Viser opslag med etiketten Frihed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frihed. Vis alle opslag

torsdag den 10. marts 2011

Konstateringer frem for ros og kritik..?

Jeg talte med en forleden.. Jeg ønsker jo så vidt muligt, at mine børn skal være frie.. At de ikke skal være afhængige af selvtillid men "bare" vide, at de er noget værd, uanset hvad.. For at nå det mål bruger jeg den anerkendene pædagogik, som jeg før har skrevet om - bl.a. Alfi Kohn har skrevet om det..

Nå, men hende jeg talte med, mente ikke, at man kunne få børn til at være helt frie, fordi så kunne man jo næsten ikke sige noget til dem.. Altså hverken godt eller dårligt.. Forstå mig ret.. Mine børn bliver heller aldrig helt frie (ikke uden at de også selv skal arbejde for det som voksne), for så skulle jeg træffe nogle helt andre valg på deres og mine egne vegne i forhold til det liv, vi lever.. Men hypotetisk set.. ;o)

Nå, men så er det, at jeg tænker, at hvis nu man ikke fremhæver gode ting som ros og dårlige ting som kritik, så betyder det jo ikke noget.. Det er også sådan, jeg ønsker, at det skal være for mig selv.. At ja, der gjorde jeg noget godt eller var dygtig, og ja, der var jeg sgu godt nok et kvaj - men at det ikke har nogen betydning for, hvem jeg er, og hvad jeg er værd.. Kan man mon ikke også konstatere på den måde med sine børn.. Så man ikke behøver helt at lade være med at kommentere for at de skal være frie, men at man viser dem, at de er lige præcis akkurat så dejlige, når de slår, bider, kalder mig dumme mor, som de er, når de kysser og krammer, dækker bord og taler pænt..?

Det tror jeg altså.. Og det ér vel egentlig også det, at den anerkendende pædagogik søger.. At man bare anerkender (konstaterer måske), hvordan de har det, og så er det det.. Det har ingen værdi i sig selv - det har kun børnene; uanset hvad de gør..


Ja, måske er jeg tilbage.. Jeg har ro, og det er omvendt eksponentielt med mit behov for at skrive.. Så det er jo godt - og lidt ærgerligt for min blog.. ;o)

lørdag den 5. februar 2011

I sin egen verden

For noget tid siden mødte jeg en bekendt, da jeg var ude at handle.. Jeg mødte hende et par gange, og hver gang - til hendes store morskab ;o) - opdagede jeg hende ikke med det samme, fordi jeg gik i min egen verden..

Den oplevelse fik mig til at tænke på, at jeg faktisk er glad for, at jeg nogle gange forsvinder ind i mig selv.. At jeg kan lukke alt andet - og alle andre - ude.. Jeg er vant til at modtage en million signaler og til at tænke over dem, bruge dem i min adfærd og i det hele taget bare at bruge energi på dem.. Men nu kan jeg - nogle gange; mere og mere - bevæge mig rundt i et fyldt indkøbscenter lørdag formiddag og stadig være i mig selv og ikke i alle andre..

Det er virkelig fantastisk at "vågne op" og finde ud af, at jeg har været "ligeglad" i sådan en situation - at jeg bare har været..

onsdag den 2. februar 2011

Er alt ligegyldigt..?

Det har jeg tænkt mange gange.. Hvis man bliver helt fri, bliver alt så ligegyldigt..? Jeg har tænkt, at det måske ikke ligefrem var positivt - fordi er ligegyldigt ikke kedeligt..? Som i: "Hvis du er ligeglad, er du aldrig glad.."

Men så tænkte jeg i dag på, hvad ordet betyder.. Alt er lige gyldigt.. Alt har den samme værdi.. Og det er jo netop det, jeg tror, at vi skal lære.. At uanset hvad, så er alting bare.. Det er hverken mere eller mindre værd.. Alt er lige gyldigt.. Og det er egentlig et sted, jeg gerne vil nå til - og som jeg ikke synes lyder kedeligt.. Og jeg tror heller ikke at lige glad er aldrig glad.. Hvis jeg kunne være lige glad, uanset hvad der skete - det er også et sted, jeg gerne vil nå til.. At alt er lige gyldigt, og jeg derfor kan være lige glad - uanset, hvad der sker..

Og at vi er lige "gyldige", uanset hvad vi kan, hvad vi gør eller hvad vi tænker.. Det tror jeg på, at vi er - tænk hvis vi alle følte det og efterlevede det..


edit:
Måske skulle ordsproget faktisk være: "Hvis du er ligeglad, så er du altid glad.."

mandag den 3. januar 2011

Hvad skal man så snakke om?

