok, at jeg også kan "hjælpe" dem, men mon ikke det bare er min egen lille illusion..? Måske - for jeg har da nogle mennesker, som jeg er meget sammen med og tæt på, som måske kan blive rystet bare en lille smule.. Og måske hvis man bliver rystet nok gange, at man så kan rykke sig bare lidt mere fri - og måske lidt mere og lidt mere....
Det er ikke mit formål - selvom jeg vil ønske, at jeg netop bare kan ryste lidt, men det er nok allermest af egoistiske årsager.. Jeg vil bare være.. Og det kræver, at jeg ikke går ind i de handlemønstre som vores samfund er temmeligt gennemsyret af.. Måske betyder det, at jeg skiller mig ud, og at der til tider er andre mennesker, som ikke vil kunne lide mig eller som undrer sig over mig, fordi jeg ikke reagerer på den måde, som vi er vant til.. Måske..
edit: Jeg har netop delt dette link på Facebook, og det fik mig til at lægge mærke til, at jeg faktisk har sværest ved bare at være, når jeg er sammen med mennesker, som kender mig, og som jeg skal møde igen.. Det er rigtig, rigtig svært for mig.. Fordi jeg netop synes, at det er nogle store ændringer, der sker med mig, når jeg går fra u-fri til semi-fri.. ;o) Og jeg har svært ved at være så markant anderledes end "mig selv", som bl.a. de mennesker, jeg holder af, normalvis oplever mig..
Og så når vi jo frem til, at det jo netop betyder noget, hvordan andre mennesker opfatter mig.. Og hvorfor jeg kun er semi-fri.. Det er så meget nemmere med mennesker, som ikke betyder noget særligt for mig.. Men det er faktisk også et stort skridt for mig.. At det kan være ligegyldigt, hvad andre (ukendte) mennesker tænker om mig.. Og dét er noget, som i høj grad sætter mig fri - også selvom jeg så ikke helt kan slippe vigtigheden af, hvad min omgangskreds tænker om mig..
Men det kommer - og det er nærmest kun en udfordring til mig selv, når jeg lægger den her slags på Facebook, så jeg øver mig.. ;o)
Bloggen bremser mig
.. tror jeg..
Hver gang jeg tænker (for) meget - og det gør jeg jo nok, når jeg skriver her, så bliver jeg lidt mere ufri.. Jeg har følt mig fri igen idag (i hvert fald store dele af tiden), og selvom det handler om bevidsthed, så handler det mere om bevidsthed i de enkelte situationer, end det handler om bevidsthed om bevidstheden.. ;o)
Jeg kan ikke lige finde afsnittet, men de Mello skriver om "lærlingen", der skal lære at blive fri.. "Mesteren" sender ham ud, og får ofte breve fra ham, hvor han skriver om, hvor fri han er, og hvor meget han nu forstår.. Hver gang mesteren modtager sådan et brev, bliver han skuffet, fordi det viser, at lærlingen endnu ikke er fuldstændigt fri.. På et tidspunkt går der rigtig, rigtig lang tid, hvor mesteren ikke hører noget fra lærlingen, og han sender én ud for at lede efter ham.. Da han bliver fundet, får han et brev fra mesteren, hvor han spørger, hvordan det går med at blive fri.. Som svar skriver han et brev, hvor der står: "Det er fuldstændig ligegyldigt.." - og da mesteren læser det, ved han, at lærlingen nu endelig er fri..
Sådan føler jeg det også.. Så længe jeg fokuserer så meget, så er jeg ikke fuldstændigt fri.. Jeg tror, at fokuseringen kan være nødvendig i et tidsrum, men på et tidspunkt, kan og "skal" det slippes helt.. Og hvem ved, måske kan det så blive taget op igen, hvor jeg har lært, at det intet betyder.. De bøger jeg læser fokuserer jo i hvert fald på bevidstheden og beskriver den - men jeg tror alligevel på, at deres forfattere ikke bliver "fanget i" fokuseringen, som jeg kan have en tendens til nu..
