De gamle vaner - og den nye energi..

Ja, jeg er tilbage.. I lidt bedre humør end sidst.. ;o)

Jeg mærker min nye energi igen.. Men jeg kan godt have lidt svært ved at håndtere den.. Hvad gør man, når hele brystet er ved at sprænges af energi.. Ikke nødvendigvis "aktivitets-energi", men bare nærværende energi, kærlighed eller whatever, man vil kalde det..

Det føles som om, at energien kæmper imod mine gamle vaner.. Mine to stemmer.. Den ene, som bliver så glad, når jeg har energi og gør noget, fordi så er jeg god.. Den anden, som trækker hårdt i den anden retning for at sikre sig, at jeg ikke er god for andres skyld.. Lige for tiden er det vist den sidstnævnte, der "vinder".. At jeg ikke rigtigt får brugt al min energi konstruktivt.. Men den vinder ikke som førhen.. Jeg sidder ikke bare og sumper i sofaen af frygt for at kunne komme til at lave noget, andre ville synes var godt.. Men det er som om, jeg er blevet vant til, at det er "farligt", når jeg laver noget.. At risikoen for, at jeg forsvinder i det er til stede.. Og det er den jo også, og derfor er jeg også glad for den sidste stemme..
Den har hjulpet mig til der, hvor jeg er nu.. Og jeg er egentlig også glad for, at de begge forsat er på mærkerne.. Måske mest den sidste.. Men jeg må få fortalt dem (jeg ér altså helt normal), at jeg kan passe på mig nu.. At jeg sætter pris på, at de også forsøger at passe på mig, men at de ikke skal være bange mere.. Jeg er her..

Det er som om, at vanerne sidder i kroppen - og det gør de jo nok også.. Når jeg tænker, at jeg vil ordne et eller andet.. Så stopper kroppen op af frygt: "Har du styr på det her Malle?" Og helt ærligt, jeg ved det ikke, men jeg ved, at hvis jeg ikke har, så skal jeg nok blive mindet om det.. Og tage fat igen - fra bunden..

Måske jeg bare skal prøve at kaste mig ud i det.. Men stemmerne skal stadig indimellem beroliges.. Jeg passer på mig selv nu..





edit:

Jeg kan se nu, at det faktisk er to forskellige "problemer" mht. min nye energi:

1. Det jeg har skrevet om her - om at gøre noget aktivt

2. Og faktisk mere uforståeligt for mig.. At jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af den energi, der ikke er "aktivitets-energi".. Altså selvfølgelig kan den jo bare have lov at være der, og det får den også lov til, men det er som om, at jeg bliver rastløs.. Kan jeg bruge den til noget..? Eller skal jeg bare nyde den..?

Børn og døden

Jep, et tungt emne - og det har jeg lige haft oppe med min ældste søn på snart fire år..

"Mor, skal alle dø?"
"Hvad sker der, når man dør?"
"Jeg skal ikke dø, vel mor?"
"Kan børn dø?"
"Hvad med far - hvornår skal han dø?"
- og mange flere spørgsmål..

Som jeg alle svarede ærligt på - efter lidt betænkningstid.. Og så blev jeg jo så også lige reddet på målstregen af min egen uvidenhed omkring døden ved flere af spørgsmålene.. Jeg kunne helt ærligt svare: "Det ved jeg ikke.."

Et af mine ønsker for mine børn er, at de får det ok med døden.. At det er en del af livet.. Jeg har tidligere skrevet, hvordan jeg ønsker det for mine børn, hvis jeg dør, og at jeg nogle gange ville ønske, at vi alle sammen var lidt mere bevidste omkring, at døden er en mulighed - nu..

Jeg kunne have svaret min søn, at det skulle han ikke bekymre sig om.. Men lader man være med at bekymre sig af den grund..? Og bliver det så ikke bare en fortrængt bekymring, lige som mange af os andre går rundt med..? For vi er jo ikke dumme - bare bange..

Jeg kan på ingen måde beskytte min søn imod at opleve døden.. Jeg vil ikke skræmme ham, men jeg vil heller ikke pakke ham ind i en dyne, hvor han tror, at alt altid vil være godt.. Han kan miste mig imorgen.. En ven i børnehaven eller nogle andre.. Og jeg vil ikke, at han oven i sin sorg skal begynde at spekulere på, hvorfor hans mor ikke har været ærlig overfor ham..

