Skal vi forstå?

Som "lovet" vil jeg nu skrive lidt om det med at forstå vores fortid, og hvorfor vi føler den frygt vi gør.. Jeg har jo skrevet, at jeg tror, at vi skal forstå, hvorfor vi har de følelser vi har, og hvilke oplevelser i fx vores barndom der gør, at vi føler, som vi gør i nogle helt andre og nye situationer, for at vi kan give slip på vores smerte og frygt..

Jeg ved, at nogle oplever, at hvis de bare lader smerten og frygten være der i den aktuelle situation, så kan de ikke finde den frem igen - uanset, hvor meget de prøver, når de tænker på situationen.. Men jeg tænker lidt, at hvis man ikke føler smerten for den "rigtige" situation, så vil smerten måske blive ved med at komme, når man oplever noget, der minder om..

Jeg ved ikke lige, om jeg forklarer mig ordentligt.. Jeg er (har været) rigtig bange for at være sur.. Den frygt kan jeg i den aktuelle situation få til at forsvinde, hvis jeg observerer den og bare lader den være i stedet for at prøve at "trøste" mig selv, fokusere på noget andet o.lign.. Men hvis jeg ikke tager fat om roden og finder ud af, hvorfor jeg har den frygt, og hvad der er "sket" med mig, der gør, at jeg overhovedet har den frygt, så kan jeg måske få frygten i den enkelte situation til at forsvinde, men alligevel vil den  komme frem igen i en ny situation, fordi jeg ikke formår at fjerne den fra de oprindelige oplevelser..

Jeg siger ikke, at man absolut må i terapi (selvom jeg ville anbefale alle det), men at man måske ville have godt af at tænke lidt "dybere" for at forstå mekanismerne..

På den anden side, så kan det også være, at man kan blive så god til bare at observere smerten og frygten, at man slet ikke bliver generet af frygten, når man oplever noget, der trigger den.. Og så er man jo alligevel også kommet et langt stykke vej..

Men alligevel vil jeg nu holde fast i, at det optimale vil være, hvis man forstår, hvad den grundlæggende årsag er.. Jeg har bestemt ikke sluppet al min smerte, men jeg kan mærke, at jeg er blevet bedre til at slippe den i nu-og-her-oplevelserne.. Jeg kender egentlig mange af de grundlæggende oplevelser, men det er endnu ikke dem alle, som jeg er klar til/har mod til at slippe..

Jeg ved, at når jeg slipper, så vil jeg rykke langt - men det er svært..

Og i den her forbindelse, så ved jeg jo også, at vi alle har den slags med fra tidligere - og at jeg vil komme til at give mine unger noget med, uanset hvor meget jeg prøver på at gøre det bedste.. Så jeg synes, at det er ret væsentligt også at være opmærksom på, at bare fordi vi forstår, hvad der er sket, så er det ikke et spørgsmål om skyld, og hvem der har gjort hvad i mod os.. Det er blot et spørgsmål om sammenhænge.. Og sådan tænker jeg også i forhold til mine egne børn.. Hvad de end måtte komme til at "rode med" i deres hoved, så er det ikke min skyld.. Det kan være pga. mig, men jeg er ikke skyldig..

Og det er nok ret vigtigt at huske - både som forældre og (voksne) børn..

Hvis man lægger al tale om skyld til side, så bliver det nok også nemmere at turde at forstå..