Så jeg er noget ambivalent med denne blog.. På den ene side vil jeg gerne dele, inspirere og bare komme af med lidt tanker og på den anden side, så bliver jeg bremset i forhold til at være fri, fordi jeg kommer til at fokusere alt for meget på det..
Måske jeg også skal bruge den til andet.. Fx at skrive mere om børneopdragelse - og min specifikke opdragelse, som til tider godt kan adskille sig fra den "gængse" form, selvom den for os nu virker totalt naturlig.. Vildt nok egentlig..
Men de mere overordnede tanker, som jeg fx har haft om selvtillid og selvværd, vil der nok også stadig være plads til.. Det indlæg jeg skrev om netop selvtillid og selvværd har haft meget stor betydning for mig.. Jeg er blevet overbevist om, at det er sådan, det forholder sig, og jeg er sikker på, at vi først bliver helt frie, når vi bliver frie for begrebet selvtillid.. Så den slags tanker kan jeg vel egentlig også skrive om, uden at det vil forstyrre mig..Jeg har dog slet ikke den slags tanker for tiden; og sikke en velsignet fred, der er i mit hoved.. ;o)
Hver gang jeg tænker (for) meget - og det gør jeg jo nok, når jeg skriver her, så bliver jeg lidt mere ufri.. Jeg har følt mig fri igen idag (i hvert fald store dele af tiden), og selvom det handler om bevidsthed, så handler det mere om bevidsthed i de enkelte situationer, end det handler om bevidsthed om bevidstheden.. ;o)
Jeg kan ikke lige finde afsnittet, men de Mello skriver om "lærlingen", der skal lære at blive fri.. "Mesteren" sender ham ud, og får ofte breve fra ham, hvor han skriver om, hvor fri han er, og hvor meget han nu forstår.. Hver gang mesteren modtager sådan et brev, bliver han skuffet, fordi det viser, at lærlingen endnu ikke er fuldstændigt fri.. På et tidspunkt går der rigtig, rigtig lang tid, hvor mesteren ikke hører noget fra lærlingen, og han sender én ud for at lede efter ham.. Da han bliver fundet, får han et brev fra mesteren, hvor han spørger, hvordan det går med at blive fri.. Som svar skriver han et brev, hvor der står: "Det er fuldstændig ligegyldigt.." - og da mesteren læser det, ved han, at lærlingen nu endelig er fri..
Sådan føler jeg det også.. Så længe jeg fokuserer så meget, så er jeg ikke fuldstændigt fri.. Jeg tror, at fokuseringen kan være nødvendig i et tidsrum, men på et tidspunkt, kan og "skal" det slippes helt.. Og hvem ved, måske kan det så blive taget op igen, hvor jeg har lært, at det intet betyder.. De bøger jeg læser fokuserer jo i hvert fald på bevidstheden og beskriver den - men jeg tror alligevel på, at deres forfattere ikke bliver "fanget i" fokuseringen, som jeg kan have en tendens til nu..
Så jeg er noget ambivalent med denne blog.. På den ene side vil jeg gerne dele, inspirere og bare komme af med lidt tanker og på den anden side, så bliver jeg bremset i forhold til at være fri, fordi jeg kommer til at fokusere alt for meget på det..
Måske jeg også skal bruge den til andet.. Fx at skrive mere om børneopdragelse - og min specifikke opdragelse, som til tider godt kan adskille sig fra den "gængse" form, selvom den for os nu virker totalt naturlig.. Vildt nok egentlig..
Men de mere overordnede tanker, som jeg fx har haft om selvtillid og selvværd, vil der nok også stadig være plads til.. Det indlæg jeg skrev om netop selvtillid og selvværd har haft meget stor betydning for mig.. Jeg er blevet overbevist om, at det er sådan, det forholder sig, og jeg er sikker på, at vi først bliver helt frie, når vi bliver frie for begrebet selvtillid.. Så den slags tanker kan jeg vel egentlig også skrive om, uden at det vil forstyrre mig..Jeg har dog slet ikke den slags tanker for tiden; og sikke en velsignet fred, der er i mit hoved.. ;o)
lørdag den 25. december 2010
Følelsen af mig
Den har jeg idag.. Jeg havde den allerede, da jeg vågnede, og shit, hvor er det bare en god følelse.. JEG er der.. Måske kun 99% men den sidste procent er til at leve med.. Jeg kan mærke, at jeg lige forsvinder i et splitsekund, når jeg fx lige tænker over, om jeg mon virker arrogant, når jeg har det sådan, men jeg slipper tanken med det samme igen, for jeg har ikke lyst til at bruge tid på det, og jeg når ikke engang at få en følelse fra tanken.. Nu er den der igen.. Men swissh.. For det her er for godt til at spilde tiden på de andre følelser..