Men det er filme hårdt at ligge og fortælle sit barn om livets skrøbelighed.. Og samtidig på en eller anden måde også livsbekræftende..

Da han fik at vide, at nogle troede på, at man kom i himlen, svarede han tørt: "Ja, men det passer ikke.. Man bliver bare begravet.."

Da han fik at vide, at man bliver begravet i en kiste, spurgte han, om man også kunne dø i sit eget land.. For der er jo ingen skatte.. Ingen skatte - ingen skattekiste, og så kan man ikke blive begravet.. ;o)

Han har aldrig mødt sin afdøde farfar, og det er han nogle gange ked af.. Lige idag syntes han, at det var snyd, at hans far havde nået at sige farvel til ham..

Det er mange store tanker for sådan et lille hoved.. Men jeg vil ikke stoppe dem.. Døden er en del af livet, og hvis vi ser den i øjnene, så tror og håber jeg på, at det bliver nemmere at leve livet fuldt og helt..

Mere om selvtillid

Ja, jeg skriver lige lidt mere om det, og hvis nogen har nogle tanker om det, vil jeg meget gerne høre dem.. Det har lige brug for at blive bumlet på plads inde i mit hoved, og det kan hjælpe lige at blive udfordret lidt..

Nå, men jeg vendte det lige meget hurtigt med kæresten, og han syntes, at det lød som om, at man blev følelseskold, hvis man bare var ligeglad.. Og at man måske bare var ligeglad, fordi man havde nok selvtillid til at være ligeglad..

Jeg har også tænkt over det med at være følelseskold, men det tror jeg altså ikke, at man bliver.. Det mærkes ikke sådan.. Men i et samfund, hvor vi går så meget op i, hvad andre tænker og mener om os, vores tøj, vores hjem osv., ja, så kan det virke lidt "ved siden af", hvis man pludselig bliver ligeglad med det - for hvad er der så tilbage..? Men der ér jo noget tilbage.. Der er masser tilbage.. Jeg kan give meget mere til mine medmennesker, når det lag er skrællet af, og jeg ikke behøver at bruge energi på det.. Det er rigtig svært at forklare, for nogle gange tænker jeg også tanken, om det er følelseskoldt.. Men der ligger så meget andet derinde også, som blot bliver skjult, når vi bruger så meget energi på andre menneskers meninger.. Og når det bliver fundet frem, så er der masser af følelser tilbage.. Det er bare nogle nye og anderledes følelser, som man bare lige skal lære at kende først.. Men de er gode nok..

Men når de følelser overtager, så er det, at jeg tror, at selvtillid bliver ikke-eksisterende og unødvendigt.. Jeg så lige Trinni og Susannah.. De sagde, at det var dejligt, at kvinderne havde fået så meget selvtillid, at de turde at argumentere med dem i tøjvalget.. Jeg nåede lige at gå tilbage i vanetænkningen og tænke, at nå ja, man bliver jo nødt til at have selvtillid for at kunne sige fra.. Men derefter gik jeg til den nye tænkning.. Nej, hvis kvinderne havde været frie, havde de ikke haft nogen frygt for, hvad de to kvinder ville synes om dem, om de ville være enige osv., hvis de sagde, hvad de mente, og de ville ikke have haft brug for selvtillid.. De ville slet ikke tænke over, om det var i orden at argumentere.. De ville bare sige lige præcis, hvad de syntes, bare fordi de syntes det - uden nogle frygt-følelser til at mudre det hele til..

Fik jeg sagt, at jeg virkelig gerne vil høre andres tanker om det her med selvtillid..? ;o)

En million ting - cirka

Idag er der ikke rigtigt nogen rød tråd inde i mit hoved, før jeg skriver.. Jeg synes, at jeg har en million ting, der tumler rundt derinde, så nu må nogle af dem lige ud..

Folk der slår deres børn; folk der prøver at begå selvmord; psykisk syge, der måske bare reagerer på et sygt samfund; piller til de psykisk syge; folk der elsker at være dygtige og hjælpsomme - for at de kan FØLE sig dygtige og hjælpsomme; børns opvækst, og hvordan vi ændrer dem; dem som gerne vil selvudvikle sig, og hvor de ender henne - bliver de også syge? - og sikkert mange andre ting..

