Hvor blev konkurrence-genet af?

Ja, den her udvikling, den griber godt nok ind nogle steder, jeg ikke lige havde regnet med - eller spekuleret over.. Jeg har spillet håndbold, siden jeg var 7-8 år tror jeg.. Jeg har jo måttet tage nogle helt naturlige pauser, når jeg har været gravid, og jeg har heller ikke altid været lige glad for det.. Jeg har aldrig helt kunnet sætte fingeren på hvorfor.. Der var mange forventninger, "skulle" og "burde" i forhold til fx træning, og det har været svært for mig..

Når jeg har skullet have motion, har jeg altid været en "rigtig" håndboldpige, og der skulle pustes, stønnes og svedes, før det var rigtig motion.. Og der skulle gerne noget konkurrence ind over.. Om ikke andet så med mig selv - eller i mit hoved imod andre.. Jeg gik til graviditetsyoga, da jeg var gravid med min yngste.. Ingen puls op eller sved på panden.. Gaaab..

Jeg er ikke kommet igang med håndbold igen - til gengæld var jeg til yoga for første gang forleden, og en gang mere igår.. Det vil jeg hellere nu.. !?

Jeg er selv temmeligt forundret over det, men jeg er fuldstændigt ligeglad med konkurrence-elementet.. Det er lidt vildt synes jeg.. Jeg har ikke fokuseret på det eller tænkt, at nå, nu er jeg jo igang med denne her udvikling, så må jeg jo også hellere gå til yoga for at få det hele med.. Vi lavede én afspændingsøvelse til zumba, som fik mig til at føle mig så godt tilpas, og jeg tænkte, at der måtte være lidt flere af den slags øvelser til yoga..

Hvis man ikke kender mig, lyder det måske ikke så vildt.. Men jeg ér (eller var) filme ikke en yoga-pige..

It's all in the head..

Skal vi forstå?

Som "lovet" vil jeg nu skrive lidt om det med at forstå vores fortid, og hvorfor vi føler den frygt vi gør.. Jeg har jo skrevet, at jeg tror, at vi skal forstå, hvorfor vi har de følelser vi har, og hvilke oplevelser i fx vores barndom der gør, at vi føler, som vi gør i nogle helt andre og nye situationer, for at vi kan give slip på vores smerte og frygt..

Jeg ved, at nogle oplever, at hvis de bare lader smerten og frygten være der i den aktuelle situation, så kan de ikke finde den frem igen - uanset, hvor meget de prøver, når de tænker på situationen.. Men jeg tænker lidt, at hvis man ikke føler smerten for den "rigtige" situation, så vil smerten måske blive ved med at komme, når man oplever noget, der minder om..

Jeg ved ikke lige, om jeg forklarer mig ordentligt.. Jeg er (har været) rigtig bange for at være sur.. Den frygt kan jeg i den aktuelle situation få til at forsvinde, hvis jeg observerer den og bare lader den være i stedet for at prøve at "trøste" mig selv, fokusere på noget andet o.lign.. Men hvis jeg ikke tager fat om roden og finder ud af, hvorfor jeg har den frygt, og hvad der er "sket" med mig, der gør, at jeg overhovedet har den frygt, så kan jeg måske få frygten i den enkelte situation til at forsvinde, men alligevel vil den  komme frem igen i en ny situation, fordi jeg ikke formår at fjerne den fra de oprindelige oplevelser..

Jeg siger ikke, at man absolut må i terapi (selvom jeg ville anbefale alle det), men at man måske ville have godt af at tænke lidt "dybere" for at forstå mekanismerne..

På den anden side, så kan det også være, at man kan blive så god til bare at observere smerten og frygten, at man slet ikke bliver generet af frygten, når man oplever noget, der trigger den.. Og så er man jo alligevel også kommet et langt stykke vej..

Men alligevel vil jeg nu holde fast i, at det optimale vil være, hvis man forstår, hvad den grundlæggende årsag er.. Jeg har bestemt ikke sluppet al min smerte, men jeg kan mærke, at jeg er blevet bedre til at slippe den i nu-og-her-oplevelserne.. Jeg kender egentlig mange af de grundlæggende oplevelser, men det er endnu ikke dem alle, som jeg er klar til/har mod til at slippe..

Jeg ved, at når jeg slipper, så vil jeg rykke langt - men det er svært..

Og i den her forbindelse, så ved jeg jo også, at vi alle har den slags med fra tidligere - og at jeg vil komme til at give mine unger noget med, uanset hvor meget jeg prøver på at gøre det bedste.. Så jeg synes, at det er ret væsentligt også at være opmærksom på, at bare fordi vi forstår, hvad der er sket, så er det ikke et spørgsmål om skyld, og hvem der har gjort hvad i mod os.. Det er blot et spørgsmål om sammenhænge.. Og sådan tænker jeg også i forhold til mine egne børn.. Hvad de end måtte komme til at "rode med" i deres hoved, så er det ikke min skyld.. Det kan være pga. mig, men jeg er ikke skyldig..

Og det er nok ret vigtigt at huske - både som forældre og (voksne) børn..

Hvis man lægger al tale om skyld til side, så bliver det nok også nemmere at turde at forstå..

Jeg ér jo noget

Søde, stille, dygtige Malle, som ikke skal tro, at hun er noget..

Jeg har i de sidste par dage haft nogle oplevelser, som gør, at jeg sidder og græder lidt nu.. Jeg har nogle meget overvældende og uhåndterbare følelser.. Det er de bl.a., fordi jeg igennem hele mit liv ikke har villet være noget.. Jeg har aldrig brugt mit fulde potentiale i gruppearbejder i skolen fx - det kunne måske gøre de andre kede af det.. Jeg har altid sagt "tror jeg nok", hvis jeg sagde noget, som jeg ellers var helt sikker på - for jeg skulle jo ikke være for dygtig.. Og derfor har jeg også haft det ret svært med den her blog.. Når jeg skriver her for at dele, så må jeg jo tro, at jeg har noget at bidrage med - at jeg tænker nogle ting, som ikke alle tænker - og som jeg kan dele ud af.. Og det er svært for mig at tillade mig selv at tro det..

Men lige nu og her går det op for mig i det her væld af følelser, at jeg måske ér noget..

Jeg har haft mange oplevelser i de sidste par dage - på job og uden for job - der siger mig, at jeg kan gøre en forskel..

Det er smadder svært at skrive det her, fordi jeg ikke må vise, at jeg tror, at jeg er noget.. Men når jeg siger, at jeg er noget, så mener jeg ikke, at jeg er noget bedre end alle andre.. Men jeg ér noget, og jeg kan noget..

Det er virkelig overvældende.. Jeg kan gøre en forskel..

............

Our deapest fear is not that we are inadequate.

       
Our deapest fear is that we are powerful beyond measure.

It is our light, not our darkness, that most frightens us.

We ask ourselves, who am I to be brilliant,

gorgeous, talented and fabulous?

Actually, who ar you not to be?

You are a child of God.

Your playing small doesn't serve the world.

There's nothing enlightened about shrinking

so that other people won't feel insecure around you.

We are all meant to shine, as children do.

We are born to make manifest the glory of God that is within us.

It's not just in some of us, it's in everyone.

And as we let our own light shine,

we unconsciously give other people permission to do the same.

As we are liberated from our own fear,

our presence automatically liberates others.