Jeg er blevet irriteret på min ældste søn, da han ikke ville sove, jeg har følt, at min opdragelse blev set skævt til (og her siger jeg IKKE, at min opdragelse ER blevet set skævt til, for det var vist bare min egen usikkerhed..), og jeg har ringet alt for sent og givet en besked til en fra min familie.. Men JEG er der stadig..
Nogle gange er jeg stadig i tvivl, om jeg slipper følelserne eller om jeg slukker for dem.. Men idag har jeg sluppet - er jeg ret sikker på.. ;o)
Pointen er jo også, at dette heller ikke er en følelse, jeg skal holde fast i/klynge mig til.. Sådan kan det bare være at være.. Og det føles selvfølgelig godt, men jeg må bare flyde med - hvis jeg først begynder at klynge mig til det, så forsvinder friheden..
Men det er rart at være, og jeg nyder følelsen af bare at være mig..
Jeg er blevet irriteret på min ældste søn, da han ikke ville sove, jeg har følt, at min opdragelse blev set skævt til (og her siger jeg IKKE, at min opdragelse ER blevet set skævt til, for det var vist bare min egen usikkerhed..), og jeg har ringet alt for sent og givet en besked til en fra min familie.. Men JEG er der stadig..
Nogle gange er jeg stadig i tvivl, om jeg slipper følelserne eller om jeg slukker for dem.. Men idag har jeg sluppet - er jeg ret sikker på.. ;o)
Pointen er jo også, at dette heller ikke er en følelse, jeg skal holde fast i/klynge mig til.. Sådan kan det bare være at være.. Og det føles selvfølgelig godt, men jeg må bare flyde med - hvis jeg først begynder at klynge mig til det, så forsvinder friheden..
Men det er rart at være, og jeg nyder følelsen af bare at være mig..
onsdag den 22. december 2010
De negative følelser
Nå, den står lidt stille for tiden min blog.. Nogle gange har jeg brug for bare at være uden at tænke (alt for meget) over alt der her udvikling.. Det lykkes ikke altid, men jeg kan alligevel mærke nogle forandringer i min måde at være på.. Jeg er begyndt bedre at kunne mærke, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil.. Jeg har haft nogle oplevelser, hvor jeg førhen ville være blevet lammet af følelser, hvor jeg i stedet har handlet og svaret nøgternt.. Og jeg forsøger de dage, hvor jeg ikke er på toppen også at acceptere det..
Jeg er stadig ikke helt sikker på, om jeg hver gang slipper følelsen, eller om jeg lige lukker lidt ned for den - men jeg synes egentligt, at jeg kan føle ret tydeligt i min krop, når jeg gør det forskellige..
Nå, men til de negative følelser..
Jeg tænker nogle gange på, om de er der for en grund eller hvad.. Altså når jeg har dårlig samvittighed over, at mine børn ikke altid får den sundeste mad.. Skal jeg så rette mig efter den..? Det gør jeg jo ikke, for den dårlige samvittighed tapper min energi, så der ikke er plads til så meget andet.. Så hvis jeg nu også slap den følelse, så ville jeg måske endda få mere energi til at gøre det lidt bedre på madfronten.. Og på mange andre områder..
Idag har jeg ryddet op i min tøjbunke.. Den er min evige dårlige samvittighed, men jeg er begyndt at lægge mærke til, at det faktisk også generer mig, at jeg aldrig kan finde en s***.. Så idag ryddede jeg op i den - KUN for min egen skyld, og ikke fordi jeg tænkte, at så ville kæresten blive glad.. Og det føles sgu faktisk langt bedre på den måde..