Sådan nogle tanker fylder mit hoved - nogle dage mere end andre, og i dag var en fyldt dag, kan man vist godt sige - for alle de ovenstående emner har taget plads i mit hoved.. Desværre er alle emnerne også nogen, jeg er stødt på idag.. Den sidste kun i form af mig selv, der nogle gange undrer mig over, hvor alt det her tænkeri skal føre mig hen, og om jeg kan "holde til det" i længden.. Det kan virkelig, virkelig være hårdt at føle, at man har fat i noget af det rigtige - men man kan ikke rigtigt være helt sikker på, at det overhovedet er rigtigt, og det er ikke noget, man bare lige kan dele ud af; man må se på folk, som er fanget i nogle mønstre, som ikke gør noget godt for dem selv og deres nærmeste uden at kunne dele, hvad man tror er løsningen..

Jeg nærmer mig mere og mere et sted, hvor jeg tænker, at jeg gerne vil være terapeut.. Der er ikke noget mere frustrerende end at sidde over for et menneske, som man så gerne vil hjælpe videre og så gætte sig frem til, hvad man skal sige.. Jeg taler jo altid med min fornuft, men det er filme svært, fordi tænk, hvis jeg tager fejl.. Men okay, jeg tror nu også, at de læger, som giver dem 50 piller om dagen, også tager fejl.. Men hvis bare jeg vidste, hvordan man gjorde - sådan rigtigt.. Det vil jeg lære..

Jeg kan jo ikke skrive om alle emnerne idag, og jeg er måske også bare for fyldt til overhovedet at kunne skrive om ét af dem..

Jeg kan måske sparke mig selv igang med et citat fra "Terningemanden" - en psykiater, som overlader alt til tilfældighederne for at udslette sit jeg..

"... jeg måtte spekulere over, hvad der sker med ethvert menneske i de to årtier mellem 7 og 27, når en killing forvandles til en ko. Hvorfor syntes børn så ofte at være spontane, glade og koncentrerede, mens de voksne virkede styrede, angstfyldte og ejendommeligt diffunderede?"

Et udmærket spørgsmål, synes jeg..

Eller dette, som også handler om frygt:

"Jeg så dengang for første gang klart, at frygt for fiasko holder os indespærret i jeg'ets hule - en gruppe adfærdsmønstre, vi har tilegnet os og af frygt for fiasko ikke har til hensigt at opgive."

"Fra vi er børn og som voksne bursætter vi os i mønstre for at undgå at møde nye problemer og mulig fiasko; efter en vis tids forløb keder de voksne sig, fordi der ikke er nye problemer. Sådan er livet under frygten for fiasko.

Hav fiasko! Tab! Vær slet! Spil, løb risiko, drist dig!"

Jeg er bestemt ikke enig i alle hans betragtninger, men jeg synes alligevel, at han har fat i noget.. Han fandt zen før, han gik igang med at rafle og lade terningerne bestemme, men det fandt han også kedeligt.. Man kan spørge sig selv, om det mon bliver kedeligt.. Jeg kan nemlig også godt lide lidt drama ind imellem, men hvis jeg tænker helt ærligt, så er det faktisk blevet meget mindre på det sidste.. Og jeg er spændt på, om jeg stadig vil synes, at livet er interessant, hvis jeg opnår min frihed, og derfor ikke ønsker at lade mig rive med af lidt drama ind imellem..

Hvis jeg havde et ønske, ville jeg ønske, at alle mennesker blev frie fra deres bånd, så vi alle sammen bare kunne være.. Det lyder måske højtravende, men flere gange på en dag ville jeg ønske, at jeg stod med en tryllestav i hånden.. Det er så sørgeligt, som vi er styret af vores forskellige frygt.. Frygt for ikke at slå til, frygt for, at vi ikke er gode nok, frygt for at vi ikke er specielle nok, frygt for at skille os for meget ud, frygt for at andre skal synes, at vi er dumme, tykke, grimme, for højtråbende, for stille osv. osv. osv.. Tænk hvis vi bare kunne være - alle sammen - så ville vi alle sammen slå til, vi ville alle sammen være gode nok, alle ville være, ligesom de ville have det bedst..

In my dreams..