Marianne Williamson

Bliver lidt træt

... nogle gange af alt det her udvikling..

Men i de sidste par dage, der har jeg egentlig bare observeret og slappet af, tror jeg.. Det har været rigtig dejligt.. Og jeg har haft det godt.. Jeg har observeret, at jeg er god til mit job.. Jeg har observeret, at lige så snart der var noget, der bare var i nærheden af at ligne en situation fra min studietid, så fik jeg nærmest koldsved og turde næsten ikke åbne munden, for tænk hvis nu den "anden akademiker" bare syntes, at jeg ikke anede, hvad jeg snakkede om.. Og så har jeg observeret, at det har været rart bare at være..

Jeg vil virkelig gerne rykke mig, men nogle gange er det sgu også rart bare at være der, hvor man er lige nu.. Jeg ved godt, at jeg kan komme længere, men her hvor jeg er, er nu egentlig også helt ok.. For de fleste af de ting, jeg skriver om, det er jo bare ting, jeg stræber imod.. Jeg tror, at jeg er et godt stykke, men jeg har filme også langt igen - og det kan sgu blive lidt trættende engang imellem..

Jeg slapper nok aldrig helt af i forhold til udvikling.. Jeg ser potentialer alle vegne (ikke mindst i mig selv), og det ønsker jeg jo også.. Men jeg ser bare så mange - hele tiden - at jeg nærmest ikke kan holde styr på dem.. Og det ér sgi da også store krav at stille til sig selv - hele tiden at skulle udvikle sig.. Også derfor, at det har været så rart at slappe af omkring det..

Og nu slår det mig pludselig, at det sikkert også er en del af udviklingen.. At man netop bare observerer.. Jeg kan sagtens blive bedre til bare at observere alle følelserne (hov, så man lige et potentiale der?), men jeg nyder det allerede nu..

Nå, det blev vist bare en sludder for en sladder.. Men måske jeg så er kommet igang igen.. ;o)

Mere om selvtillid

Ja, jeg skriver lige lidt mere om det, og hvis nogen har nogle tanker om det, vil jeg meget gerne høre dem.. Det har lige brug for at blive bumlet på plads inde i mit hoved, og det kan hjælpe lige at blive udfordret lidt..

Nå, men jeg vendte det lige meget hurtigt med kæresten, og han syntes, at det lød som om, at man blev følelseskold, hvis man bare var ligeglad.. Og at man måske bare var ligeglad, fordi man havde nok selvtillid til at være ligeglad..

Jeg har også tænkt over det med at være følelseskold, men det tror jeg altså ikke, at man bliver.. Det mærkes ikke sådan.. Men i et samfund, hvor vi går så meget op i, hvad andre tænker og mener om os, vores tøj, vores hjem osv., ja, så kan det virke lidt "ved siden af", hvis man pludselig bliver ligeglad med det - for hvad er der så tilbage..? Men der ér jo noget tilbage.. Der er masser tilbage.. Jeg kan give meget mere til mine medmennesker, når det lag er skrællet af, og jeg ikke behøver at bruge energi på det.. Det er rigtig svært at forklare, for nogle gange tænker jeg også tanken, om det er følelseskoldt.. Men der ligger så meget andet derinde også, som blot bliver skjult, når vi bruger så meget energi på andre menneskers meninger.. Og når det bliver fundet frem, så er der masser af følelser tilbage.. Det er bare nogle nye og anderledes følelser, som man bare lige skal lære at kende først.. Men de er gode nok..

Men når de følelser overtager, så er det, at jeg tror, at selvtillid bliver ikke-eksisterende og unødvendigt.. Jeg så lige Trinni og Susannah.. De sagde, at det var dejligt, at kvinderne havde fået så meget selvtillid, at de turde at argumentere med dem i tøjvalget.. Jeg nåede lige at gå tilbage i vanetænkningen og tænke, at nå ja, man bliver jo nødt til at have selvtillid for at kunne sige fra.. Men derefter gik jeg til den nye tænkning.. Nej, hvis kvinderne havde været frie, havde de ikke haft nogen frygt for, hvad de to kvinder ville synes om dem, om de ville være enige osv., hvis de sagde, hvad de mente, og de ville ikke have haft brug for selvtillid.. De ville slet ikke tænke over, om det var i orden at argumentere.. De ville bare sige lige præcis, hvad de syntes, bare fordi de syntes det - uden nogle frygt-følelser til at mudre det hele til..

Fik jeg sagt, at jeg virkelig gerne vil høre andres tanker om det her med selvtillid..? ;o)

Ligegyldig selvtillid

Jeg prøver at skrive det idag, men hvis jeg ikke bliver tilfreds (fordi hjernen ikke lige kører i hurtigste gear, så må I bære over med, at jeg skriver det på en anden måde en anden dag) Men det er nogle tanker, som, jeg føler, er vigtige at få ud..

Jeg tænker meget selvværd og selvtillid i forhold til mine børn.. Jeg prøver ikke at sige for meget, at de er dygtige, fordi jeg helst ikke vil have, at de tror, at det er afgørende - at de er dygtige.. Jeg er rigtig dårlig til at lade være, og samtidig så vokser de også op i et samfund, som er så mega konkurrencepræget og fokuseret på handlinger, at de selvfølgelig ikke kan undgå at møde det - hver dag..

Jeg har egentlig altid troet, at det var ideelt at have høj selvtillid, men i det sidste stykke tid er jeg begyndt at tænke på, om man overhovedet behøver at have nogen som helst form for selvtillid.. For mig hænger det hele sammen... Den betingelsesløse opdragelse, det åbne hjerte, det frie menneske og den ikke-eksisterende frygt.. Og nu tror jeg, at det giver mening for mig i forhold til selvtillid..

"Et menneske defineres af sit publikum (i ordets udvidede betydning): af de personer, institutioner, forfattere, illustrerede blade, filmhelte og filosoffer, af hvilke det forestiller sig at blive hyldet eller fordømt."
Luke Rhinehart, Terningemanden

Prøv lige at læse det citat igen..

Jeg tror, at det er et virkeligt afgørende citat.. Og jeg kan mærke, at det er fuldstændigt rigtigt i forhold til mig, og det jeg har tumlet med.. Da jeg begyndte at lægge mærke til min stemme i hovedet, som inden da også havde været dominerende i mange, mange år, så var det netop det, den gik op i.. Hvad andre ville synes, om det jeg gjorde.. Også netop måske en person, som jeg slet ikke kendte eller en institution.. Det var ofte personer, jeg havde idealiseret, som jeg skulle leve op til.. Og som enten kunne hylde eller fordømme, det jeg gjorde.. At det var flot, hvis jeg gik en tur i skoven - og ville blive hyldet; eller det var for dårligt, at jeg ikke lige kunne finde mine nøgler - og ville blive fordømt..

Jeg er næsten fri for det nu..

Og derfor tror jeg, at jeg begynder at kunne mærke, at hvis man er fri på den måde, så er det jo egentlig ligegyldigt med selvtillid.. Hvis det ikke er afgørende, om man bliver hyldet eller fordømt, så behøver man ingen tillid til, at man kan gøre noget godt eller rigtigt.. Det er jo ligemeget, hvordan man gør tingene..