Så faktisk er jeg nok nået frem til, at ja, det er også ok at slippe de negative følelser, som man umiddelbart tror hjælper én til fx at få tingene gjort.. For de virker sgu ikke helt optimalt på den måde..
Men jeg synes, at det er svært.. Men man kan vel også sige, at hvis man skal vælge, så ville jeg nok vælge de børn, der ikke får optimal kost, men som har en glad mor, fremfor de børn som ikke får optimal kost og har en mor, som ikke er glad, fordi hun slår sig selv i hovedet med dårlig samvittighed..
Jeg er stadig ikke helt sikker på, om jeg hver gang slipper følelsen, eller om jeg lige lukker lidt ned for den - men jeg synes egentligt, at jeg kan føle ret tydeligt i min krop, når jeg gør det forskellige..
Nå, men til de negative følelser..
Jeg tænker nogle gange på, om de er der for en grund eller hvad.. Altså når jeg har dårlig samvittighed over, at mine børn ikke altid får den sundeste mad.. Skal jeg så rette mig efter den..? Det gør jeg jo ikke, for den dårlige samvittighed tapper min energi, så der ikke er plads til så meget andet.. Så hvis jeg nu også slap den følelse, så ville jeg måske endda få mere energi til at gøre det lidt bedre på madfronten.. Og på mange andre områder..
Idag har jeg ryddet op i min tøjbunke.. Den er min evige dårlige samvittighed, men jeg er begyndt at lægge mærke til, at det faktisk også generer mig, at jeg aldrig kan finde en s***.. Så idag ryddede jeg op i den - KUN for min egen skyld, og ikke fordi jeg tænkte, at så ville kæresten blive glad.. Og det føles sgu faktisk langt bedre på den måde..
Så faktisk er jeg nok nået frem til, at ja, det er også ok at slippe de negative følelser, som man umiddelbart tror hjælper én til fx at få tingene gjort.. For de virker sgu ikke helt optimalt på den måde..
Men jeg synes, at det er svært.. Men man kan vel også sige, at hvis man skal vælge, så ville jeg nok vælge de børn, der ikke får optimal kost, men som har en glad mor, fremfor de børn som ikke får optimal kost og har en mor, som ikke er glad, fordi hun slår sig selv i hovedet med dårlig samvittighed..
søndag den 12. december 2010
Et temmeligt tungt emne..
Jeg tænker rigtig meget på døden for tiden.. Måske fordi det vel nok kan frembringe nogle af de største - og værste følelser.. Og jeg fokuserer jo på at slippe følelser..
Men hvad med de helt store og tunge følelser.. Ville det være "ok" at slippe de følelser? Jeg kan huske, da min morfar døde, da jeg gik i 7. klasse.. Samme dag jeg havde fået det at vide, sad jeg i en fysik-time.. Og pludselig fik jeg vildt dårlig samvittighed, fordi jeg havde glemt at være ked af det..
SKAL man bare holde fast i ked-af-det-heden - er det en konstellation, vi har bygget op..? Ville vi allesammen have det bedre, hvis vi kunne slippe det igen..?
Jeg håber ikke, at jeg træder nogen over fødderne, for jeg har virkelig kæmpe, kæmpe forståelse for, at man sørger og også forsvinder "ind i" sorgen, og jeg ville sikkert selv gøre det samme..
Men hvis jeg nu døde.. Så ville jeg ønske for mine børn, min kæreste og andre jeg holder af, at de selvfølgelig kunne savne mig, være kede af det, men at de også kunne slippe det og få et godt og glad liv.. Det er sværere for mig at se på det den anden vej (især med mine børn), men det er jo i princippet det samme..
Men kan man slippe dem..? Og "må" man.. Og hvis jeg kunne, så ville jeg garanteret føle mig helt forkert i forhold til alle andre, og jeg ville få mega dårlig samvittighed over, at jeg da vist ikke havde elsket mine børn så højt som alle andre tydeligvis elsker deres.. Jeg ville føle, at jeg BURDE være ked af det.. Men ville det ikke være samfundsskabt..?
