Det var jo dét, jeg sagde..

Eller okay, det var i hvert fald det, jeg mente.. ;o) Han siger det måske bare lige en anelse bedre..

På succes følger fiasko

Idag har jeg haft en hård dag på arbejdet.. Ikke fysisk men psykisk.. Det er hårdt at se mennesker få det dårligt.. Men det er ekstra hårdt, fordi jeg ser det som en succes, når de har det godt.. Sådan er det for mig - og andre vil jeg tro - i de fleste af livets aspekter.. Når noget går godt, føler vi succes, når noget går dårligt føler vi derfor fiasko..

Jeg har tænkt over det før.. Når jeg har et par fantastisk hyggelige timer med min familie - så kan jeg ikke lade være med at klynge mig til følelsen - og følelsen af, at jeg er en god mor og kæreste.. Men hvad betyder det så, når vi har de knapt så hyggelige timer..? Er jeg så ikke en god mor og kæreste - et dårligt menneske..? Ja, det betyder det vel egentlig.. Det mener jeg ikke rationelt.. Rationelt ved jeg godt, at jeg er præcist det samme menneske, uanset om jeg hygger mig eller har en kæmpe konflikt; om mit arbejde får andre mennesker til at have det godt, eller det ikke nytter en hujende fis.. Men det er ikke det, jeg fortæller mig selv, når jeg klynger mig til successerne og føler mig lykkelig pga. dem.. Der fortæller jeg mig selv, at det er afgørende, hvad der sker - og om det er positivt eller negativt..

Jeg kommer lige i tanker om, at jeg vist nok prøvede her til aften bare at nyde nuet, når noget godt skete - og da noget mindre godt skete, så var det også helt ok.. Vi sad med en puttedreng hver, inden vi spiste.. Jeg lukkede øjnene, nød det og udtalte: "Det her er livet.." Og det ér det jo.. En del af livet.. Da den anden del så kom, og den tidligere puttedreng var blevet til en meget ked dreng, som bare skreg og skreg (og væltede juice ud over det hele), så var det også bare en del af livet.. Jeg nød ikke ligefrem nuet, men det var ok, at det var der.. Og det var ikke afgørende for, hvilket menneske jeg var.. Så jeg kan godt..

Men det ér en balancegang, som jeg før har tænkt på.. Vi havde en dejlig dag for længe siden, hvor jeg netop tænkte, at det var et godt eksempel.. For man skal jo for pokker nyde de gode oplevelser.. Men de skal ikke være afgørende.. Det er en balancegang, der er svær synes jeg.. For jeg kan have en tendens til at sige til mig selv, at jeg slet ikke må nyde det - at jeg skal slippe det med det samme.. Men det tror jeg heller ikke er løsningen..

Vær i nuet, nyd hvad der sker, bliv irriteret over, hvad der sker, bliv vred, bliv glad eller hvad det kræver, men vid, at det ikke er afgørende for, hvem du er eller hvor god og dårlig, du er - også når der sker noget godt.. For hvis du bilder dig selv det ind, så tror du også på, at det ændrer dig, når tingene går dårligt.. Og det gør det ikke..

Det er sådan en dejlig følelse, når jeg siger til mig selv, at jeg er god, hvis et andet menneske fx ikke har drukket længe, fordi nogle samtaler med mig har hjulpet.. Men logisk set så må det så også være pga. mig, at de starter med at drikke igen.. Jeg ved godt, at vi alle prøver at berolige os selv med, at "nej, selvfølgelig er det ikke pga. dig osv..", men hvis man tror på det den ene vej - så gælder det også den anden vej.. Uanset, hvad vi så prøver at bilde os selv ind, at vi føler, så er jeg sikker på, at det ikke kan undgås at føle fiasko, hvis man har givet sig selv credit'en for successen..

Og vi ved også alle sammen, hvis vi tør at føle efter, at det føles skidt, skidt, skidt..

Jeg synes altid, at jeg vender tilbage til det, men jeg tror, at det hænger sammen med, hvad jeg mener om selvværd og selvtillid.. Hvis jeg altid er lige meget værd - uanset om mit arbejde går godt eller skidt, så har jeg en god grundfølelse.. Men hvis jeg får selvtillid af at gøre et godt stykke arbejde (og glemmer, at mit selvværd altid er det samme), så får jeg også dårligere selvtillid, når mit arbejde går skidt (og glemmer igen det med selvværdet, så det falder i takt med selvtilliden)..