Prøv virkelig at tænke over det, for det er så indgroet i os, at det er vigtigt, at vi tror på os selv, og det er nærmest det vigtigste i det her samfund.. Med høj selvtillid kommer man langt.. Og måske er det også derfor, at der fx findes så mange dårlige chefer.. Selvtilliden er i top, men hvad med selvværdet og mennesket indeni..?

Jeg har nemlig prøvet at tænke det samme om selvværdet, men det er jeg indtil videre nået frem til stadig har en afgørende rolle.. Det er den følelse af, at uanset hvad, så er man ok.. Og måske er det ligefrem det modsatte af selvtillid.. Selvtillid - man tror man kan, og det er vigtigt.. Selvværd - det er ligemeget, om man kan..

Selvværdet er det, jeg mener, sidder inde i hjertet.. Det værd, som aldrig nogensinde ændres, uanset hvad der sker.. Og det er også derfor, at jeg mener (og Kohn mener), at vi kan give vores børn selvværd ved at vise dem, at de er gode nok uanset hvad.. Om de skriger, slår, sparker, er "uartige" osv.. Så er de altid det samme værd - og det samme barn..

Nu hvor tankerne er kommet ned, så er jeg blevet endnu mere overbevist om, at det er sådan det hænger sammen.. Man behøver ikke selvtillid, hvis man er fri.. Og jeg tror ikke, at man skal være bange for, at tingene ikke bliver gjort ordenligt, bare fordi det i princippet er ligegyldigt, hvordan man gør tingene.. For et frit menneske, vil gøre alt så godt som muligt.. Uden at sigte i mod det, men bare fordi det er frit..

Og hvor er det trist, at vi er så fokuserede på, hvad vores børn kan og gør - jeg selv inklusive.. Hvorfor filan er det så vigtigt..? Hvorfor kan vi ikke bare sætte dem fri med det samme..? Hvorfor skal de indordne sig under vores syge samfund, og når de så er blevet voksne, så kan man håbe, at de også har fået nok selvværd til at stritte imod..?

En million ting - cirka

Idag er der ikke rigtigt nogen rød tråd inde i mit hoved, før jeg skriver.. Jeg synes, at jeg har en million ting, der tumler rundt derinde, så nu må nogle af dem lige ud..

Folk der slår deres børn; folk der prøver at begå selvmord; psykisk syge, der måske bare reagerer på et sygt samfund; piller til de psykisk syge; folk der elsker at være dygtige og hjælpsomme - for at de kan FØLE sig dygtige og hjælpsomme; børns opvækst, og hvordan vi ændrer dem; dem som gerne vil selvudvikle sig, og hvor de ender henne - bliver de også syge? - og sikkert mange andre ting..

Sådan nogle tanker fylder mit hoved - nogle dage mere end andre, og i dag var en fyldt dag, kan man vist godt sige - for alle de ovenstående emner har taget plads i mit hoved.. Desværre er alle emnerne også nogen, jeg er stødt på idag.. Den sidste kun i form af mig selv, der nogle gange undrer mig over, hvor alt det her tænkeri skal føre mig hen, og om jeg kan "holde til det" i længden.. Det kan virkelig, virkelig være hårdt at føle, at man har fat i noget af det rigtige - men man kan ikke rigtigt være helt sikker på, at det overhovedet er rigtigt, og det er ikke noget, man bare lige kan dele ud af; man må se på folk, som er fanget i nogle mønstre, som ikke gør noget godt for dem selv og deres nærmeste uden at kunne dele, hvad man tror er løsningen..

Jeg nærmer mig mere og mere et sted, hvor jeg tænker, at jeg gerne vil være terapeut.. Der er ikke noget mere frustrerende end at sidde over for et menneske, som man så gerne vil hjælpe videre og så gætte sig frem til, hvad man skal sige.. Jeg taler jo altid med min fornuft, men det er filme svært, fordi tænk, hvis jeg tager fejl.. Men okay, jeg tror nu også, at de læger, som giver dem 50 piller om dagen, også tager fejl.. Men hvis bare jeg vidste, hvordan man gjorde - sådan rigtigt.. Det vil jeg lære..

Jeg kan jo ikke skrive om alle emnerne idag, og jeg er måske også bare for fyldt til overhovedet at kunne skrive om ét af dem..

Jeg kan måske sparke mig selv igang med et citat fra "Terningemanden" - en psykiater, som overlader alt til tilfældighederne for at udslette sit jeg..

"... jeg måtte spekulere over, hvad der sker med ethvert menneske i de to årtier mellem 7 og 27, når en killing forvandles til en ko. Hvorfor syntes børn så ofte at være spontane, glade og koncentrerede, mens de voksne virkede styrede, angstfyldte og ejendommeligt diffunderede?"

Et udmærket spørgsmål, synes jeg..

Eller dette, som også handler om frygt:

"Jeg så dengang for første gang klart, at frygt for fiasko holder os indespærret i jeg'ets hule - en gruppe adfærdsmønstre, vi har tilegnet os og af frygt for fiasko ikke har til hensigt at opgive."

"Fra vi er børn og som voksne bursætter vi os i mønstre for at undgå at møde nye problemer og mulig fiasko; efter en vis tids forløb keder de voksne sig, fordi der ikke er nye problemer. Sådan er livet under frygten for fiasko.

Hav fiasko! Tab! Vær slet! Spil, løb risiko, drist dig!"

Jeg er bestemt ikke enig i alle hans betragtninger, men jeg synes alligevel, at han har fat i noget.. Han fandt zen før, han gik igang med at rafle og lade terningerne bestemme, men det fandt han også kedeligt.. Man kan spørge sig selv, om det mon bliver kedeligt.. Jeg kan nemlig også godt lide lidt drama ind imellem, men hvis jeg tænker helt ærligt, så er det faktisk blevet meget mindre på det sidste.. Og jeg er spændt på, om jeg stadig vil synes, at livet er interessant, hvis jeg opnår min frihed, og derfor ikke ønsker at lade mig rive med af lidt drama ind imellem..

Hvis jeg havde et ønske, ville jeg ønske, at alle mennesker blev frie fra deres bånd, så vi alle sammen bare kunne være.. Det lyder måske højtravende, men flere gange på en dag ville jeg ønske, at jeg stod med en tryllestav i hånden.. Det er så sørgeligt, som vi er styret af vores forskellige frygt.. Frygt for ikke at slå til, frygt for, at vi ikke er gode nok, frygt for at vi ikke er specielle nok, frygt for at skille os for meget ud, frygt for at andre skal synes, at vi er dumme, tykke, grimme, for højtråbende, for stille osv. osv. osv.. Tænk hvis vi bare kunne være - alle sammen - så ville vi alle sammen slå til, vi ville alle sammen være gode nok, alle ville være, ligesom de ville have det bedst..

In my dreams..

Svært med børn

Det her indlæg bliver temmeligt svært.. For det handler om mine børn - om mit hjerteblod..

Inden jeg gik igang med at læse de her bøger, så nåede jeg en dag frem til, at jeg ikke behøver min kæreste, og at han ikke behøver mig.. Og at det er derfor, vi er så gode sammen.. Vi er ikke afhængige af hinanden, så derfor er det altid et valg, vi træffer, når vi bliver ved med at være sammen.. Det er jeg glad for - selvom jeg stadig nogle gange kan mærke, at jeg egentlig også bare godt gad, at han havde helt vildt brug for mig.. ;o)

Netop det læser jeg så i de berømte bøger..
Den fuldkomne kærlighed udelukker angst. Hvor der er kærlighed, er der ikke krav, forventninger, afhængighed. Jeg kræver ikke, at du gør mig lykkelig; min lykke beror ikke på dig. Hvis du må forlade mig, vil jeg ikke være ked af det; jeg nyder dit selskab umådeligt, men jeg knytter mig ikke til dig.