Hvis vi nu helt hypotetisk forestiller os, at man bliver helt fri, alt bliver "ligegyldigt" og intet er slemt eller godt nok til, at du ikke kan slippe dine følelser og komme videre.. Hvad pokker skal man så snakke om, når man fx mødes med sine veninder..? Man har givet slip på alle følelser i situationen, så der er ikke noget, der fylder.. Altså livet forsætter jo, og man kan stadig have interessante oplevelser.. Men hvis man ikke klynger sig til nogle af de oplevelser - hverken de gode eller dårlige - har man så overhovedet behov for at dele..? For mig er det faktisk et lidt skræmmende scenarie, fordi jeg holder af at kunne dele mine bekymringer og glæder med mine veninder og min kæreste fx.. Jeg ville ikke nægte mig selv at blive fri af den grund, men hvad skulle man så bruge tiden med dem på, hvis det lykkedes..?

lørdag den 1. januar 2011

At sige, hvad man mener - når følelserne er sluppet

Igår havde jeg rigtig meget brug for at være lidt alene hjemme.. Jeg spurgte min kæreste, om han kunne tage et sted hen med ungerne i et par timer.. Det ville han gerne, hvis jeg ville lave lidt herhjemme.. Herfra er der jo så flere scenarier.. 1) Jeg bliver sur og skælder ham ud for at være en ubetænksom nar. 2) Jeg bliver sur, siger ikke noget og går og svælger i min surhed. 3) Jeg bliver ked af det og føler ikke, at jeg bliver værdsat, anerkendt, osv.. Forsæt selv, der er nemlig mange muligheder for, hvordan situationen kunne være endt, hvis jeg ikke var bevidst om mine følelser og derfor ikke havde haft mulighed for at slippe dem.
Det der skete var, at jeg spurgte ham (uden vrede eller ked af det hed), om han da ikke ville tage afsted, hvis jeg bare havde tænkt mig at lave ingenting, fordi jeg havde behov for det. Og det ville han selvfølgelig gerne, og havde nok ikke ment det første svar, som jeg umiddelbart havde opfattet det.. Jeg fik et par dejlige timer, lige som jeg gerne ville have dem.. Uden dårlig samvittighed over, at jeg ikke lavede særligt meget - og endda med lyst til at lave lidt, fordi jeg kunne mærke, at det var mit valg..

Tænk, hvis jeg ikke havde sluppet følelserne og sagt hvad jeg mente.. Faktisk mærkede jeg stort set ikke de følelser, jeg ellers førhen ville have følt.. Jeg har egentlig aldrig været den tøse-fornærmede type, men jeg ville helt sikkert have fået en dårligere dag, hvis jeg havde valgt at reagere på mine følelser - uanset hvordan jeg havde reageret..

Jeg mener ikke, at man ingen følelser skal have, men lige i situationer som den, jeg har beskrevet, der gør det altså ikke noget godt, når man lader sig overvælde af følelserne..

Der er så mange, der ikke siger, hvad de mener, fordi de enten er blevet for fornærmede, for kede af det, for skuffede osv., eller fordi de er bange for at gøre modtageren af budskabet fornærmet, ked af det, skuffet osv..

Det hænger lidt sammen med mit indlæg omkring, hvordan det opfattes af andre, hvis man bare er - og ikke er præget af sine følelser og siger, hvad man mener.. For hvis alle kunne slippe følelserne og kommunikere rationelt og sagde, hvad de mente, så hvar der jo ikke nogen, der ville blive påvirket af, at de blev skuffede, kede af det, vrede osv.. Måske de blev det, og så kunne de handle rationelt ud fra det, når de havde sluppet følelserne igen..

Der ville komme langt mere ærlighed og ærlige relationer ud af det.. Vi kunne bruge vores energier på helt andre og mere konstruktive måder, fremfor at bruge dem på at fokusere på vores følelser og fastholde os selv i dem.. Det ville være skønt..

Jeg kan langt fra altid, men når jeg oplever det, så oplever jeg også, hvordan det kan betyde alt for min dag og mit liv..

søndag den 26. december 2010

At være - set udefra

Nå, og nu fik jeg så rent faktisk lyst til at skrive.. ;o)

Der er nogle tanker jeg gør mig, nu hvor jeg oplever at være fri en gang imellem.. De tanker gør mig jo så lidt mindre fri, tror jeg.. Men de er der, og så slipper jeg dem og de følelser, der følger i kølvandet, med det samme - og så er jeg vel stadig fri..? For jeg tænker nemlig også ofte, om livet bliver kedeligt, når man er fri.. Hvis alt er ligegyldigt.. Men det betyder jo ikke, at man ikke stadig føler og tænker.. Det betyder bare, at man ikke klynger sig til de tanker og følelser - og at der bliver mere plads til bare at nyde, at man er..