Ok, jeg ved, at det er temmeligt tunge tanker, men de er godt nok også tunge inde i mit hoved, så nu ville jeg gerne have dem ud - og tager meget gerne imod input..
Men hvad med de helt store og tunge følelser.. Ville det være "ok" at slippe de følelser? Jeg kan huske, da min morfar døde, da jeg gik i 7. klasse.. Samme dag jeg havde fået det at vide, sad jeg i en fysik-time.. Og pludselig fik jeg vildt dårlig samvittighed, fordi jeg havde glemt at være ked af det..
SKAL man bare holde fast i ked-af-det-heden - er det en konstellation, vi har bygget op..? Ville vi allesammen have det bedre, hvis vi kunne slippe det igen..?
Jeg håber ikke, at jeg træder nogen over fødderne, for jeg har virkelig kæmpe, kæmpe forståelse for, at man sørger og også forsvinder "ind i" sorgen, og jeg ville sikkert selv gøre det samme..
Men hvis jeg nu døde.. Så ville jeg ønske for mine børn, min kæreste og andre jeg holder af, at de selvfølgelig kunne savne mig, være kede af det, men at de også kunne slippe det og få et godt og glad liv.. Det er sværere for mig at se på det den anden vej (især med mine børn), men det er jo i princippet det samme..
Men kan man slippe dem..? Og "må" man.. Og hvis jeg kunne, så ville jeg garanteret føle mig helt forkert i forhold til alle andre, og jeg ville få mega dårlig samvittighed over, at jeg da vist ikke havde elsket mine børn så højt som alle andre tydeligvis elsker deres.. Jeg ville føle, at jeg BURDE være ked af det.. Men ville det ikke være samfundsskabt..?
Ok, jeg ved, at det er temmeligt tunge tanker, men de er godt nok også tunge inde i mit hoved, så nu ville jeg gerne have dem ud - og tager meget gerne imod input..
fredag den 10. december 2010
Helt tom
Jeg er simpelthen helt tom i forhold til, hvad jeg skal skrive her.. Som før skrevet, så bliver jeg nogle gange lidt træt af hele tiden at fokusere på udviklingen, og i sidste ende tror jeg heller ikke, at det er det, der fører til virkelig udvikling.. Jeg tror, at det er nødvendigt at fokusere på det i begyndelsen, hvor man skal lære nogle nye tankemønstre og måder at føle og opleve tingene på, men derefter er det nok bedst lige så stille at give slip på det også..
Også derfor at jeg nogle gange tvivler på, hvor udviklet folk er, når de fortæller om, hvor udviklede de er.. Jeg er der selv nu, det indrømmer jeg gerne, men jeg tror, at der er et stadie højere end det - hvor det er fuldstændigt ligegyldigt.. Det var egentlig også det mit sidste indlæg handlede om.. At man netop ikke er helt fri, hvis man fokuserer på, hvor fri man er..
Og lige nu har jeg brug for ikke at fokusere på det.. Jeg læser Victoria Holt, og det er SKØNT.. Jeg er ellers også igang med "Glade børn med højt selvværd", men det sætter alt for meget fokus på den her udvikling.. Og det gider jeg bare ikke lige nu.. Men jeg vil nu gerne anbefale den alligevel - og ja egentlig også Victoria Holt.. ;)
Også derfor at jeg nogle gange tvivler på, hvor udviklet folk er, når de fortæller om, hvor udviklede de er.. Jeg er der selv nu, det indrømmer jeg gerne, men jeg tror, at der er et stadie højere end det - hvor det er fuldstændigt ligegyldigt.. Det var egentlig også det mit sidste indlæg handlede om.. At man netop ikke er helt fri, hvis man fokuserer på, hvor fri man er..