Av.. For som jeg skrev, så er det også en hård erkendelse, at min kæreste ikke vil være ked af det, hvis jeg forlader ham.. Og hvorfor er det, at vi ønsker det? At andre skal være kede af det - over os..? De Mello siger også, at når vi bliver kede af det, når nogen dør, så bliver vi kede af det på egne vegne..

Den har jeg også rigtig svært ved.. For hvis én man holder af dør, ville jeg også blive ked af det på hans vegne.. Alle de ting, som han ville gå glip af..

Igen før jeg læste bøgerne tænkte jeg, at man burde sætte sig ned, med dem man holder af.. Kigge hinanden dybt i øjnene og sige: "Vi skal dø.. Lad os dog for filan få noget ud af det NU!" Så vi kunne blive frie - af at tænke på døden..

Begge de bøger jeg læser opfordrer til, at man mediterer på døden.. For så bliver man rigtigt levende.. Og man husker på at leve sit liv - fuldt og helt.. Men det ér tungt og svært, og jeg er heller ikke klar til det endnu..

Og så kommer vi til det med børnene.. For de Mello mener også, at når vi er helt frie, så elsker vi bare alle.. Og vi elsker også vores egne børn på samme niveau - hverken mere eller mindre.. Men det er min hjerne på ingen måde klar til.. Jeg har de dejligste børn i verden, og hvordan kan jeg elske nogen på samme niveau som dem? Og hvordan kan jeg lade være med at blive ked af det, hvis det unævnelige skulle ske.. Det er en kæmpe udfordring for mig, som jeg ikke engang er klar til at se findes.. Jeg er fuldstændig helt og aldeles hermetisk lukket, når det kommer til dem.. Og jeg har ikke den mindste lyst til at åbne mig..

Jeg er bundet til dem.. Jeg har valgt en binding, og jeg tør simpelthen ikke at give slip..

Tro mig, der er intet så klarsynet som sand kærlighed, intet. Det er det mest klarsynede i verden. Afhængighed gør blind, bindinger gør blind. Omklamring, trang og begær gør blind. Men ikke sand kærlighed.

Av, igen.. For hvad nu, hvis jeg gav slip på bindingen til mine børn.. Altså inden i mig.. Vores forhold ville jo garanteret ikke blive af det dårligere, for jeg elsker dem jo.. Men ville det blive bedre..? For mig som mor er det bare ikke en mulighed (lige nu?) at give slip.. Jeg kan ligefrem mærke, hvordan min krop lukker fuldstændigt af, når jeg skriver om det eller tænker på det.. Og sådan er det bare lige nu.. Og måske kommer jeg aldrig så langt, at jeg kan give slip.. Og jeg håber det jo ikke engang..

Nogle gange tænker jeg dog, at jeg har givet mere slip end gennemsnittet.. De ér ikke mine børn.. De er deres egne.. Og det har jeg det faktisk ok med.. Jeg er der for dem, hvis de har brug for det, men jeg er ikke afhængig af dem.. De får mig virkelig til at få det dejligt, men hvis de ikke er der (og her snakker vi om, at de er hos naboen fx), så kan jeg også have det dejligt alligevel..

Så måske er jeg alligevel nået et stykke i forhold til det første citat i indlægget.. Og lige præcis det, det tror jeg jo på.. At vi må slippe vores børn.. Men jeg er bare ikke i stand til at gå til yderligheder i den forbindelse.. For når alt kommer til alt, så er de altså mine..

Mænd og mødre

Det er titlen på en bog, jeg læste for et stykke tid siden.. Jeg lånte den, fordi jeg har to drenge og tænkte, at jeg måske kunne blive lidt klogere.. Det kunne jeg.. ;o)

Forfatteren beskriver, hvordan alle spædbørn bliver tæt knyttet til deres mor. Når det er piger, er det ikke så "slemt", fordi de er samme køn, men hvis drengebørnene holder fast i deres tætte tilknytning til deres mor, kan det blive et problem, fordi de er af det modsatte køn.. De kan komme til at føle, at de kun er hele, hvis de også har en feminin del ind over dem selv..

Disse drenge går ofte ud og finder kærester og koner, som opfører sig som deres mor, og som fortæller dem, hvordan tingene skal være.. Som forfatteren skriver, hvis alle har det fint med det, så er det jo fint, men det er der ret mange, der ikke har..

Det hænger nok i høj grad også sammen med det, jeg skrev tidligere, at jeg selv må "deale" med, at jeg elsker mine børn til verdens ende.. Det er ikke deres "problem".. Det med balancen.. At de skal vide, at jeg er der, hvis de har brug for det, men jeg "kvæler" dem ikke i omsorg..

Jeg tænker bare også lidt, at det måske ikke kun er mænd og mødre.. Kvinder må da også blive påvirket af det.. At de skal være den hjælpende ånd eller rådgive, for at de er hele mennesker.. Selv reagerer jeg fuldstændigt i den anden retning - ikke at jeg siger, at det er bedre.. Jeg har rigtig svært ved at håndtere, når nogle prøver at løse mine problemer, eller rådgiver mig om, hvad de synes jeg skal gøre.. Jeg øver mig på også at slippe de følelser, for de må jo sådan set selv om, hvad de siger.. Men samtidig tænker jeg på, hvad det er, der gør, at så mange kvinder føler, at de får det bedre, når de kan "redde" nogle andre..

Anthony de Mello skriver:

Der er to typer af egoisme. Den første er, når jeg gør mig selv den glæde at glæde mig selv. Det er det, vi normalt kalder selvcentreret. Den anden er, når jeg giver mig selv fornøjelsen ved at glæde andre. Dette er en mere raffineret form for egoisme.

Den første er meget indlysende, men den anden er skjult, meget skjult, og af den grund farligere, for vi kommer til at føle os enestående. Men måske er vi alligevel ikke særlig enestående, når det kommer til stykket? I protesterer, når jeg siger det. Det er godt!

For føler man på en eller anden måde ikke en fornøjelse eller bare, at man er til nytte, hvis man fx giver et godt råd? Jeg får ofte råd, som jeg ikke har bedt om, så det er jo ikke, fordi den, der giver rådet, gør det for min skyld.. Jo, udadtil måske, fordi personen vel mener, at jeg vil få det bedre, hvis jeg følger det råd, men der må alligevel stikke noget andet under, som gør, at man ikke kan vente på, at der bliver bedt om et råd..

Jeg hader at give råd, og jeg er nok også for langt ude i den anden side af spektret.. I mit job bliver jeg ofte udfordret på det, men jeg tror også på, at jo mindre råd der bliver givet, jo mere er det værd, hver gang en person "klarer sig".. Så har man nemlig gjort det selv - på sin egen måde..

Kan det bruges?

Som tidligere skrevet, har jeg det faktisk rigtig godt med denne blog, og jeg føler, at jeg kan bruge den til noget..

Men kan andre..? Altså bruge den til noget.. Er den for kedelig? For tung?

