Nu har jeg jo læst en del bøger, som man ville kalde spirituelle.. Så kom jeg på det kursus i emotionsfokuseret terapi, som fik mig til også at se lidt mere "videnskabeligt" på det, og nu er jeg så i gang med bogen "Medfølelse og mindfulness. Fra selvkritik til selvværd".
Her skrives der om evolution, hvorfor vores hjerne- og tankemønstre har udviklet, sig som de har, og hvilke store udfordringer, der er i det for os..
Vi har i følge forfatteren en gammelhjerne/-sind og en nyhjerne/-sind, hvor nyhjernen er noget vi har udviklet igennem evolutionen.. Disse "to hjerner" i kombination giver netop de udfordringer, som også beskrives i de spirituelle bøger.. At vi tænker for meget over, hvad andre tænker, om vi hører til, at vi glemmer at være i nuet osv.. At vores samfund er fuldstændigt forkert bygget op i forhold til, hvordan vi kan få mest ud af det.. Og her snakker vi ikke om effektivitet men om kærlighed og medfølelse, om samarbejde og glæde.. Jeg tror jo så personligt på, at effektiviteten følger i kølvandet..
Nå, men det er sgu da interessant, at en "ting" som dette kan beskrives på så mange forskellige måder, alt efter hvem der beskriver.. Det er jo stort set præcist det samme, de skriver, men forklaringerne er forskellige.. Jeg tror på, hvad de skriver - jeg mærker det jo - og jeg tror, at de alle har ret.. Sådan mere eller mindre.. Men hvem har den rigtige forklaring..? Og er det vigtigt..?
Som akademiker har jeg stor tilbøjelighed til at være til fals for akademiske henvisninger, forskning osv., men samtidig tænker jeg også, at der er så mange mennesker, der mener, at de har oplevet noget "uvidenskabeligt" - kan det virkelig bare være opspind..?
Men okay, det skader vel heller ikke at blande de forskellige forklaringer og syn på det.. Jeg tror på, at de alle beskriver det samme - bare med forskellige ord, og så tror jeg heller ikke, at fanatisme er godt i denne sammenhæng.. At man fx kun tror på det, der beskrives som spirituelt/videnskabeligt.. Det er der jo, uanset hvordan vi beskriver det..
Bare nogle tanker - for jeg tror sgu, at det hele hænger sammen.. Uanset hvordan vi beskriver det..
mandag den 28. marts 2011
søndag den 20. marts 2011
Jeg aner en sammenhæng..
Spørgsmålet er bare, om jeg kan få den skrevet ned..
Jeg har skrevet om at give slip på sine følelser, jeg har skrevet om, at have et åbent hjerte, jeg har skrevet om at være anerkendende overfor sine børn, og jeg har skrevet om frygt og meget andet..
Jeg var på et kursus i emotionsfokuseret terapi for omkring en måned siden.. Her var det som om, at nogle flere brikker faldt på plads.. Det er en terapiform, som fremfor alt indeholder empatisk lytning.. Det er følelserne, det handler om, og det er følelserne, der skal frem..
Der findes groft opstillet tre former for følelser:
1. De tilpassede (altså de naturlige)
2. De utilpassede
3. De instrumentale
Et eks. på de utilpassede følelser kan fx være, hvis man bliver vred, hvis nogen siger, at de elsker én.. Det kan der være mange årsager til, at man bliver.. Måske hvis man tidligere har oplevet afvisning fra en man elskede.. Den tilpassede følelse ville her være fx glæde.. Alle vores utilpassede følelser opstår fra et grundlag, der hedder frygt og skam..
Et eks. på de instrumentale følelser kan være, at man ønsker at blive set og hørt, og derfor går og sukker hele tiden.. Man signalerer, at der er noget galt, og forsøger at bruge følelserne som et "instrument".. Det er ikke på en manipulerende måde, de skal ses denne form for følelser, men det er nogle følelser, som bliver vist - måske som en sidste udvej for netop at blive set..
Nå, men alle de her følelser skal altså frem i denne form for terapi.. Terapeuten anerkender og spejler de følelser, der kommer frem, samtidig med at han/hun leder efter tegn på andre følelser, der måske fx gemmer sig bag de utilpassede.. Terapeuten byder ikke ind med noget, som han ikke ser hos klienten.. Men ved hele tiden at fokusere på klientens følelser og ved hele tiden at anerkende, rumme og spejle dem, så bliver der plads til, at de følelser kan få lov til at være der, og de kan transformeres til de tilpassede følelser..
"What wires together, fires together"
Det kan også undersøges, hvorfor de utilpassede følelser opstår.. Citatet ovenfor forklarer, hvorfor gamle oplevelser i fx barndommen kan få os til at handle og føle uhensigtsmæssigt i vores voksne liv.. At vores neuroner husker.. Når vi oplever noget, som bare minder om, en oplevelse, som har "gjort noget ved os", så tænder de gamle følelser.. Som fx at blive vred, når man får at vide, at man er elsket.. Det er en følelse, som er til for at beskytte os, og som har været god for os engang, men når den bliver ved med at dukke op i andre situationer, så bliver den uhensigtsmæssig..