Og lige nu har jeg brug for ikke at fokusere på det.. Jeg læser Victoria Holt, og det er SKØNT.. Jeg er ellers også igang med "Glade børn med højt selvværd", men det sætter alt for meget fokus på den her udvikling.. Og det gider jeg bare ikke lige nu.. Men jeg vil nu gerne anbefale den alligevel - og ja egentlig også Victoria Holt.. ;)
onsdag den 8. december 2010
Hvor er jeg bare god..
Det er vist i hvert fald, hvad noget inde i mit hoved (jeg plejer at kalde det stemmen - og Michael Singer mener, at vi alle sammen har én, men alligevel er det lidt grænseoverskridende at skrive det, fordi vi jo ofte forbinder "stemmer i hovedet" med psykisk sygdom.. Nå, men som sagt.. Vi har den nok alle - så kan man så bare være mere eller mindre bevidst om den..) har forsøgt at fokusere på fremfor frihed..
Det har så lige resulteret i nogle dage fuldstændigt uden energi.. Præcis som i gamle dage.. Jeg har nok også fået fokuseret meget på, at jeg bliver et "bedre" menneske, fordi jeg får mere energi, jeg får gjort flere ting osv., når jeg føler mig fri.. Og hvor fri bliver jeg så lige af det?! Jeg har også tænkt, at udvikling var godt, og jeg har stræbt imod det.. Og hvor fri bliver jeg så lige af det?! Jeg har jo også tænkt, at jeg ville ønske, at alle kunne blive frie, fordi det er det bedste.. Og hvor fri bliver jeg så lige af det?! Det føles rigtig godt at være fri, men det er først, når man ikke har den følelse mere - eller ikke lægger mærke til den eller klynger sig til den - at man virkelig er fri..
Alt bliver først okay, når du er okay med alt.. Og det mangler jeg i forhold til min udvikling.. Jeg er stadig den samme indeni, uanset hvor fri eller ikke fri, jeg er..
Men det er svært, for jeg forsøger jo at være okay med alt, netop fordi jeg gerne vil være fri - og så stræber jeg igen.. Fanme mere indviklet end udviklet.. ;o)
Nå, men nu forsøger jeg igen.. Og så må jeg stoppe stemmen i hovedet, når den drøner ud af den gode-dygtige-pige vej, som den elsker.. Men det er filme svært, for det er jo en dejlig bonusgevinst, at jeg pludselig bliver bedre til at rydde op, træne, spise ordentligt osv.. Men det er bare ikke der, at jeg vil lægge fokus.. For så bliver jeg ufri igen.. Og så er der noget, der hiver i den anden retning, så jeg ender uden energi igen, og med sider der kæmper med, om jeg skal være god, eller om jeg bare INTET skal lave af frygt for at være god.. Og det er hårdt.. Men skal jeg så bare observere det og være okay med det..?
Ja, det er vel vejen frem.. For jeg kan virkelig mærke, hvordan jeg bare er blokeret.. Energierne stopper, og følelserne bliver bare gemt af vejen.. Det vil jeg ikke..
Så det er fuldstændig ligegyldigt, om jeg er "god" - og jeg ønsker ikke at se noget som godt, og noget som dårligt.. Jeg vil have det godt.. At det så måske betyder, at der bliver bedre at være herhjemme for alle, og at jeg bliver bedre til alle de ting, jeg ikke har været så god til førhen, det er ikke vigtigt.. Det er i hvert fald ikke det, jeg vil fokusere på - for selvfølgelig er jeg glad for, at det også bliver bedre for mine børn.. Og det er en følelse, og den skal bare have lov at være der og komme igennem.. Men jeg skal ikke klynge mig til den..
edit: Jeg gik lige og tænkte på, at det jo er klart, at jeg mister energi, fordi lige så snart jeg i mit hoved fokuserer på alt det gode jeg gør, så kommer fokus automatisk også på alle de ting, jeg ikke gør, og som jeg ikke kan..
Som jeg skrev i det indlæg om selvtillid og selvværd.. At jeg ikke fokuserer på at rose mine børn eller at give dem selvtillid - for så bliver det vigtigt, hvad man kan.. Og det er jo selvfølgelig det samme med mig selv..
edit, edit: Og det er jo DERFOR, at følelserne skal flyde igennem.. De skal ikke betyde noget afgørende.. Så hvis følelsen af, at jeg er god bare får lov til at flyde igennem, så klynger jeg mig ikke til den, og så bliver den ikke vigtig - og det samme med den modsatte følelse..