At holde sit hjerte åbent - en lang rejse

For otte år siden startede jeg hos min første terapeut. Min kæreste og jeg var gået fra hinanden, og jeg kunne på en eller anden måde mærke, at jeg måtte gøre noget her - for ikke at komme til at blive ved med at bruge mit liv på den måde. I terapitimerne fik jeg pludselig sagt hej til mine indre stemmer, og det har været en kæmpe del af processen, at jeg blev opmærksom på, at jeg rent faktisk havde en stemme, som modarbejdede mig i forhold til at få det rigtig godt..

Jeg har arbejdet on-off på det i mange år.. Mest uden terapeuthjælp, men det er det, der af flere omgange har givet mig skubbet til lige at rykke mig lidt videre..
Jeg har i mit hoved brugt beskrivelser som "stemmen", at jeg kunne være tændt og slukket, og jeg har følt nogle ting i min krop og i mit hjerte, som jeg ikke har hørt om før, men som bare har givet rigtig meget mening for mig.. Jeg har kunnet mærke friheden - og det modsatte - i mit eget hjerte..

For fem uger siden blev jeg "slået hjem".. En oplevelse gjorde, at jeg måtte slukke, fordi jeg ikke kunne håndtere det.. Jeg VILLE ud på den anden side igen, og jeg begyndte at læse nogle bøger, som, man nok vil sige, omhandler spiritualitet.. Her mødte jeg alle mine egne beskrivelser.. At vi alle har en indre stemme, at man kan være åben og lukket osv.. Allervigtigst var det, at

Der er ikke nogle af livets oplevelser, der er værd at lukke hjertet for..

Jeg må erklære mig fuldstændigt enig.. Men det er svært, og det sker - som i de foreløbne dage, Som I har kunnet læse, at jeg ikke har formået det.. Det er de helt små ting, som jeg pludselig lukker ned pga.. En borger, der ikke taler pænt til mig, et præstationspres fra mig selv omkring at nå alting - godt, osv..

Men jeg VED, at de ikke er værd at lukke hjertet for.. Inden min oplevelse, der oplevede jeg, hvad det vil sige, at have et åbent hjerte.. Energierne suser igennem, og man svæver bare med..

Jeg har gjort meget for at forstå, hvorfor jeg har reageret, som jeg har gjort, og hvorfor jeg har haft brug for, at folk fx skulle kunne lide mig og respektere mig.. Jeg ved ikke, om det er nødvendigt, men det har hjulpet mig langt i forhold til at give slip på de følelser, at jeg har forstået dem.. Jeg har forstået, hvor min frygt kom fra (jeg var bange for ikke at blive elsket), og på et eller andet tidspunkt har jeg set den frygt i øjnene.. De to forfattere, jeg indtil videre har læst om emnet, er enige om, at det, man frygter, kun er slemt, indtil man ikke frygter det mere.. Når du giver slip på frygten, så vil du opleve, at det slet ikke var så farligt endda, og at det for langt de fleste tilfælde kun er et tankespind vi laver, for at føle at vi har kontrol..

Alt bliver først okay, når du er okay med alt

Og I må tro mig, at man kan blive okay med alt.. Det er en fantastisk følelse.. Det er på ingen måde at sammenligne med apati, men det er en følelse af, at det vitterligt ér ligegyldigt i det store hele, om der er rodet i hjemmet, om man kommer til tiden, om andre mennesker opfører sig tosset overfor én osv..

Det, der så også er så smadder interessant, er, at når man så først er blevet okay med alt - eller sådan var det i hvert fald for mig, som ikke kunne finde ud af at rydde op osv. - så får man lyst til at rydde op, til at komme til tiden osv.. Det, der altid før har været noget, jeg burde og skulle, er nu, noget jeg vil.. Jeg er overbevist om, at jeg selv træffer alle mine valg i livet.. Der er ikke noget jeg skal.. Men der er rigtig, rigtig mange ting, jeg vil.. Og de ting får mere og mere plads, fordi jeg ikke skal bruge så meget energi, på det jeg burde..

Jeg er ikke endnu, hvor jeg kan nå hen.. Jeg har også været længere, end jeg er nu - og derfor roder mit hjem også lige for tiden; det har jeg desværre ikke valgt bevidst.. Men jeg ved, at jeg nok skal komme derhen igen - og længere endnu.. Og jeg glæder mig.. Det er vitterligt det bedste sted på jorden, man kan være.. Inde i sig selv..