Ellers kunne jeg jo i princippet lige så godt skrive i et word-dokument, men som nævnt, så giver det mig noget at tro, at der er mindst én, der læser med.. Det gør, at jeg føler, at jeg kan bidrage, men hvis den enkelte ikke kan bruge det, hun læser, så er jeg jo lige vidt..

Hvis I har lyst, må I meget gerne give jeres besyv med på, om denne blog overhovedet kan bruges til noget..

Skal eller vil?

Lige liiiidt mere om den problematik..

Med forbehold for at jeg projicerer en masse af mine egne følelser over i de mennesker, jeg møder, så synes jeg ret tit, at jeg støder på den problematik.. De mennesker jeg møder, som kæmper med problemer som psykisk sygdom og misbrug, giver ofte mere eller mindre direkte udtryk for, at det er en problematik, der fylder meget hos dem, og som måske endda til dels ligger til grund for deres problemer..

Selv var jeg vist ret tæt på depressionen, fordi mit sind nægtede at finde sig i alle de skal'er.. Og jeg møder ofte nogen, som har det på samme måde, og som er blevet "syge" af det..

Men hvad er sygt..? Ja, vi er enige om, at psykisk sygdom og misbrug fx ligger uden for "normalen".. Men er det virkelig så sygt at reagere på en masse urimelige krav, som er blevet bygget op inde i ens hoved - og ude i samfundet, eller er det sygt slet ikke at reagere på dem og bare føje sig..?

Jeg har oplevet at sidde overfor en kvinde, som nok ville betegnes som rigtig, rigtig syg og tænkt, at jeg faktisk godt forstod hende, og at jeg syntes, at hun var stærk.. At hendes sind og krop sagde fra..

Det afgørende bliver jo så, at man får forståelsen for, hvad det er der sker inden i - hvorfor sindet siger fra - for at kunne få det bedre igen.. Jeg tror fuldt og fast på, at vi bliver nødt til at indse, at vi ikke skal noget som helst..

Fx var det først da min terapeut gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke var nødt til at studere, men at jeg kunne vælge - det krævede så lidt overbevisning at få mig til at tro på dét - at jeg kunne jeg slappe af - og studere.. Det blev aldrig helt godt, og det er først efter, at jeg er færdig med det, at jeg kan læse en fagbog og rent faktisk forstå og huske, hvad det er, der står.. Førhen skulle jeg, og så kunne jeg ikke.. Nu vil jeg, og så bliver det hele sgi noget nemmere.. Det har virkelig været en befrielse for mig at indse det.. Jeg føler mig fri nu i forhold til det.. Jeg har gået i skole i nærmest 20 år - og jeg har altid følt, at jeg gjorde det, fordi jeg skulle.. Tænk hvor klog, jeg var blevet, hvis jeg bare havde villet..

Robert M. Pirsig beskriver i "Zen og kunsten at reparere en motorcykel", hvordan et universitet ville se ud, hvis der pludselig ikke blev givet karakterer.. (Bær lige over med mig, hvis jeg ikke gengiver helt korrekt, for jeg kan sgi ikke lige finde bogen..) Mange ville falde fra, fordi man alligevel overhovedet ikke kunne bruge studiet til noget.. Én ville måske komme på et mekanikerværksted.. Hvis det passede ham, ville han blive der og få et godt liv som mekaniker.. Hvis han pludselig begyndte at fatte interesse for de noget mindre maskindele, og hvordan de egentlig fungerede, så ville han måske få lyst til at studere for at få mere viden.. Han ville søge tilbage til universitet for at forfølge sin lyst til at lære, og han ville gå op i sit studie med hud og hår - fordi det var noget, han ville.. Det ville være lige meget med karakterer, for han ville gerne bare lære.. Og det er jo det samme, som Neil beskriver i Summerhill.. At børnene skal afklimatiseres fra deres modstand mod alt det, de skulle i deres gamle skole, så de kan finde deres lyst og vilje til at lære i stedet..

Jeg tror, at når vi reagerer på vores liv ved at blive syge, så kan det være den største mulighed for at få et endnu bedre liv.. I vores samfund ser vi bare ikke denne mulighed og denne styrke.. Og folk bliver ved med at være syge - hvis pillerne da ikke virker, og de kan komme tilbage og "fungere", som de gjorde før..

Udfordringen ved at blogge

... for mig altså..

Jeg kan mærke, at jeg er glad for at have den her blog.. Jeg kan få lov til at tænke over tingene, samtidig med, at jeg (næsten) ved, at der er andre, som læser med, og som jeg jo så kan dele tankerne med..

Det har været rigtig svært for mig at have alle de her tanker, og at jeg ikke rigtigt har kunnet finde et sted, hvor jeg kunne få afløb for dem.. For det ér sgu da nogle tunge tanker, som kan virke lidt voldsomme at tage op på venindeaftenen eller til fødselsdagsfesten.. Og den her slags tanker virker vist også ret hurtigt malplacerede, fordi de jo egentlig også godt kan virke temmeligt udfordrende i forhold til, hvordan de fleste lever med deres frygt.. Jeg er ikke interesseret i at trække dem ned over hovedet på nogle, som ikke er interesserede i det.. Derfor er jeg glad for den her blog.. Man kan følge med, hvis man har lyst, og man kan lade være, hvis man ikke har.. Men jeg bilder mig ind, at hvert indlæg i hvert fald bliver læst af bare én person, og det er vist nok for mig..

Nå, men til udfordringen.. Jeg vil jo gerne være dygtig, jeg vil gerne være sjov, og jeg vil gerne have, at andre synes, at jeg er cool.. Når jeg altså ikke er bevidst.. Det kræver en del bevidsthed fra min side, at jeg ikke prøver på at være sjov, at jeg ikke laver en helt fantastisk flot blog, hvor folk kan se, at jeg bare er dygtig og et dejligt, spændende og vildt cool menneske.. Det gør jo så også, at min blog adskiller sig fra ret mange af de andre blogs, som jeg er stødt på, og måske jeg en dag når til, at jeg bare gerne vil lave en pæn blog - bare fordi..

Udfordringen ligger også rigtig meget i det, jeg skriver.. Det kan være rigtig svært at skrive, uden at tænke over, hvad modtageren vil tænke.. Og det gør jeg selvfølgelig også.. Men jeg er også meget bevidst om bare at lade de følelser flyde igennem.. Måske jeg ligefrem ved, at jeg ikke er klar til at være sjov, dygtig eller cool endnu.. Hvis jeg prøver at være det, så vil jeg gøre mig afhængig af andres meninger om mig igen, og det vil være dem, der "bestemmer" min værdi - ud fra om de kan lide det, jeg laver..

På den positive side er det, at jeg umiddelbart er klart til i hvert fald at skrive.. Jeg kan mærke følelserne, men jeg lader dem passere igennem.. Det spændende bliver, hvis jeg begynder at få kommentarer.. Både anerkendende, udfordrende og kritiserende.. Jeg vil være meget bevidst om også at lade de følelser, som jeg ved vil følge i kølvandet af sådanne kommentarer, flyde igennem.. Og jeg håber, at jeg kan..

Det gælder også det, som man ville kalde positive følelser.. Altså at jeg føler mig værdsat og værd at holde af, hvis nogen er enige med mig og synes, at jeg har en god blog.. Hvis jeg klynger mig til de følelser, vil de også blokere mine energier.. Alle følelser skal bare have lov til at være der - og flyde igennem.. For hvis jeg bruger de følelser positivt, så vil jeg også åbne op for, at hvis nogen ikke er enige med mig eller synes, at jeg har en dårlig blog, så vil jeg føle det præcist modsat - og holde fast i det..

