Jeg aner en sammenhæng..

Spørgsmålet er bare, om jeg kan få den skrevet ned..

Jeg har skrevet om at give slip på sine følelser, jeg har skrevet om, at have et åbent hjerte, jeg har skrevet om at være anerkendende overfor sine børn, og jeg har skrevet om frygt og meget andet..

Jeg var på et kursus i emotionsfokuseret terapi for omkring en måned siden.. Her var det som om, at nogle flere brikker faldt på plads.. Det er en terapiform, som fremfor alt indeholder empatisk lytning.. Det er følelserne, det handler om, og det er følelserne, der skal frem..

Der findes groft opstillet tre former for følelser:
1. De tilpassede (altså de naturlige)
2. De utilpassede
3. De instrumentale

Et eks. på de utilpassede følelser kan fx være, hvis man bliver vred, hvis nogen siger, at de elsker én.. Det kan der være mange årsager til, at man bliver.. Måske hvis man tidligere har oplevet afvisning fra en man elskede.. Den tilpassede følelse ville her være fx glæde.. Alle vores utilpassede følelser opstår fra et grundlag, der hedder frygt og skam..

Et eks. på de instrumentale følelser kan være, at man ønsker at blive set og hørt, og derfor går og sukker hele tiden.. Man signalerer, at der er noget galt, og forsøger at bruge følelserne som et "instrument".. Det er ikke på en manipulerende måde, de skal ses denne form for følelser, men det er nogle følelser, som bliver vist - måske som en sidste udvej for netop at blive set..

Nå, men alle de her følelser skal altså frem i denne form for terapi.. Terapeuten anerkender og spejler de følelser, der kommer frem, samtidig med at han/hun leder efter tegn på andre følelser, der måske fx gemmer sig bag de utilpassede.. Terapeuten byder ikke ind med noget, som han ikke ser hos klienten.. Men ved hele tiden at fokusere på klientens følelser og ved hele tiden at anerkende, rumme og spejle dem, så bliver der plads til, at de følelser kan få lov til at være der, og de kan transformeres til de tilpassede følelser..

"What wires together, fires together"
Det kan også undersøges, hvorfor de utilpassede følelser opstår.. Citatet ovenfor forklarer, hvorfor gamle oplevelser i fx barndommen kan få os til at handle og føle uhensigtsmæssigt i vores voksne liv.. At vores neuroner husker.. Når vi oplever noget, som bare minder om, en oplevelse, som har "gjort noget ved os", så tænder de gamle følelser.. Som fx at blive vred, når man får at vide, at man er elsket.. Det er en følelse, som er til for at beskytte os, og som har været god for os engang, men når den bliver ved med at dukke op i andre situationer, så bliver den uhensigtsmæssig..

Ved at man i terapien kan komme helt ind i de gamle følelser vha. bl.a. empatisk lytning, så åbner det muligheden for at give slip på følelsen.. Og at den gamle følelse kan transformeres til en følelse, som er tilpasset de oplevelser man har i nutiden..

Sammenhængen
Så altså jeg ser en kæmpe sammenhæng.. Så kan man kalde det spiritualitet, psykologi, neurologi eller whatever..

Vi skal have lov til at være - vi skal give os selv lov til at være.. Vores følelser er ikke farlige, og hvis de får lov til at være der, så kan vi slippe dem - og vi kan have nye tilpassede følelser, når vi oplever en ny situation.. Det er det, jeg vil tro, at en spirituel leder som Eckhart Tolle vil kalde at være i nuet..

Og det gælder også for vores børn.. Deres følelser er ikke farlige (og det ville vi vide og i særdeleshed føle, hvis vi selv var frie), og hvis de får lov til at være der og anerkendes, så kan vi hjælpe dem til, at de fleste følelser de har, når de bliver voksne, er de tilpassede - at de bliver frie..