Nå, men det jeg bl.a. fik lyst til at skrive om, det er, nogle tanker jeg har gjort mig, omkring hvordan man (læs: jeg) mon fremstår, hvis man føler sig fri..

Mine tanker omkring selvtillid og selvværd har gjort, at jeg forsøger at aflære mig den vane, som mange af os har, med at rose.. Med mine børn har jeg været bevidst om det i noget længere tid, men nu ønsker jeg heller ikke at bidrage til at andre mennesker skal blive holdt fast i det net, der er, at de skal være gode.. Jeg roser ikke.. Jeg kan sige, at noget er dejligt.. At det er dejligt, at de vil gøre, hvad de har gjort for mig, at jeg synes noget er pænt af dem osv.. Men jeg forsøger at holde det på et minimum at rose og kommentere dem som personer.. På samme måde prøver jeg at slippe hurtigere end hurtigt, hvis nogle roser mig.. Jeg vil IKKE have, at det betyder noget for mig.. Jeg ser det som en illusion, at det er vigtigt..

På samme måde "hjælper" jeg ikke andre ud af penible følelsesmæssige situationer, som jeg ellers altid har gjort.. Eller det vil sige: Jeg forsøger at lade være.. For det er trods alt et handlemønster som jeg har haft i 30 år.. ;o) På et tidspunkt vil det måske betyde, at jeg ikke fokuserer så meget på andres følelser, og det vil også give en virkeligt velsignet ro i mit hoved.. Måske kan jeg allerede mærke nu, at det ikke fylder så meget for mig, fordi jeg hurtigt slipper de følelser, det giver, og fokuserer i stedet på, at jeg er der - og at det andet menneske også bare er der..

Men hvordan virker det mon udefra..? Kommer det til at virke provokerende og måske arrogant, når jeg ikke går ind i de andres følelser, selvom de inviterer mig til det..? Det er vel nærmest kontroversielt ikke at klynge sig til både positive og negative følelser og ros fx.. Min kæreste kan  til tider fremstå arrogant.. Og han går netop ikke ind i andre menneskers følelser.. Det beundrer jeg ham for nu, hvor jeg forstår lidt mere - men jeg har også siddet i første parket til at kunne se, opleve og føle, hvordan andre har oplevet det; og det har jo nok ofte været opfattet arrogant..

Jeg siger ikke, at det er vigtigt, hvordan andre mennesker opfatter mig, når jeg føler mig fri og bare er.. Men det er interessant..

Og er det måske ikke mere arrogant at tro, at jeg har ansvaret for andre menneskers følelser, som jeg har følt i så mange år..? Jeg tror egentlig ikke, at jeg hjælper nogen til at blive mere frie, fordi det starter nok et helt andet sted, end at jeg ikke roser dem eller klynger mig til følelser sammen med dem, men jeg ønsker bare ikke at bidrage til "illusionerne".. Og inderst inde så tænker jeg nok, at jeg også kan "hjælpe" dem, men mon ikke det bare er min egen lille illusion..? Måske - for jeg har da nogle mennesker, som jeg er meget sammen med og tæt på, som måske kan blive rystet bare en lille smule.. Og måske hvis man bliver rystet nok gange, at man så kan rykke sig bare lidt mere fri - og måske lidt mere og lidt mere....

Det er ikke mit formål - selvom jeg vil ønske, at jeg netop bare kan ryste lidt, men det er nok allermest af egoistiske årsager.. Jeg vil bare være.. Og det kræver, at jeg ikke går ind i de handlemønstre som vores samfund er temmeligt gennemsyret af.. Måske betyder det, at jeg skiller mig ud, og at der til tider er andre mennesker, som ikke vil kunne lide mig eller som undrer sig over mig, fordi jeg ikke reagerer på den måde, som vi er vant til.. Måske..









edit: Jeg har netop delt dette link på Facebook, og det fik mig til at lægge mærke til, at jeg faktisk har sværest ved bare at være, når jeg er sammen med mennesker, som kender mig, og som jeg skal møde igen.. Det er rigtig, rigtig svært for mig.. Fordi jeg netop synes, at det er nogle store ændringer, der sker med mig, når jeg går fra u-fri til semi-fri.. ;o) Og jeg har svært ved at være så markant anderledes end "mig selv", som bl.a. de mennesker, jeg holder af, normalvis oplever mig..
Og så når vi jo frem til, at det jo netop betyder noget, hvordan andre mennesker opfatter mig.. Og hvorfor jeg kun er semi-fri.. Det er så meget nemmere med mennesker, som ikke betyder noget særligt for mig.. Men det er faktisk også et stort skridt for mig.. At det kan være ligegyldigt, hvad andre (ukendte) mennesker tænker om mig.. Og dét er noget, som i høj grad sætter mig fri - også selvom jeg så ikke helt kan slippe vigtigheden af, hvad min omgangskreds tænker om mig..