Så den her blog er en ret så stor udfordring for mig, og det kræver rigtig meget af mig.. Men det er en udfordring, som jeg selv har valgt, og som jeg har gavn af - på flere måder..

Så tak fordi I kigger med..

En dårlig dag - af de gode

I mandags havde jeg jo en dårlig dag og var smadder sur..

Idag har jeg bare haft en dårlig dag - men har ikke været sur.. Energien er ikke så høj, men jeg har alligevel formået bare at være.. Det er fanme fedt - og noget af et gennembrud..
Jeg har kørt i tog, været i kurbad, hentet unger osv. uden at lukke ned, fordi alle andre sikkert ville tænke dårligt om mig - også da jeg spildte kakao ned af mig selv midt på perronen.. ;o)
Jeg har ladet de følelser være der, og så er de lynhurtigt forsvundet igen.. Så skønt, og det kan virkelig anbefales at prøve.. Det er også overraskende, at mange af de følelser, som ellers ville have været der, har jeg stort set ikke mærket.. Fx var det intet problem at vise mig i badedragt, og så vidt jeg lagde mærke til, så havde jeg slet ikke nogle følelser omkring det, som jeg skulle lade passere.. Lidt vildt..

Og hvordan gør man så..?

Det kan være rigtig svært, men jeg kender flere, som øver sig, og som faktisk er blevet rigtig gode til det.. Mig selv inklusive, for jeg er helt klart også i øvelses-fasen.. Man lukker oftest ned af frygt, så man må starte med at se frygten i øjnene.. Som nævnt ville jeg lukke ned, fordi jeg var bange for, at andre ville tænke dårligt om mig, og jeg så ikke var noget værd.. Andre kan have frygt for andet.. Men når man mærker de her negative følelser, så er det en rigtig god idé at blive sig dem bevidst.. "Aha, nu føler jeg den her følelse.." Det kan være rigtig svært, fordi vi er vant til at pakke dem væk - af frygt.. Men det er først, når man formår at se følelsen i øjnene, at man også kan give slip på den..

Derefter mener jeg, at man må undersøge, hvorfor man lige præcis reagerer på den her situation med den her følelse.. Det kan være virkelig skræmmende at skulle undersøge sig selv på den måde og se i øjnene, hvor de her ting kommer fra.. Men når man har gjort det, så er det faktisk ikke så slemt igen..

Når man har forstået, hvor det kommer fra, så er det, at man kan acceptere, at det er, sådan det er.. Og denne accept er rigtig vigtig for at kunne lade følelsen passere frit igennem i stedet for, at den bliver siddende og nager.. Følelsen er der bare, og du er den, der observerer den.. Du er ikke følelsen, men du kan se den, og du kan lade den flyde frit igennem dig, så den ikke optager energi..

Det kræver øvelse, men hver gang det lykkes er det et skridt i den rigtige retning mod bevidsthed - mod frihed..





En lille note:
Jeg kender nogen, som ikke er enige i, at man skal forstå, før man kan lade følelserne flyde igennem, og den tager jeg i et andet indlæg, for jeg er nemlig heller ikke sikker på, at det er sådan det er..

Selvindvikling..?

Jeg har lige læst på en noget fancyere hjemmeside end min, at man ikke skal bruge så meget tid på selvudvikling, fordi det hurtigt kan blive til selvindvikling i stedet..

Jeg kan egentlig godt mærke "indviklingen", og nogle gange så hænger den mig da også langt ud af halsen, men for mig er det det bedste af to "onder". Nogle gange er jeg træt helt ind til knoglerne af at skulle fokusere på mig selv og mine tanker og følelser hele tiden.. Men jeg ved også, at hvis jeg ikke gør det, så falder jeg i fælden med begge ben..

Der vil komme en tid, hvor det ikke er nødvendigt at fokusere på det hele tiden, og jeg tænker, at det kan være for nemt at sige, at andre bliver selvindviklede, når man selv måske er kommet ud "på den anden side"..

Jeg kan ikke bare stoppe med at fokusere på det.. Jeg lever jo stadig mit liv, med alt hvad det indebærer af børn, arbejde, kæreste osv.. Men hvert eneste øjeblik er jeg nødt til at vælge at være bevidst, hvis jeg ikke vil falde ind i mine gamle vaner.. Hvis jeg gør det, kan jeg ikke nyde livet i samme grad, som hvis jeg er bevidst..

At holde sit hjerte åbent - en lang rejse

For otte år siden startede jeg hos min første terapeut. Min kæreste og jeg var gået fra hinanden, og jeg kunne på en eller anden måde mærke, at jeg måtte gøre noget her - for ikke at komme til at blive ved med at bruge mit liv på den måde. I terapitimerne fik jeg pludselig sagt hej til mine indre stemmer, og det har været en kæmpe del af processen, at jeg blev opmærksom på, at jeg rent faktisk havde en stemme, som modarbejdede mig i forhold til at få det rigtig godt..

Jeg har arbejdet on-off på det i mange år.. Mest uden terapeuthjælp, men det er det, der af flere omgange har givet mig skubbet til lige at rykke mig lidt videre..
Jeg har i mit hoved brugt beskrivelser som "stemmen", at jeg kunne være tændt og slukket, og jeg har følt nogle ting i min krop og i mit hjerte, som jeg ikke har hørt om før, men som bare har givet rigtig meget mening for mig.. Jeg har kunnet mærke friheden - og det modsatte - i mit eget hjerte..

For fem uger siden blev jeg "slået hjem".. En oplevelse gjorde, at jeg måtte slukke, fordi jeg ikke kunne håndtere det.. Jeg VILLE ud på den anden side igen, og jeg begyndte at læse nogle bøger, som, man nok vil sige, omhandler spiritualitet.. Her mødte jeg alle mine egne beskrivelser.. At vi alle har en indre stemme, at man kan være åben og lukket osv.. Allervigtigst var det, at

Der er ikke nogle af livets oplevelser, der er værd at lukke hjertet for..

Jeg må erklære mig fuldstændigt enig.. Men det er svært, og det sker - som i de foreløbne dage, Som I har kunnet læse, at jeg ikke har formået det.. Det er de helt små ting, som jeg pludselig lukker ned pga.. En borger, der ikke taler pænt til mig, et præstationspres fra mig selv omkring at nå alting - godt, osv..

Men jeg VED, at de ikke er værd at lukke hjertet for.. Inden min oplevelse, der oplevede jeg, hvad det vil sige, at have et åbent hjerte.. Energierne suser igennem, og man svæver bare med..

Jeg har gjort meget for at forstå, hvorfor jeg har reageret, som jeg har gjort, og hvorfor jeg har haft brug for, at folk fx skulle kunne lide mig og respektere mig.. Jeg ved ikke, om det er nødvendigt, men det har hjulpet mig langt i forhold til at give slip på de følelser, at jeg har forstået dem.. Jeg har forstået, hvor min frygt kom fra (jeg var bange for ikke at blive elsket), og på et eller andet tidspunkt har jeg set den frygt i øjnene.. De to forfattere, jeg indtil videre har læst om emnet, er enige om, at det, man frygter, kun er slemt, indtil man ikke frygter det mere.. Når du giver slip på frygten, så vil du opleve, at det slet ikke var så farligt endda, og at det for langt de fleste tilfælde kun er et tankespind vi laver, for at føle at vi har kontrol..