Fordi jeg har gengivet nogle af de ting, jeg fik med mig hjem fra kurset, kommer det jeg har skrevet til at stå meget bombastisk - som om, at det er sandhedEN.. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det er, men det er noget, som giver virkelig god mening i mit hoved, og som passer virkelig godt til mange af de andre ting, jeg tænker, tror og føler..

I sin egen verden

For noget tid siden mødte jeg en bekendt, da jeg var ude at handle.. Jeg mødte hende et par gange, og hver gang - til hendes store morskab ;o) - opdagede jeg hende ikke med det samme, fordi jeg gik i min egen verden..

Den oplevelse fik mig til at tænke på, at jeg faktisk er glad for, at jeg nogle gange forsvinder ind i mig selv.. At jeg kan lukke alt andet - og alle andre - ude.. Jeg er vant til at modtage en million signaler og til at tænke over dem, bruge dem i min adfærd og i det hele taget bare at bruge energi på dem.. Men nu kan jeg - nogle gange; mere og mere - bevæge mig rundt i et fyldt indkøbscenter lørdag formiddag og stadig være i mig selv og ikke i alle andre..

Det er virkelig fantastisk at "vågne op" og finde ud af, at jeg har været "ligeglad" i sådan en situation - at jeg bare har været..

At sige, hvad man mener - når følelserne er sluppet

Igår havde jeg rigtig meget brug for at være lidt alene hjemme.. Jeg spurgte min kæreste, om han kunne tage et sted hen med ungerne i et par timer.. Det ville han gerne, hvis jeg ville lave lidt herhjemme.. Herfra er der jo så flere scenarier.. 1) Jeg bliver sur og skælder ham ud for at være en ubetænksom nar. 2) Jeg bliver sur, siger ikke noget og går og svælger i min surhed. 3) Jeg bliver ked af det og føler ikke, at jeg bliver værdsat, anerkendt, osv.. Forsæt selv, der er nemlig mange muligheder for, hvordan situationen kunne være endt, hvis jeg ikke var bevidst om mine følelser og derfor ikke havde haft mulighed for at slippe dem.
Det der skete var, at jeg spurgte ham (uden vrede eller ked af det hed), om han da ikke ville tage afsted, hvis jeg bare havde tænkt mig at lave ingenting, fordi jeg havde behov for det. Og det ville han selvfølgelig gerne, og havde nok ikke ment det første svar, som jeg umiddelbart havde opfattet det.. Jeg fik et par dejlige timer, lige som jeg gerne ville have dem.. Uden dårlig samvittighed over, at jeg ikke lavede særligt meget - og endda med lyst til at lave lidt, fordi jeg kunne mærke, at det var mit valg..

Tænk, hvis jeg ikke havde sluppet følelserne og sagt hvad jeg mente.. Faktisk mærkede jeg stort set ikke de følelser, jeg ellers førhen ville have følt.. Jeg har egentlig aldrig været den tøse-fornærmede type, men jeg ville helt sikkert have fået en dårligere dag, hvis jeg havde valgt at reagere på mine følelser - uanset hvordan jeg havde reageret..

Jeg mener ikke, at man ingen følelser skal have, men lige i situationer som den, jeg har beskrevet, der gør det altså ikke noget godt, når man lader sig overvælde af følelserne..

Der er så mange, der ikke siger, hvad de mener, fordi de enten er blevet for fornærmede, for kede af det, for skuffede osv., eller fordi de er bange for at gøre modtageren af budskabet fornærmet, ked af det, skuffet osv..

Det hænger lidt sammen med mit indlæg omkring, hvordan det opfattes af andre, hvis man bare er - og ikke er præget af sine følelser og siger, hvad man mener.. For hvis alle kunne slippe følelserne og kommunikere rationelt og sagde, hvad de mente, så hvar der jo ikke nogen, der ville blive påvirket af, at de blev skuffede, kede af det, vrede osv.. Måske de blev det, og så kunne de handle rationelt ud fra det, når de havde sluppet følelserne igen..

