Ro

Jeg så en pige fjolle ud over det sædvanlige, en dag jeg cyklede hjem fra arbejde.. Men hun havde det ikke sjovt..! Hun kæmpede for at få ro indeni.. Det slog mig lige der, at det er det, vi alle kæmper for.. Ro..

Jeg kæmper for ro ved at få andre til at grine og vise at de forstår mig.. Andre kæmper på en anden måde.. Er konfliktmæglere, lever det perfekte liv, er intellektuelle osv.. Og alligevel er vi allesammen i samme båd.. Vi ønsker at have ro inden i os.. Men får vi ro, når vi kæmper sådan..? Jeg tror det ikke.. Det er en meget utilfredsstillende ro, vi føler, når vi skal gøre os sådan umage.. Og det er en meget skrøbelig ro.. For hvad når andre ikke griner af min joke..? Hvad hvis ingen i hele verden forstår mig..? Så forsvinder den skrøbelige ro..

Men kan vi så aldrig nogensinde få en ro, som vi kan være trygge ved og stole på, uden at vi skal kæmpe..? Jeg tror det.. Heldigvis.. Men jeg tror også, at det kræver, at vi undersøger, hvorfor vi har brug for det, vi har brug for, for at finde ro.. Hvad er det, der er sket med mig fx, der gør, at jeg kun kan finde ro med mig selv, hvis andre synes, at jeg er sjov..? Det er først, når jeg forstår, hvorfor det giver mig ro, at jeg kan gøre noget ved det..

Jeg tror, som en anden Freud, at svarene oftest kan findes i barndommen.. Som mor ved jeg, at man altid vil gøre det bedste for sine børn, og det skal alle forældre holde fast i - også når deres børn begynder at udforske deres barndom for at finde ro.. Det håber jeg inderligt også, at jeg kan holde fast i, når det forhåbentligt er mine børns tur til at søge efter roen.. For selvfølgelig gør jeg noget "ved" dem, som giver dem nogle ar og som de skal passe og pleje for at kunne finde den skrøbelige ro.. Det kan ikke undgåes - men jeg håber også, at jeg giver dem mod og selvværd til at turde lede efter en mere "ægte" ro..

Det er mit allerstørste ønske for mine børn, mig selv og alle andre.. At de søger og finder deres indre, upåvirkelige ro..