Og ja, selvfølgelig skal jeg gøre det bedste, jeg kan i mit arbejde.. Men jeg tror på, at jeg kan gøre det bedste arbejde, hvis jeg ikke hele tiden har dommeren siddende inde i mig, der skal vurdere, om jeg er et godt eller dårligt menneske..

De gamle vaner - og den nye energi..

Ja, jeg er tilbage.. I lidt bedre humør end sidst.. ;o)

Jeg mærker min nye energi igen.. Men jeg kan godt have lidt svært ved at håndtere den.. Hvad gør man, når hele brystet er ved at sprænges af energi.. Ikke nødvendigvis "aktivitets-energi", men bare nærværende energi, kærlighed eller whatever, man vil kalde det..

Det føles som om, at energien kæmper imod mine gamle vaner.. Mine to stemmer.. Den ene, som bliver så glad, når jeg har energi og gør noget, fordi så er jeg god.. Den anden, som trækker hårdt i den anden retning for at sikre sig, at jeg ikke er god for andres skyld.. Lige for tiden er det vist den sidstnævnte, der "vinder".. At jeg ikke rigtigt får brugt al min energi konstruktivt.. Men den vinder ikke som førhen.. Jeg sidder ikke bare og sumper i sofaen af frygt for at kunne komme til at lave noget, andre ville synes var godt.. Men det er som om, jeg er blevet vant til, at det er "farligt", når jeg laver noget.. At risikoen for, at jeg forsvinder i det er til stede.. Og det er den jo også, og derfor er jeg også glad for den sidste stemme..
Den har hjulpet mig til der, hvor jeg er nu.. Og jeg er egentlig også glad for, at de begge forsat er på mærkerne.. Måske mest den sidste.. Men jeg må få fortalt dem (jeg ér altså helt normal), at jeg kan passe på mig nu.. At jeg sætter pris på, at de også forsøger at passe på mig, men at de ikke skal være bange mere.. Jeg er her..

Det er som om, at vanerne sidder i kroppen - og det gør de jo nok også.. Når jeg tænker, at jeg vil ordne et eller andet.. Så stopper kroppen op af frygt: "Har du styr på det her Malle?" Og helt ærligt, jeg ved det ikke, men jeg ved, at hvis jeg ikke har, så skal jeg nok blive mindet om det.. Og tage fat igen - fra bunden..

Måske jeg bare skal prøve at kaste mig ud i det.. Men stemmerne skal stadig indimellem beroliges.. Jeg passer på mig selv nu..





edit:

Jeg kan se nu, at det faktisk er to forskellige "problemer" mht. min nye energi:

1. Det jeg har skrevet om her - om at gøre noget aktivt

2. Og faktisk mere uforståeligt for mig.. At jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af den energi, der ikke er "aktivitets-energi".. Altså selvfølgelig kan den jo bare have lov at være der, og det får den også lov til, men det er som om, at jeg bliver rastløs.. Kan jeg bruge den til noget..? Eller skal jeg bare nyde den..?

Børn og døden

Jep, et tungt emne - og det har jeg lige haft oppe med min ældste søn på snart fire år..

"Mor, skal alle dø?"
"Hvad sker der, når man dør?"
"Jeg skal ikke dø, vel mor?"
"Kan børn dø?"
"Hvad med far - hvornår skal han dø?"
- og mange flere spørgsmål..

Som jeg alle svarede ærligt på - efter lidt betænkningstid.. Og så blev jeg jo så også lige reddet på målstregen af min egen uvidenhed omkring døden ved flere af spørgsmålene.. Jeg kunne helt ærligt svare: "Det ved jeg ikke.."

Et af mine ønsker for mine børn er, at de får det ok med døden.. At det er en del af livet.. Jeg har tidligere skrevet, hvordan jeg ønsker det for mine børn, hvis jeg dør, og at jeg nogle gange ville ønske, at vi alle sammen var lidt mere bevidste omkring, at døden er en mulighed - nu..