Der ville komme langt mere ærlighed og ærlige relationer ud af det.. Vi kunne bruge vores energier på helt andre og mere konstruktive måder, fremfor at bruge dem på at fokusere på vores følelser og fastholde os selv i dem.. Det ville være skønt..

Jeg kan langt fra altid, men når jeg oplever det, så oplever jeg også, hvordan det kan betyde alt for min dag og mit liv..

At være - set udefra

Nå, og nu fik jeg så rent faktisk lyst til at skrive.. ;o)

Der er nogle tanker jeg gør mig, nu hvor jeg oplever at være fri en gang imellem.. De tanker gør mig jo så lidt mindre fri, tror jeg.. Men de er der, og så slipper jeg dem og de følelser, der følger i kølvandet, med det samme - og så er jeg vel stadig fri..? For jeg tænker nemlig også ofte, om livet bliver kedeligt, når man er fri.. Hvis alt er ligegyldigt.. Men det betyder jo ikke, at man ikke stadig føler og tænker.. Det betyder bare, at man ikke klynger sig til de tanker og følelser - og at der bliver mere plads til bare at nyde, at man er..

Nå, men det jeg bl.a. fik lyst til at skrive om, det er, nogle tanker jeg har gjort mig, omkring hvordan man (læs: jeg) mon fremstår, hvis man føler sig fri..

Mine tanker omkring selvtillid og selvværd har gjort, at jeg forsøger at aflære mig den vane, som mange af os har, med at rose.. Med mine børn har jeg været bevidst om det i noget længere tid, men nu ønsker jeg heller ikke at bidrage til at andre mennesker skal blive holdt fast i det net, der er, at de skal være gode.. Jeg roser ikke.. Jeg kan sige, at noget er dejligt.. At det er dejligt, at de vil gøre, hvad de har gjort for mig, at jeg synes noget er pænt af dem osv.. Men jeg forsøger at holde det på et minimum at rose og kommentere dem som personer.. På samme måde prøver jeg at slippe hurtigere end hurtigt, hvis nogle roser mig.. Jeg vil IKKE have, at det betyder noget for mig.. Jeg ser det som en illusion, at det er vigtigt..

På samme måde "hjælper" jeg ikke andre ud af penible følelsesmæssige situationer, som jeg ellers altid har gjort.. Eller det vil sige: Jeg forsøger at lade være.. For det er trods alt et handlemønster som jeg har haft i 30 år.. ;o) På et tidspunkt vil det måske betyde, at jeg ikke fokuserer så meget på andres følelser, og det vil også give en virkeligt velsignet ro i mit hoved.. Måske kan jeg allerede mærke nu, at det ikke fylder så meget for mig, fordi jeg hurtigt slipper de følelser, det giver, og fokuserer i stedet på, at jeg er der - og at det andet menneske også bare er der..

Men hvordan virker det mon udefra..? Kommer det til at virke provokerende og måske arrogant, når jeg ikke går ind i de andres følelser, selvom de inviterer mig til det..? Det er vel nærmest kontroversielt ikke at klynge sig til både positive og negative følelser og ros fx.. Min kæreste kan  til tider fremstå arrogant.. Og han går netop ikke ind i andre menneskers følelser.. Det beundrer jeg ham for nu, hvor jeg forstår lidt mere - men jeg har også siddet i første parket til at kunne se, opleve og føle, hvordan andre har oplevet det; og det har jo nok ofte været opfattet arrogant..

Jeg siger ikke, at det er vigtigt, hvordan andre mennesker opfatter mig, når jeg føler mig fri og bare er.. Men det er interessant..