Alt bliver først okay, når du er okay med alt

Og I må tro mig, at man kan blive okay med alt.. Det er en fantastisk følelse.. Det er på ingen måde at sammenligne med apati, men det er en følelse af, at det vitterligt ér ligegyldigt i det store hele, om der er rodet i hjemmet, om man kommer til tiden, om andre mennesker opfører sig tosset overfor én osv..

Det, der så også er så smadder interessant, er, at når man så først er blevet okay med alt - eller sådan var det i hvert fald for mig, som ikke kunne finde ud af at rydde op osv. - så får man lyst til at rydde op, til at komme til tiden osv.. Det, der altid før har været noget, jeg burde og skulle, er nu, noget jeg vil.. Jeg er overbevist om, at jeg selv træffer alle mine valg i livet.. Der er ikke noget jeg skal.. Men der er rigtig, rigtig mange ting, jeg vil.. Og de ting får mere og mere plads, fordi jeg ikke skal bruge så meget energi, på det jeg burde..

Jeg er ikke endnu, hvor jeg kan nå hen.. Jeg har også været længere, end jeg er nu - og derfor roder mit hjem også lige for tiden; det har jeg desværre ikke valgt bevidst.. Men jeg ved, at jeg nok skal komme derhen igen - og længere endnu.. Og jeg glæder mig.. Det er vitterligt det bedste sted på jorden, man kan være.. Inde i sig selv..

Aha

"Du forsøger helt basalt at skabe en følelse af ro og stabilitet i dit indre. Dette medfører en falsk, men velkommen oplevelse af tryghed"

(Den ubundne sjæl)

Ja, den rammer vist plet.. Jeg mærker bare falskheden, så jeg ikke får oplevelsen af trygheden.. Det er den samme skrøbelige ro, som jeg beskrev i et tidligere indlæg.. Det finder mit "selv" sig ikke i, at jeg søger, og så bliver jeg sur (og sær)..

"Når du er opslugt af og kæmper med alle disse psykologiske og energimæssige forandringer, lider du. Skønt du muligvis ikke selv kan se, at du lider, så lider du i sammenligning med, hvordan det kunne være. Selve ansvaret for at holde sammen på det hele er i virkeligheden en form for lidelse."

(Den ubundne sjæl)

Jeg er så bare skruet sådan sammen, at jeg i den grad mærker at jeg lider, når jeg bruger tid og kræfter på at få ro med de ydre ting, jeg møder på en dag.. Mit selv kæmper og kæmper for at fortælle mig, at jeg skal give slip på alle de følelser og tanker.. De er ikke mig - jeg kan bare observere dem..

"Hvis du vil være fri, hvis du virkelig vil opleve livet, er du nødt til at komme ud. Du er nødt til at give slip og gennemgå den renselsesproces, som befrier dig for psyken. Vejen ud går gennem opmærksomhed. Hold op med at definere det forstyrrede sind som en negativ oplevelse; se blot, om du kan slappe af bag det. Når dit sind er uroligt, skal du ikke spørge: "Hvad gør jeg ved det?" Spørg i stedet: "Hvem er jeg, der lægger mærke til dette?"
(Den ubundne sjæl)

Og det vil jeg gøre idag.. Når jeg føler, at det hele står og falder med, om andre taler pænt til mig, om andre forstår mig, om jeg gør tingene rigtigt, så vil jeg rette min opmærksomhed mod mit selv.. Det er nemlig derinde - helt uberørt af mine følelser og tanker.. Og lur mig, om ikke jeg står endnu, selvom jeg ikke kæmper for roen - og måske endda står stærkere..



En af de der dage..

Ja, sådan en dag er det for mig idag.. Jeg er sur, og jeg kan ikke holde andre mennesker ud.. Og jeg ved jo desværre godt, at alle andre mennesker ikke er stort anderledes, end de plejer at være.. Det er mig, den er "gal" med.. Egentlig pisse-irriterende, at man ikke bare kan få lov til at synes, at alle andre er nogle fjolser uden den viden, at de ikke er større fjolser, end de plejer at være..

Nå, men nogle gange vil jeg bare have lov til at være sur uden nogen synlig grund.. Det ville sikkert være meget rarere for mig ikke at være sur, men der kan jeg ikke lige hive mig hen på de dage.. Eller også vil jeg ikke..

Egentlig utroligt, at man "gider" at gå rundt og bruge sin tid på den måde - men skal der ikke være plads til det?
Det vigtigste for mig er, at jeg stadig kan mærke mig allerinderst inde, og det er der, at det bliver tricky - for det er meget vigtigt, og det er proportionelt meget svært, og det er faktisk meget sjældent, at jeg formår at adskille det..

Jeg er ikke mine følelser.. Der er sådan nogle følelser i mig idag, men jeg er heller ikke anderledes end jeg var igår eller en anden dag, hvor jeg var jublende glad..

Jeg er mig.. Følelserne er følelserne, men de har ikke nogen indflydelse på, hvem jeg er.. Jeg skal bare lige huske at mærke det..

Summerhill og frie børn..

I forbindelse med mit indlæg om vrede børn, så kan jeg lige skrive lidt om, hvad jeg læser for tiden..

A.S.Neill har skrevet en bog om hans skole "Summerhill", som startede i 1921.. Skolen er et sted, hvor børnene bor, og hvor reglen er, at alle er frie.. Det eneste, man ikke må, er at tage andres frihed, og så skal man ellers følge de regler, som der bliver lavet på møder, hvor børn og voksne er ligestillede..

Når børnene kom dertil fra andre skoler, skulle de i gennemsnit bruge 3 måneder på at slippe fri af deres vrede og had mod voksne, skole og samfund.. Derefter begyndte de selv at interessere sig for at lære..

Summerhill har ikke fostret nogle genier, som han udtrykker det, men de har fostret virkeligt, virkeligt mange lykkelige mennesker med et højt selvværd og høj selvtillid..

Jeg var til møde i min kommune, fordi jeg er nyt medlem af bestyrelsen af mine børns institution.. Her startede viceborgmesteren med store ord, om at kommunen vil have verdens bedste daginstitution.. Og derefter gik vi over til at tale om mad, læreplaner og læringsmiljø.. Hmm..
Hvis ikke man stiller sig selv spørgsmålet, hvad der er en god institution og en god barndom, hvordan kan man så vide, at man når målet..? Og hvad nu, hvis det, vi som voksne tror, er en god barndom og en god institution, ikke er det fra barnets synsvinkel..?

Jeg tænker rigtig meget over, hvordan jeg kan gøre det bedst for mine børn.. Det bliver jo selvfølgelig et spørgsmål om definitioner - hvornår er noget godt? Men jeg tænker, at vi først og fremmest må se målet foran os.. Hvad ønsker vi for vores børn..? Jeg ønsker faktisk ikke andet, end det som de opnåede på Summerhill.. Jeg ønsker for mine børn, at de bliver voksne mænd, som hviler i sig selv - har ro.. Hvad de derudover når, er ikke vigtigt.. Hvis de blot har ro, så ved jeg, at de nok skal nå, det som de vil..