Og NU vil jeg ikke have flere aha-oplevelser, for så bliver mine børn vist trætte af mig.. ;o)
Det har så lige resulteret i nogle dage fuldstændigt uden energi.. Præcis som i gamle dage.. Jeg har nok også fået fokuseret meget på, at jeg bliver et "bedre" menneske, fordi jeg får mere energi, jeg får gjort flere ting osv., når jeg føler mig fri.. Og hvor fri bliver jeg så lige af det?! Jeg har også tænkt, at udvikling var godt, og jeg har stræbt imod det.. Og hvor fri bliver jeg så lige af det?! Jeg har jo også tænkt, at jeg ville ønske, at alle kunne blive frie, fordi det er det bedste.. Og hvor fri bliver jeg så lige af det?! Det føles rigtig godt at være fri, men det er først, når man ikke har den følelse mere - eller ikke lægger mærke til den eller klynger sig til den - at man virkelig er fri..
Alt bliver først okay, når du er okay med alt.. Og det mangler jeg i forhold til min udvikling.. Jeg er stadig den samme indeni, uanset hvor fri eller ikke fri, jeg er..
Men det er svært, for jeg forsøger jo at være okay med alt, netop fordi jeg gerne vil være fri - og så stræber jeg igen.. Fanme mere indviklet end udviklet.. ;o)
Nå, men nu forsøger jeg igen.. Og så må jeg stoppe stemmen i hovedet, når den drøner ud af den gode-dygtige-pige vej, som den elsker.. Men det er filme svært, for det er jo en dejlig bonusgevinst, at jeg pludselig bliver bedre til at rydde op, træne, spise ordentligt osv.. Men det er bare ikke der, at jeg vil lægge fokus.. For så bliver jeg ufri igen.. Og så er der noget, der hiver i den anden retning, så jeg ender uden energi igen, og med sider der kæmper med, om jeg skal være god, eller om jeg bare INTET skal lave af frygt for at være god.. Og det er hårdt.. Men skal jeg så bare observere det og være okay med det..?
Ja, det er vel vejen frem.. For jeg kan virkelig mærke, hvordan jeg bare er blokeret.. Energierne stopper, og følelserne bliver bare gemt af vejen.. Det vil jeg ikke..
Så det er fuldstændig ligegyldigt, om jeg er "god" - og jeg ønsker ikke at se noget som godt, og noget som dårligt.. Jeg vil have det godt.. At det så måske betyder, at der bliver bedre at være herhjemme for alle, og at jeg bliver bedre til alle de ting, jeg ikke har været så god til førhen, det er ikke vigtigt.. Det er i hvert fald ikke det, jeg vil fokusere på - for selvfølgelig er jeg glad for, at det også bliver bedre for mine børn.. Og det er en følelse, og den skal bare have lov at være der og komme igennem.. Men jeg skal ikke klynge mig til den..
edit: Jeg gik lige og tænkte på, at det jo er klart, at jeg mister energi, fordi lige så snart jeg i mit hoved fokuserer på alt det gode jeg gør, så kommer fokus automatisk også på alle de ting, jeg ikke gør, og som jeg ikke kan..
Som jeg skrev i det indlæg om selvtillid og selvværd.. At jeg ikke fokuserer på at rose mine børn eller at give dem selvtillid - for så bliver det vigtigt, hvad man kan.. Og det er jo selvfølgelig det samme med mig selv..
edit, edit: Og det er jo DERFOR, at følelserne skal flyde igennem.. De skal ikke betyde noget afgørende.. Så hvis følelsen af, at jeg er god bare får lov til at flyde igennem, så klynger jeg mig ikke til den, og så bliver den ikke vigtig - og det samme med den modsatte følelse..
Og NU vil jeg ikke have flere aha-oplevelser, for så bliver mine børn vist trætte af mig.. ;o)
Abonner på:
Opslag (Atom)