Og er det måske ikke mere arrogant at tro, at jeg har ansvaret for andre menneskers følelser, som jeg har følt i så mange år..? Jeg tror egentlig ikke, at jeg hjælper nogen til at blive mere frie, fordi det starter nok et helt andet sted, end at jeg ikke roser dem eller klynger mig til følelser sammen med dem, men jeg ønsker bare ikke at bidrage til "illusionerne".. Og inderst inde så tænker jeg nok, at jeg også kan "hjælpe" dem, men mon ikke det bare er min egen lille illusion..? Måske - for jeg har da nogle mennesker, som jeg er meget sammen med og tæt på, som måske kan blive rystet bare en lille smule.. Og måske hvis man bliver rystet nok gange, at man så kan rykke sig bare lidt mere fri - og måske lidt mere og lidt mere....

Det er ikke mit formål - selvom jeg vil ønske, at jeg netop bare kan ryste lidt, men det er nok allermest af egoistiske årsager.. Jeg vil bare være.. Og det kræver, at jeg ikke går ind i de handlemønstre som vores samfund er temmeligt gennemsyret af.. Måske betyder det, at jeg skiller mig ud, og at der til tider er andre mennesker, som ikke vil kunne lide mig eller som undrer sig over mig, fordi jeg ikke reagerer på den måde, som vi er vant til.. Måske..









edit: Jeg har netop delt dette link på Facebook, og det fik mig til at lægge mærke til, at jeg faktisk har sværest ved bare at være, når jeg er sammen med mennesker, som kender mig, og som jeg skal møde igen.. Det er rigtig, rigtig svært for mig.. Fordi jeg netop synes, at det er nogle store ændringer, der sker med mig, når jeg går fra u-fri til semi-fri.. ;o) Og jeg har svært ved at være så markant anderledes end "mig selv", som bl.a. de mennesker, jeg holder af, normalvis oplever mig..
Og så når vi jo frem til, at det jo netop betyder noget, hvordan andre mennesker opfatter mig.. Og hvorfor jeg kun er semi-fri.. Det er så meget nemmere med mennesker, som ikke betyder noget særligt for mig.. Men det er faktisk også et stort skridt for mig.. At det kan være ligegyldigt, hvad andre (ukendte) mennesker tænker om mig.. Og dét er noget, som i høj grad sætter mig fri - også selvom jeg så ikke helt kan slippe vigtigheden af, hvad min omgangskreds tænker om mig..

Men det kommer - og det er nærmest kun en udfordring til mig selv, når jeg lægger den her slags på Facebook, så jeg øver mig.. ;o)

Følelsen af mig

Den har jeg idag.. Jeg havde den allerede, da jeg vågnede, og shit, hvor er det bare en god følelse.. JEG er der.. Måske kun 99% men den sidste procent er til at leve med.. Jeg kan mærke, at jeg lige forsvinder i et splitsekund, når jeg fx lige tænker over, om jeg mon virker arrogant, når jeg har det sådan, men jeg slipper tanken med det samme igen, for jeg har ikke lyst til at bruge tid på det, og jeg når ikke engang at få en følelse fra tanken.. Nu er den der igen.. Men swissh.. For det her er for godt til at spilde tiden på de andre følelser..

Jeg er blevet irriteret på min ældste søn, da han ikke ville sove, jeg har følt, at min opdragelse blev set skævt til (og her siger jeg IKKE, at min opdragelse ER blevet set skævt til, for det var vist bare min egen usikkerhed..), og jeg har ringet alt for sent og givet en besked til en fra min familie.. Men JEG er der stadig..

Nogle gange er jeg stadig i tvivl, om jeg slipper følelserne eller om jeg slukker for dem.. Men idag har jeg sluppet - er jeg ret sikker på.. ;o)

Pointen er jo også, at dette heller ikke er en følelse, jeg skal holde fast i/klynge mig til.. Sådan kan det bare være at være.. Og det føles selvfølgelig godt, men jeg må bare flyde med - hvis jeg først begynder at klynge mig til det, så forsvinder friheden..

Men det er rart at være, og jeg nyder følelsen af bare at være mig..