Men det kommer - og det er nærmest kun en udfordring til mig selv, når jeg lægger den her slags på Facebook, så jeg øver mig.. ;o)

Bloggen bremser mig

.. tror jeg..

Hver gang jeg tænker (for) meget - og det gør jeg jo nok, når jeg skriver her, så bliver jeg lidt mere ufri.. Jeg har følt mig fri igen idag (i hvert fald store dele af tiden), og selvom det handler om bevidsthed, så handler det mere om bevidsthed i de enkelte situationer, end det handler om bevidsthed om bevidstheden.. ;o)

Jeg kan ikke lige finde afsnittet, men de Mello skriver om "lærlingen", der skal lære at blive fri.. "Mesteren" sender ham ud, og får ofte breve fra ham, hvor han skriver om, hvor fri han er, og hvor meget han nu forstår.. Hver gang mesteren modtager sådan et brev, bliver han skuffet, fordi det viser, at lærlingen endnu ikke er fuldstændigt fri.. På et tidspunkt går der rigtig, rigtig lang tid, hvor mesteren ikke hører noget fra lærlingen, og han sender én ud for at lede efter ham.. Da han bliver fundet, får han et brev fra mesteren, hvor han spørger, hvordan det går med at blive fri.. Som svar skriver han et brev, hvor der står: "Det er fuldstændig ligegyldigt.." - og da mesteren læser det, ved han, at lærlingen nu endelig er fri..

Sådan føler jeg det også.. Så længe jeg fokuserer så meget, så er jeg ikke fuldstændigt fri.. Jeg tror, at fokuseringen kan være nødvendig i et tidsrum, men på et tidspunkt, kan og "skal" det slippes helt.. Og hvem ved, måske kan det så blive taget op igen, hvor jeg har lært, at det intet betyder.. De bøger jeg læser fokuserer jo i hvert fald på bevidstheden og beskriver den - men jeg tror alligevel på, at deres forfattere ikke bliver "fanget i" fokuseringen, som jeg kan have en tendens til nu..

Så jeg er noget ambivalent med denne blog.. På den ene side vil jeg gerne dele, inspirere og bare komme af med lidt tanker og på den anden side, så bliver jeg bremset i forhold til at være fri, fordi jeg kommer til at fokusere alt for meget på det..

Måske jeg også skal bruge den til andet.. Fx at skrive mere om børneopdragelse - og min specifikke opdragelse, som til tider godt kan adskille sig fra den "gængse" form, selvom den for os nu virker totalt naturlig.. Vildt nok egentlig..

Men de mere overordnede tanker, som jeg fx har haft om selvtillid og selvværd, vil der nok også stadig være plads til.. Det indlæg jeg skrev om netop selvtillid og selvværd har haft meget stor betydning for mig.. Jeg er blevet overbevist om, at det er sådan, det forholder sig, og jeg er sikker på, at vi først bliver helt frie, når vi bliver frie for begrebet selvtillid.. Så den slags tanker kan jeg vel egentlig også skrive om, uden at det vil forstyrre mig..Jeg har dog slet ikke den slags tanker for tiden; og sikke en velsignet fred, der er i mit hoved.. ;o)

lørdag den 25. december 2010

Følelsen af mig

Den har jeg idag.. Jeg havde den allerede, da jeg vågnede, og shit, hvor er det bare en god følelse.. JEG er der.. Måske kun 99% men den sidste procent er til at leve med.. Jeg kan mærke, at jeg lige forsvinder i et splitsekund, når jeg fx lige tænker over, om jeg mon virker arrogant, når jeg har det sådan, men jeg slipper tanken med det samme igen, for jeg har ikke lyst til at bruge tid på det, og jeg når ikke engang at få en følelse fra tanken.. Nu er den der igen.. Men swissh.. For det her er for godt til at spilde tiden på de andre følelser..

Jeg er blevet irriteret på min ældste søn, da han ikke ville sove, jeg har følt, at min opdragelse blev set skævt til (og her siger jeg IKKE, at min opdragelse ER blevet set skævt til, for det var vist bare min egen usikkerhed..), og jeg har ringet alt for sent og givet en besked til en fra min familie.. Men JEG er der stadig..

Nogle gange er jeg stadig i tvivl, om jeg slipper følelserne eller om jeg slukker for dem.. Men idag har jeg sluppet - er jeg ret sikker på.. ;o)

Pointen er jo også, at dette heller ikke er en følelse, jeg skal holde fast i/klynge mig til.. Sådan kan det bare være at være.. Og det føles selvfølgelig godt, men jeg må bare flyde med - hvis jeg først begynder at klynge mig til det, så forsvinder friheden..

Men det er rart at være, og jeg nyder følelsen af bare at være mig..