Jeg er fuldstændig overbevist om, hvilken "opdragelse" der bedst vil få dem til at nå det mål.. Jeg prøver at give mine børn så meget frihed, som overhovedet muligt - samtidig med at de skal vide, at deres mor altid er der, hvis de har brug for det.. Det er til tider en svær balancegang, også fordi jeg jo som mor har lyst til at kysse og kramme dem hele tiden.. Heldigvis er jeg aldrig nervøs for mine børns sikkerhed, så det letter mit arbejde lidt, fordi jeg ikke skal gå og være bekymret for det.. Nogle vil nok tænke, at jeg er en ravnemor, når de ser, hvad mine børn får lov til - men jeg tænker, at jeg hellere vil have en masse brækkede lemmer og nogle rolige mennesker end omvendt..
Det er svært for mig at forklare, hvad jeg gør og ikke gør, men i nogle få ord, så har jeg bare givet slip.. Som sagt en svær balancegang, for jeg håber og tror, at de også ved, at hvis de har brug for det, så holder jeg fast - godt fast.. Jeg elsker dem over alt på jorden, og hvis jeg satte al fornuft til side, ville jeg holde fast og aldrig give slip igen.. Men det må jeg deale med.. Det er ikke deres "problem"..

Det med børneopdragelse fylder rigtig meget for mig.. Og når jeg oplever noget, som jeg oplevede på stationen igår, får jeg lyst til at tage mine børn med ud i Borneos jungle, så de aldrig skal opleve ikke at være frie.. Det er jo ikke ligefrem en mulighed, og selvom jeg ville ønske, at jeg kunne, så er hjemmepasning heller ikke noget for mig.. Jeg må bare håbe, at jeg giver mine børn selvværd og selvtillid nok herhjemmefra til at de kan "stå imod", når nogen prøver at tage deres frihed fra dem..

Alfi Kohn taler om ubetinget og betinget forældreskab.. Jeg benytter mig langt det meste af tiden af ubetinget forældreskab, og det betyder, at jeg stort set aldrig "tvinger" mine børn til at gøre noget ved at "true" dem med noget andet.. "Hvis du ikke tager sko på, får du ikke en is, når vi kommer derhen..", "Hvis du ikke opfører dig ordentligt nu, så læser jeg ikke en bog for dig, når du skal sove om to timer".. Det gør jeg meget, meget sjældent.. Og det føler jeg også giver mine børn en frihed.. Jeg får tit at vide, af min søn på 3½, at han bestemmer over sig selv, og hvis jeg siger noget til hans lillebror, så skal han også nok sørge for at tale for hans rettigheder.. Det gør ikke livet lige nu nemmere, men det gør det sjovere og meget mere ligeværdigt - for os alle sammen..

Vrede børn

Igår på vej til Børns Vilkår så jeg på Stationen en masse glade børn.. De sad stille og roligt, og da toget kørte forbi vinkede de alle sammen og råbte glade - "Hej, hej tog.." Jeg blev så glad og varm om hjertet.. "Stop SÅ!" var det næste de hørte og mærkede.. En pædagog blev bestemt ikke varm om hjertet, og da én af drengene forsatte, skubbede hun ham i panden med sin håndflade.. Varmen fra mit hjerte forsvandt, og jeg var ved at begynde at græde.. Hvorfor er vi sådan over for vores børn - det vigtigste i livet..? Det giver ingen mening for mig.. Hvorfor må børn ikke være glade og larmende, hvis det følger med.. De gjorde INTET galt de her børn.. De havde et fællesskab, de var glade, de gjorde ingen fortræd..
Så tog jeg hen og startede chatten og lyttede til de andre voksne, der sad og tog telefoner.. Der er ikke de skældsord vi ikke bliver kaldt flere gange i løbet af en vagt - af vrede børn, som har brug for at skælde voksne ud.. Tankevækkende..

Ro

Jeg så en pige fjolle ud over det sædvanlige, en dag jeg cyklede hjem fra arbejde.. Men hun havde det ikke sjovt..! Hun kæmpede for at få ro indeni.. Det slog mig lige der, at det er det, vi alle kæmper for.. Ro..

Jeg kæmper for ro ved at få andre til at grine og vise at de forstår mig.. Andre kæmper på en anden måde.. Er konfliktmæglere, lever det perfekte liv, er intellektuelle osv.. Og alligevel er vi allesammen i samme båd.. Vi ønsker at have ro inden i os.. Men får vi ro, når vi kæmper sådan..? Jeg tror det ikke.. Det er en meget utilfredsstillende ro, vi føler, når vi skal gøre os sådan umage.. Og det er en meget skrøbelig ro.. For hvad når andre ikke griner af min joke..? Hvad hvis ingen i hele verden forstår mig..? Så forsvinder den skrøbelige ro..

Men kan vi så aldrig nogensinde få en ro, som vi kan være trygge ved og stole på, uden at vi skal kæmpe..? Jeg tror det.. Heldigvis.. Men jeg tror også, at det kræver, at vi undersøger, hvorfor vi har brug for det, vi har brug for, for at finde ro.. Hvad er det, der er sket med mig fx, der gør, at jeg kun kan finde ro med mig selv, hvis andre synes, at jeg er sjov..? Det er først, når jeg forstår, hvorfor det giver mig ro, at jeg kan gøre noget ved det..

Jeg tror, som en anden Freud, at svarene oftest kan findes i barndommen.. Som mor ved jeg, at man altid vil gøre det bedste for sine børn, og det skal alle forældre holde fast i - også når deres børn begynder at udforske deres barndom for at finde ro.. Det håber jeg inderligt også, at jeg kan holde fast i, når det forhåbentligt er mine børns tur til at søge efter roen.. For selvfølgelig gør jeg noget "ved" dem, som giver dem nogle ar og som de skal passe og pleje for at kunne finde den skrøbelige ro.. Det kan ikke undgåes - men jeg håber også, at jeg giver dem mod og selvværd til at turde lede efter en mere "ægte" ro..

Det er mit allerstørste ønske for mine børn, mig selv og alle andre.. At de søger og finder deres indre, upåvirkelige ro..

På vrangen

Det er ikke sjældent, når jeg får et stykke tøj i hånden, at jeg vender stoffet om og kigger på vrangen.. For mig er det interessant, hvordan tøjet er lavet, hvad det består af, og hvordan det overhovedet hænger sammen..

Sådan har jeg det også med mennesker - mig selv inklusiv.. Jeg er opdraget i et samfund, hvor overfladen har stor betydning, men lige så stille og roligt kan jeg mærke, at i sidste ende er det nok vores vrangside, der er vigtigst og mest interessant.. Hvordan er vi lavet, hvad består vi af, og hvordan hænger vi overhovedet sammen..?

Det er denne vrangside, som min blog hovedsageligt vil komme til at handle om.. Den vil handle om ro, børneopdragelse, undskyldninger og meget andet - tror jeg.. For nu må vi se, hvor jeg bliver bragt hen - og måske er det her blog-land slet ikke noget for mig.. Det vil tiden vise.. Lige nu har jeg bare lyst til at skrive mine tanker og oplevelser omkring vores indre ned..

Jeg er ikke healer, jeg er ikke terapeut, jeg er ikke religiøs eller spirituel, men jeg er et menneske, der tænker, føler og mærker meget, og som har haft og til stadighed har brug for at finde min ro for at kunne have det godt..