Udfordringen ved at blogge

... for mig altså..

Jeg kan mærke, at jeg er glad for at have den her blog.. Jeg kan få lov til at tænke over tingene, samtidig med, at jeg (næsten) ved, at der er andre, som læser med, og som jeg jo så kan dele tankerne med..

Det har været rigtig svært for mig at have alle de her tanker, og at jeg ikke rigtigt har kunnet finde et sted, hvor jeg kunne få afløb for dem.. For det ér sgu da nogle tunge tanker, som kan virke lidt voldsomme at tage op på venindeaftenen eller til fødselsdagsfesten.. Og den her slags tanker virker vist også ret hurtigt malplacerede, fordi de jo egentlig også godt kan virke temmeligt udfordrende i forhold til, hvordan de fleste lever med deres frygt.. Jeg er ikke interesseret i at trække dem ned over hovedet på nogle, som ikke er interesserede i det.. Derfor er jeg glad for den her blog.. Man kan følge med, hvis man har lyst, og man kan lade være, hvis man ikke har.. Men jeg bilder mig ind, at hvert indlæg i hvert fald bliver læst af bare én person, og det er vist nok for mig..

Nå, men til udfordringen.. Jeg vil jo gerne være dygtig, jeg vil gerne være sjov, og jeg vil gerne have, at andre synes, at jeg er cool.. Når jeg altså ikke er bevidst.. Det kræver en del bevidsthed fra min side, at jeg ikke prøver på at være sjov, at jeg ikke laver en helt fantastisk flot blog, hvor folk kan se, at jeg bare er dygtig og et dejligt, spændende og vildt cool menneske.. Det gør jo så også, at min blog adskiller sig fra ret mange af de andre blogs, som jeg er stødt på, og måske jeg en dag når til, at jeg bare gerne vil lave en pæn blog - bare fordi..

Udfordringen ligger også rigtig meget i det, jeg skriver.. Det kan være rigtig svært at skrive, uden at tænke over, hvad modtageren vil tænke.. Og det gør jeg selvfølgelig også.. Men jeg er også meget bevidst om bare at lade de følelser flyde igennem.. Måske jeg ligefrem ved, at jeg ikke er klar til at være sjov, dygtig eller cool endnu.. Hvis jeg prøver at være det, så vil jeg gøre mig afhængig af andres meninger om mig igen, og det vil være dem, der "bestemmer" min værdi - ud fra om de kan lide det, jeg laver..

På den positive side er det, at jeg umiddelbart er klart til i hvert fald at skrive.. Jeg kan mærke følelserne, men jeg lader dem passere igennem.. Det spændende bliver, hvis jeg begynder at få kommentarer.. Både anerkendende, udfordrende og kritiserende.. Jeg vil være meget bevidst om også at lade de følelser, som jeg ved vil følge i kølvandet af sådanne kommentarer, flyde igennem.. Og jeg håber, at jeg kan..

Det gælder også det, som man ville kalde positive følelser.. Altså at jeg føler mig værdsat og værd at holde af, hvis nogen er enige med mig og synes, at jeg har en god blog.. Hvis jeg klynger mig til de følelser, vil de også blokere mine energier.. Alle følelser skal bare have lov til at være der - og flyde igennem.. For hvis jeg bruger de følelser positivt, så vil jeg også åbne op for, at hvis nogen ikke er enige med mig eller synes, at jeg har en dårlig blog, så vil jeg føle det præcist modsat - og holde fast i det..

Så den her blog er en ret så stor udfordring for mig, og det kræver rigtig meget af mig.. Men det er en udfordring, som jeg selv har valgt, og som jeg har gavn af - på flere måder..

Så tak fordi I kigger med..

En dårlig dag - af de gode

I mandags havde jeg jo en dårlig dag og var smadder sur..

