Skal eller vil?

Lige liiiidt mere om den problematik..

Med forbehold for at jeg projicerer en masse af mine egne følelser over i de mennesker, jeg møder, så synes jeg ret tit, at jeg støder på den problematik.. De mennesker jeg møder, som kæmper med problemer som psykisk sygdom og misbrug, giver ofte mere eller mindre direkte udtryk for, at det er en problematik, der fylder meget hos dem, og som måske endda til dels ligger til grund for deres problemer..

Selv var jeg vist ret tæt på depressionen, fordi mit sind nægtede at finde sig i alle de skal'er.. Og jeg møder ofte nogen, som har det på samme måde, og som er blevet "syge" af det..

Men hvad er sygt..? Ja, vi er enige om, at psykisk sygdom og misbrug fx ligger uden for "normalen".. Men er det virkelig så sygt at reagere på en masse urimelige krav, som er blevet bygget op inde i ens hoved - og ude i samfundet, eller er det sygt slet ikke at reagere på dem og bare føje sig..?

Jeg har oplevet at sidde overfor en kvinde, som nok ville betegnes som rigtig, rigtig syg og tænkt, at jeg faktisk godt forstod hende, og at jeg syntes, at hun var stærk.. At hendes sind og krop sagde fra..

Det afgørende bliver jo så, at man får forståelsen for, hvad det er der sker inden i - hvorfor sindet siger fra - for at kunne få det bedre igen.. Jeg tror fuldt og fast på, at vi bliver nødt til at indse, at vi ikke skal noget som helst..

Fx var det først da min terapeut gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke var nødt til at studere, men at jeg kunne vælge - det krævede så lidt overbevisning at få mig til at tro på dét - at jeg kunne jeg slappe af - og studere.. Det blev aldrig helt godt, og det er først efter, at jeg er færdig med det, at jeg kan læse en fagbog og rent faktisk forstå og huske, hvad det er, der står.. Førhen skulle jeg, og så kunne jeg ikke.. Nu vil jeg, og så bliver det hele sgi noget nemmere.. Det har virkelig været en befrielse for mig at indse det.. Jeg føler mig fri nu i forhold til det.. Jeg har gået i skole i nærmest 20 år - og jeg har altid følt, at jeg gjorde det, fordi jeg skulle.. Tænk hvor klog, jeg var blevet, hvis jeg bare havde villet..

Robert M. Pirsig beskriver i "Zen og kunsten at reparere en motorcykel", hvordan et universitet ville se ud, hvis der pludselig ikke blev givet karakterer.. (Bær lige over med mig, hvis jeg ikke gengiver helt korrekt, for jeg kan sgi ikke lige finde bogen..) Mange ville falde fra, fordi man alligevel overhovedet ikke kunne bruge studiet til noget.. Én ville måske komme på et mekanikerværksted.. Hvis det passede ham, ville han blive der og få et godt liv som mekaniker.. Hvis han pludselig begyndte at fatte interesse for de noget mindre maskindele, og hvordan de egentlig fungerede, så ville han måske få lyst til at studere for at få mere viden.. Han ville søge tilbage til universitet for at forfølge sin lyst til at lære, og han ville gå op i sit studie med hud og hår - fordi det var noget, han ville.. Det ville være lige meget med karakterer, for han ville gerne bare lære.. Og det er jo det samme, som Neil beskriver i Summerhill.. At børnene skal afklimatiseres fra deres modstand mod alt det, de skulle i deres gamle skole, så de kan finde deres lyst og vilje til at lære i stedet..

Jeg tror, at når vi reagerer på vores liv ved at blive syge, så kan det være den største mulighed for at få et endnu bedre liv.. I vores samfund ser vi bare ikke denne mulighed og denne styrke.. Og folk bliver ved med at være syge - hvis pillerne da ikke virker, og de kan komme tilbage og "fungere", som de gjorde før..