Jeg kunne have svaret min søn, at det skulle han ikke bekymre sig om.. Men lader man være med at bekymre sig af den grund..? Og bliver det så ikke bare en fortrængt bekymring, lige som mange af os andre går rundt med..? For vi er jo ikke dumme - bare bange..

Jeg kan på ingen måde beskytte min søn imod at opleve døden.. Jeg vil ikke skræmme ham, men jeg vil heller ikke pakke ham ind i en dyne, hvor han tror, at alt altid vil være godt.. Han kan miste mig imorgen.. En ven i børnehaven eller nogle andre.. Og jeg vil ikke, at han oven i sin sorg skal begynde at spekulere på, hvorfor hans mor ikke har været ærlig overfor ham..

Men det er filme hårdt at ligge og fortælle sit barn om livets skrøbelighed.. Og samtidig på en eller anden måde også livsbekræftende..

Da han fik at vide, at nogle troede på, at man kom i himlen, svarede han tørt: "Ja, men det passer ikke.. Man bliver bare begravet.."

Da han fik at vide, at man bliver begravet i en kiste, spurgte han, om man også kunne dø i sit eget land.. For der er jo ingen skatte.. Ingen skatte - ingen skattekiste, og så kan man ikke blive begravet.. ;o)

Han har aldrig mødt sin afdøde farfar, og det er han nogle gange ked af.. Lige idag syntes han, at det var snyd, at hans far havde nået at sige farvel til ham..

Det er mange store tanker for sådan et lille hoved.. Men jeg vil ikke stoppe dem.. Døden er en del af livet, og hvis vi ser den i øjnene, så tror og håber jeg på, at det bliver nemmere at leve livet fuldt og helt..

Kameraet tager din sjæl

Ja, er der ikke nogle kulturer, der mener det? Og vi her i vesten griner måske lidt af dem og tænker vores omkring deres udvikling og frygt for ny teknologi..

Jeg tror måske, at jeg forstår det nu.. Forestil jer en lille dreng, der hygger sig helt fantastisk med et stykke legetøj, sidder i sin egen verden og har det rart.. Hans mor synes, at han ser SÅ sød ud, og hun er SÅ stolt over, at han er så god til at lege selv.. Hun MÅ tage et billede af ham - måske for at dele det, eller måske bare for at have et minde.. Som altid er jeg ikke hellig, så moren kunne godt være mig.. ;o)

Men hvad sker der i drengen i det øjeblik, at hans mor tager billedet? Han bliver bevidst om, at han gør noget, som er værd at tage et billede af.. Han finder lidt mere ud af, hvad hans mor kan lide - og dermed også, hvad hun ikke kan lide.. Hun tager en lillebitte del af hans sjæl.. Den sjæl, som bare har det godt med at hygge sig, med at lege.. En lillebitte del af den sjæl bliver overtaget af en anden del i barnets psyke.. Den del som bl.a. ønsker at være god for at være noget værd..
Så når moren (i kærlighed) tager et billede af sin søn, så viser hun ham, at det har betydning, hvordan han opfører sig, hvordan han leger, og om han hygger sig.. Han er en lille smule mere værd, fordi han gør, hvad han gør..

Jeg har taget rigtig mange billeder.. Nu forsøger jeg at få mig selv til at nyde øjeblikket.. For tager kameraet ikke også en del fra moren.. Den del som bare kan være i nuet og nyde det.. Den del som bliver glad for en følelse, men som ikke klynger sig til den.. Den del forsvinder i det øjeblik også fra moren.. Hun fokuserer på noget andet, som giver hende lyst til at tage et billede..

Og det her handler selvfølgelig ikke kun om billeder.. Men det handler også om ros - og skæld ud.. Og om at vi fokuserer på, om noget er godt eller skidt - som om det er vigtigt..!

Hver gang vi vurderer en handling ud fra de kriterier, så fortæller vi vores børn, at det er vigtigt, hvad de gør i stedet for, at det er vigtigt, hvem de er..

Jeg ved godt, hvad jeg synes er vigtigst.. Og jeg fokuserer på, at det, mine børn gør, kan gøre mig (eller andre) glade eller kede af det.. Jeg fortæller dem ikke, at de er dygtige, når de bærer ud - jeg siger "Tak for hjælpen".. Jeg siger ikke, at de er dygtige, hvis de vil dele - jeg siger, at det vil ham de deler med nok blive rigtig glad for..