Idag har jeg bare haft en dårlig dag - men har ikke været sur.. Energien er ikke så høj, men jeg har alligevel formået bare at være.. Det er fanme fedt - og noget af et gennembrud..
Jeg har kørt i tog, været i kurbad, hentet unger osv. uden at lukke ned, fordi alle andre sikkert ville tænke dårligt om mig - også da jeg spildte kakao ned af mig selv midt på perronen.. ;o)
Jeg har ladet de følelser være der, og så er de lynhurtigt forsvundet igen.. Så skønt, og det kan virkelig anbefales at prøve.. Det er også overraskende, at mange af de følelser, som ellers ville have været der, har jeg stort set ikke mærket.. Fx var det intet problem at vise mig i badedragt, og så vidt jeg lagde mærke til, så havde jeg slet ikke nogle følelser omkring det, som jeg skulle lade passere.. Lidt vildt..

Og hvordan gør man så..?

Det kan være rigtig svært, men jeg kender flere, som øver sig, og som faktisk er blevet rigtig gode til det.. Mig selv inklusive, for jeg er helt klart også i øvelses-fasen.. Man lukker oftest ned af frygt, så man må starte med at se frygten i øjnene.. Som nævnt ville jeg lukke ned, fordi jeg var bange for, at andre ville tænke dårligt om mig, og jeg så ikke var noget værd.. Andre kan have frygt for andet.. Men når man mærker de her negative følelser, så er det en rigtig god idé at blive sig dem bevidst.. "Aha, nu føler jeg den her følelse.." Det kan være rigtig svært, fordi vi er vant til at pakke dem væk - af frygt.. Men det er først, når man formår at se følelsen i øjnene, at man også kan give slip på den..

Derefter mener jeg, at man må undersøge, hvorfor man lige præcis reagerer på den her situation med den her følelse.. Det kan være virkelig skræmmende at skulle undersøge sig selv på den måde og se i øjnene, hvor de her ting kommer fra.. Men når man har gjort det, så er det faktisk ikke så slemt igen..

Når man har forstået, hvor det kommer fra, så er det, at man kan acceptere, at det er, sådan det er.. Og denne accept er rigtig vigtig for at kunne lade følelsen passere frit igennem i stedet for, at den bliver siddende og nager.. Følelsen er der bare, og du er den, der observerer den.. Du er ikke følelsen, men du kan se den, og du kan lade den flyde frit igennem dig, så den ikke optager energi..

Det kræver øvelse, men hver gang det lykkes er det et skridt i den rigtige retning mod bevidsthed - mod frihed..





En lille note:
Jeg kender nogen, som ikke er enige i, at man skal forstå, før man kan lade følelserne flyde igennem, og den tager jeg i et andet indlæg, for jeg er nemlig heller ikke sikker på, at det er sådan det er..

At holde sit hjerte åbent - en lang rejse

For otte år siden startede jeg hos min første terapeut. Min kæreste og jeg var gået fra hinanden, og jeg kunne på en eller anden måde mærke, at jeg måtte gøre noget her - for ikke at komme til at blive ved med at bruge mit liv på den måde. I terapitimerne fik jeg pludselig sagt hej til mine indre stemmer, og det har været en kæmpe del af processen, at jeg blev opmærksom på, at jeg rent faktisk havde en stemme, som modarbejdede mig i forhold til at få det rigtig godt..

Jeg har arbejdet on-off på det i mange år.. Mest uden terapeuthjælp, men det er det, der af flere omgange har givet mig skubbet til lige at rykke mig lidt videre..
Jeg har i mit hoved brugt beskrivelser som "stemmen", at jeg kunne være tændt og slukket, og jeg har følt nogle ting i min krop og i mit hjerte, som jeg ikke har hørt om før, men som bare har givet rigtig meget mening for mig.. Jeg har kunnet mærke friheden - og det modsatte - i mit eget hjerte..

