Ligegyldig selvtillid

Jeg prøver at skrive det idag, men hvis jeg ikke bliver tilfreds (fordi hjernen ikke lige kører i hurtigste gear, så må I bære over med, at jeg skriver det på en anden måde en anden dag) Men det er nogle tanker, som, jeg føler, er vigtige at få ud..

Jeg tænker meget selvværd og selvtillid i forhold til mine børn.. Jeg prøver ikke at sige for meget, at de er dygtige, fordi jeg helst ikke vil have, at de tror, at det er afgørende - at de er dygtige.. Jeg er rigtig dårlig til at lade være, og samtidig så vokser de også op i et samfund, som er så mega konkurrencepræget og fokuseret på handlinger, at de selvfølgelig ikke kan undgå at møde det - hver dag..

Jeg har egentlig altid troet, at det var ideelt at have høj selvtillid, men i det sidste stykke tid er jeg begyndt at tænke på, om man overhovedet behøver at have nogen som helst form for selvtillid.. For mig hænger det hele sammen... Den betingelsesløse opdragelse, det åbne hjerte, det frie menneske og den ikke-eksisterende frygt.. Og nu tror jeg, at det giver mening for mig i forhold til selvtillid..

"Et menneske defineres af sit publikum (i ordets udvidede betydning): af de personer, institutioner, forfattere, illustrerede blade, filmhelte og filosoffer, af hvilke det forestiller sig at blive hyldet eller fordømt."
Luke Rhinehart, Terningemanden

Prøv lige at læse det citat igen..

Jeg tror, at det er et virkeligt afgørende citat.. Og jeg kan mærke, at det er fuldstændigt rigtigt i forhold til mig, og det jeg har tumlet med.. Da jeg begyndte at lægge mærke til min stemme i hovedet, som inden da også havde været dominerende i mange, mange år, så var det netop det, den gik op i.. Hvad andre ville synes, om det jeg gjorde.. Også netop måske en person, som jeg slet ikke kendte eller en institution.. Det var ofte personer, jeg havde idealiseret, som jeg skulle leve op til.. Og som enten kunne hylde eller fordømme, det jeg gjorde.. At det var flot, hvis jeg gik en tur i skoven - og ville blive hyldet; eller det var for dårligt, at jeg ikke lige kunne finde mine nøgler - og ville blive fordømt..

Jeg er næsten fri for det nu..

Og derfor tror jeg, at jeg begynder at kunne mærke, at hvis man er fri på den måde, så er det jo egentlig ligegyldigt med selvtillid.. Hvis det ikke er afgørende, om man bliver hyldet eller fordømt, så behøver man ingen tillid til, at man kan gøre noget godt eller rigtigt.. Det er jo ligemeget, hvordan man gør tingene..

Prøv virkelig at tænke over det, for det er så indgroet i os, at det er vigtigt, at vi tror på os selv, og det er nærmest det vigtigste i det her samfund.. Med høj selvtillid kommer man langt.. Og måske er det også derfor, at der fx findes så mange dårlige chefer.. Selvtilliden er i top, men hvad med selvværdet og mennesket indeni..?

Jeg har nemlig prøvet at tænke det samme om selvværdet, men det er jeg indtil videre nået frem til stadig har en afgørende rolle.. Det er den følelse af, at uanset hvad, så er man ok.. Og måske er det ligefrem det modsatte af selvtillid.. Selvtillid - man tror man kan, og det er vigtigt.. Selvværd - det er ligemeget, om man kan..

Selvværdet er det, jeg mener, sidder inde i hjertet.. Det værd, som aldrig nogensinde ændres, uanset hvad der sker.. Og det er også derfor, at jeg mener (og Kohn mener), at vi kan give vores børn selvværd ved at vise dem, at de er gode nok uanset hvad.. Om de skriger, slår, sparker, er "uartige" osv.. Så er de altid det samme værd - og det samme barn..

Nu hvor tankerne er kommet ned, så er jeg blevet endnu mere overbevist om, at det er sådan det hænger sammen.. Man behøver ikke selvtillid, hvis man er fri.. Og jeg tror ikke, at man skal være bange for, at tingene ikke bliver gjort ordenligt, bare fordi det i princippet er ligegyldigt, hvordan man gør tingene.. For et frit menneske, vil gøre alt så godt som muligt.. Uden at sigte i mod det, men bare fordi det er frit..

Og hvor er det trist, at vi er så fokuserede på, hvad vores børn kan og gør - jeg selv inklusive.. Hvorfor filan er det så vigtigt..? Hvorfor kan vi ikke bare sætte dem fri med det samme..? Hvorfor skal de indordne sig under vores syge samfund, og når de så er blevet voksne, så kan man håbe, at de også har fået nok selvværd til at stritte imod..?