Det, de gør, kan aldrig ændre på, hvem de er.. Og det vil jeg, at de ved..

Hvad skal man så snakke om?

Hvis vi nu helt hypotetisk forestiller os, at man bliver helt fri, alt bliver "ligegyldigt" og intet er slemt eller godt nok til, at du ikke kan slippe dine følelser og komme videre.. Hvad pokker skal man så snakke om, når man fx mødes med sine veninder..? Man har givet slip på alle følelser i situationen, så der er ikke noget, der fylder.. Altså livet forsætter jo, og man kan stadig have interessante oplevelser.. Men hvis man ikke klynger sig til nogle af de oplevelser - hverken de gode eller dårlige - har man så overhovedet behov for at dele..? For mig er det faktisk et lidt skræmmende scenarie, fordi jeg holder af at kunne dele mine bekymringer og glæder med mine veninder og min kæreste fx.. Jeg ville ikke nægte mig selv at blive fri af den grund, men hvad skulle man så bruge tiden med dem på, hvis det lykkedes..?

At sige, hvad man mener - når følelserne er sluppet

Igår havde jeg rigtig meget brug for at være lidt alene hjemme.. Jeg spurgte min kæreste, om han kunne tage et sted hen med ungerne i et par timer.. Det ville han gerne, hvis jeg ville lave lidt herhjemme.. Herfra er der jo så flere scenarier.. 1) Jeg bliver sur og skælder ham ud for at være en ubetænksom nar. 2) Jeg bliver sur, siger ikke noget og går og svælger i min surhed. 3) Jeg bliver ked af det og føler ikke, at jeg bliver værdsat, anerkendt, osv.. Forsæt selv, der er nemlig mange muligheder for, hvordan situationen kunne være endt, hvis jeg ikke var bevidst om mine følelser og derfor ikke havde haft mulighed for at slippe dem.
Det der skete var, at jeg spurgte ham (uden vrede eller ked af det hed), om han da ikke ville tage afsted, hvis jeg bare havde tænkt mig at lave ingenting, fordi jeg havde behov for det. Og det ville han selvfølgelig gerne, og havde nok ikke ment det første svar, som jeg umiddelbart havde opfattet det.. Jeg fik et par dejlige timer, lige som jeg gerne ville have dem.. Uden dårlig samvittighed over, at jeg ikke lavede særligt meget - og endda med lyst til at lave lidt, fordi jeg kunne mærke, at det var mit valg..

Tænk, hvis jeg ikke havde sluppet følelserne og sagt hvad jeg mente.. Faktisk mærkede jeg stort set ikke de følelser, jeg ellers førhen ville have følt.. Jeg har egentlig aldrig været den tøse-fornærmede type, men jeg ville helt sikkert have fået en dårligere dag, hvis jeg havde valgt at reagere på mine følelser - uanset hvordan jeg havde reageret..

Jeg mener ikke, at man ingen følelser skal have, men lige i situationer som den, jeg har beskrevet, der gør det altså ikke noget godt, når man lader sig overvælde af følelserne..

Der er så mange, der ikke siger, hvad de mener, fordi de enten er blevet for fornærmede, for kede af det, for skuffede osv., eller fordi de er bange for at gøre modtageren af budskabet fornærmet, ked af det, skuffet osv..

Det hænger lidt sammen med mit indlæg omkring, hvordan det opfattes af andre, hvis man bare er - og ikke er præget af sine følelser og siger, hvad man mener.. For hvis alle kunne slippe følelserne og kommunikere rationelt og sagde, hvad de mente, så hvar der jo ikke nogen, der ville blive påvirket af, at de blev skuffede, kede af det, vrede osv.. Måske de blev det, og så kunne de handle rationelt ud fra det, når de havde sluppet følelserne igen..

Der ville komme langt mere ærlighed og ærlige relationer ud af det.. Vi kunne bruge vores energier på helt andre og mere konstruktive måder, fremfor at bruge dem på at fokusere på vores følelser og fastholde os selv i dem.. Det ville være skønt..

Jeg kan langt fra altid, men når jeg oplever det, så oplever jeg også, hvordan det kan betyde alt for min dag og mit liv..