For fem uger siden blev jeg "slået hjem".. En oplevelse gjorde, at jeg måtte slukke, fordi jeg ikke kunne håndtere det.. Jeg VILLE ud på den anden side igen, og jeg begyndte at læse nogle bøger, som, man nok vil sige, omhandler spiritualitet.. Her mødte jeg alle mine egne beskrivelser.. At vi alle har en indre stemme, at man kan være åben og lukket osv.. Allervigtigst var det, at

Der er ikke nogle af livets oplevelser, der er værd at lukke hjertet for..

Jeg må erklære mig fuldstændigt enig.. Men det er svært, og det sker - som i de foreløbne dage, Som I har kunnet læse, at jeg ikke har formået det.. Det er de helt små ting, som jeg pludselig lukker ned pga.. En borger, der ikke taler pænt til mig, et præstationspres fra mig selv omkring at nå alting - godt, osv..

Men jeg VED, at de ikke er værd at lukke hjertet for.. Inden min oplevelse, der oplevede jeg, hvad det vil sige, at have et åbent hjerte.. Energierne suser igennem, og man svæver bare med..

Jeg har gjort meget for at forstå, hvorfor jeg har reageret, som jeg har gjort, og hvorfor jeg har haft brug for, at folk fx skulle kunne lide mig og respektere mig.. Jeg ved ikke, om det er nødvendigt, men det har hjulpet mig langt i forhold til at give slip på de følelser, at jeg har forstået dem.. Jeg har forstået, hvor min frygt kom fra (jeg var bange for ikke at blive elsket), og på et eller andet tidspunkt har jeg set den frygt i øjnene.. De to forfattere, jeg indtil videre har læst om emnet, er enige om, at det, man frygter, kun er slemt, indtil man ikke frygter det mere.. Når du giver slip på frygten, så vil du opleve, at det slet ikke var så farligt endda, og at det for langt de fleste tilfælde kun er et tankespind vi laver, for at føle at vi har kontrol..

Alt bliver først okay, når du er okay med alt

Og I må tro mig, at man kan blive okay med alt.. Det er en fantastisk følelse.. Det er på ingen måde at sammenligne med apati, men det er en følelse af, at det vitterligt ér ligegyldigt i det store hele, om der er rodet i hjemmet, om man kommer til tiden, om andre mennesker opfører sig tosset overfor én osv..

Det, der så også er så smadder interessant, er, at når man så først er blevet okay med alt - eller sådan var det i hvert fald for mig, som ikke kunne finde ud af at rydde op osv. - så får man lyst til at rydde op, til at komme til tiden osv.. Det, der altid før har været noget, jeg burde og skulle, er nu, noget jeg vil.. Jeg er overbevist om, at jeg selv træffer alle mine valg i livet.. Der er ikke noget jeg skal.. Men der er rigtig, rigtig mange ting, jeg vil.. Og de ting får mere og mere plads, fordi jeg ikke skal bruge så meget energi, på det jeg burde..

Jeg er ikke endnu, hvor jeg kan nå hen.. Jeg har også været længere, end jeg er nu - og derfor roder mit hjem også lige for tiden; det har jeg desværre ikke valgt bevidst.. Men jeg ved, at jeg nok skal komme derhen igen - og længere endnu.. Og jeg glæder mig.. Det er vitterligt det bedste sted på jorden, man kan være.. Inde i sig selv..

Aha

"Du forsøger helt basalt at skabe en følelse af ro og stabilitet i dit indre. Dette medfører en falsk, men velkommen oplevelse af tryghed"

(Den ubundne sjæl)

Ja, den rammer vist plet.. Jeg mærker bare falskheden, så jeg ikke får oplevelsen af trygheden.. Det er den samme skrøbelige ro, som jeg beskrev i et tidligere indlæg.. Det finder mit "selv" sig ikke i, at jeg søger, og så bliver jeg sur (og sær)..

"Når du er opslugt af og kæmper med alle disse psykologiske og energimæssige forandringer, lider du. Skønt du muligvis ikke selv kan se, at du lider, så lider du i sammenligning med, hvordan det kunne være. Selve ansvaret for at holde sammen på det hele er i virkeligheden en form for lidelse."

(Den ubundne sjæl)

Jeg er så bare skruet sådan sammen, at jeg i den grad mærker at jeg lider, når jeg bruger tid og kræfter på at få ro med de ydre ting, jeg møder på en dag.. Mit selv kæmper og kæmper for at fortælle mig, at jeg skal give slip på alle de følelser og tanker.. De er ikke mig - jeg kan bare observere dem..

"Hvis du vil være fri, hvis du virkelig vil opleve livet, er du nødt til at komme ud. Du er nødt til at give slip og gennemgå den renselsesproces, som befrier dig for psyken. Vejen ud går gennem opmærksomhed. Hold op med at definere det forstyrrede sind som en negativ oplevelse; se blot, om du kan slappe af bag det. Når dit sind er uroligt, skal du ikke spørge: "Hvad gør jeg ved det?" Spørg i stedet: "Hvem er jeg, der lægger mærke til dette?"
(Den ubundne sjæl)

Og det vil jeg gøre idag.. Når jeg føler, at det hele står og falder med, om andre taler pænt til mig, om andre forstår mig, om jeg gør tingene rigtigt, så vil jeg rette min opmærksomhed mod mit selv.. Det er nemlig derinde - helt uberørt af mine følelser og tanker.. Og lur mig, om ikke jeg står endnu, selvom jeg ikke kæmper for roen - og måske endda står stærkere..



Ro

Jeg så en pige fjolle ud over det sædvanlige, en dag jeg cyklede hjem fra arbejde.. Men hun havde det ikke sjovt..! Hun kæmpede for at få ro indeni.. Det slog mig lige der, at det er det, vi alle kæmper for.. Ro..

Jeg kæmper for ro ved at få andre til at grine og vise at de forstår mig.. Andre kæmper på en anden måde.. Er konfliktmæglere, lever det perfekte liv, er intellektuelle osv.. Og alligevel er vi allesammen i samme båd.. Vi ønsker at have ro inden i os.. Men får vi ro, når vi kæmper sådan..? Jeg tror det ikke.. Det er en meget utilfredsstillende ro, vi føler, når vi skal gøre os sådan umage.. Og det er en meget skrøbelig ro.. For hvad når andre ikke griner af min joke..? Hvad hvis ingen i hele verden forstår mig..? Så forsvinder den skrøbelige ro..

Men kan vi så aldrig nogensinde få en ro, som vi kan være trygge ved og stole på, uden at vi skal kæmpe..? Jeg tror det.. Heldigvis.. Men jeg tror også, at det kræver, at vi undersøger, hvorfor vi har brug for det, vi har brug for, for at finde ro.. Hvad er det, der er sket med mig fx, der gør, at jeg kun kan finde ro med mig selv, hvis andre synes, at jeg er sjov..? Det er først, når jeg forstår, hvorfor det giver mig ro, at jeg kan gøre noget ved det..

Jeg tror, som en anden Freud, at svarene oftest kan findes i barndommen.. Som mor ved jeg, at man altid vil gøre det bedste for sine børn, og det skal alle forældre holde fast i - også når deres børn begynder at udforske deres barndom for at finde ro.. Det håber jeg inderligt også, at jeg kan holde fast i, når det forhåbentligt er mine børns tur til at søge efter roen.. For selvfølgelig gør jeg noget "ved" dem, som giver dem nogle ar og som de skal passe og pleje for at kunne finde den skrøbelige ro.. Det kan ikke undgåes - men jeg håber også, at jeg giver dem mod og selvværd til at turde lede efter en mere "ægte" ro..

Det er mit allerstørste ønske for mine børn, mig selv og alle andre.. At de søger og finder deres indre, upåvirkelige ro..