Ved at man i terapien kan komme helt ind i de gamle følelser vha. bl.a. empatisk lytning, så åbner det muligheden for at give slip på følelsen.. Og at den gamle følelse kan transformeres til en følelse, som er tilpasset de oplevelser man har i nutiden..
Sammenhængen
Så altså jeg ser en kæmpe sammenhæng.. Så kan man kalde det spiritualitet, psykologi, neurologi eller whatever..
Vi skal have lov til at være - vi skal give os selv lov til at være.. Vores følelser er ikke farlige, og hvis de får lov til at være der, så kan vi slippe dem - og vi kan have nye tilpassede følelser, når vi oplever en ny situation.. Det er det, jeg vil tro, at en spirituel leder som Eckhart Tolle vil kalde at være i nuet..
Og det gælder også for vores børn.. Deres følelser er ikke farlige (og det ville vi vide og i særdeleshed føle, hvis vi selv var frie), og hvis de får lov til at være der og anerkendes, så kan vi hjælpe dem til, at de fleste følelser de har, når de bliver voksne, er de tilpassede - at de bliver frie..
Fordi jeg har gengivet nogle af de ting, jeg fik med mig hjem fra kurset, kommer det jeg har skrevet til at stå meget bombastisk - som om, at det er sandhedEN.. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det er, men det er noget, som giver virkelig god mening i mit hoved, og som passer virkelig godt til mange af de andre ting, jeg tænker, tror og føler..
Jeg har skrevet om at give slip på sine følelser, jeg har skrevet om, at have et åbent hjerte, jeg har skrevet om at være anerkendende overfor sine børn, og jeg har skrevet om frygt og meget andet..
Jeg var på et kursus i emotionsfokuseret terapi for omkring en måned siden.. Her var det som om, at nogle flere brikker faldt på plads.. Det er en terapiform, som fremfor alt indeholder empatisk lytning.. Det er følelserne, det handler om, og det er følelserne, der skal frem..
Der findes groft opstillet tre former for følelser:
1. De tilpassede (altså de naturlige)
2. De utilpassede
3. De instrumentale
Et eks. på de utilpassede følelser kan fx være, hvis man bliver vred, hvis nogen siger, at de elsker én.. Det kan der være mange årsager til, at man bliver.. Måske hvis man tidligere har oplevet afvisning fra en man elskede.. Den tilpassede følelse ville her være fx glæde.. Alle vores utilpassede følelser opstår fra et grundlag, der hedder frygt og skam..
Et eks. på de instrumentale følelser kan være, at man ønsker at blive set og hørt, og derfor går og sukker hele tiden.. Man signalerer, at der er noget galt, og forsøger at bruge følelserne som et "instrument".. Det er ikke på en manipulerende måde, de skal ses denne form for følelser, men det er nogle følelser, som bliver vist - måske som en sidste udvej for netop at blive set..
Nå, men alle de her følelser skal altså frem i denne form for terapi.. Terapeuten anerkender og spejler de følelser, der kommer frem, samtidig med at han/hun leder efter tegn på andre følelser, der måske fx gemmer sig bag de utilpassede.. Terapeuten byder ikke ind med noget, som han ikke ser hos klienten.. Men ved hele tiden at fokusere på klientens følelser og ved hele tiden at anerkende, rumme og spejle dem, så bliver der plads til, at de følelser kan få lov til at være der, og de kan transformeres til de tilpassede følelser..
"What wires together, fires together"
Det kan også undersøges, hvorfor de utilpassede følelser opstår.. Citatet ovenfor forklarer, hvorfor gamle oplevelser i fx barndommen kan få os til at handle og føle uhensigtsmæssigt i vores voksne liv.. At vores neuroner husker.. Når vi oplever noget, som bare minder om, en oplevelse, som har "gjort noget ved os", så tænder de gamle følelser.. Som fx at blive vred, når man får at vide, at man er elsket.. Det er en følelse, som er til for at beskytte os, og som har været god for os engang, men når den bliver ved med at dukke op i andre situationer, så bliver den uhensigtsmæssig..
Ved at man i terapien kan komme helt ind i de gamle følelser vha. bl.a. empatisk lytning, så åbner det muligheden for at give slip på følelsen.. Og at den gamle følelse kan transformeres til en følelse, som er tilpasset de oplevelser man har i nutiden..
Sammenhængen
Så altså jeg ser en kæmpe sammenhæng.. Så kan man kalde det spiritualitet, psykologi, neurologi eller whatever..
Vi skal have lov til at være - vi skal give os selv lov til at være.. Vores følelser er ikke farlige, og hvis de får lov til at være der, så kan vi slippe dem - og vi kan have nye tilpassede følelser, når vi oplever en ny situation.. Det er det, jeg vil tro, at en spirituel leder som Eckhart Tolle vil kalde at være i nuet..
Og det gælder også for vores børn.. Deres følelser er ikke farlige (og det ville vi vide og i særdeleshed føle, hvis vi selv var frie), og hvis de får lov til at være der og anerkendes, så kan vi hjælpe dem til, at de fleste følelser de har, når de bliver voksne, er de tilpassede - at de bliver frie..
Fordi jeg har gengivet nogle af de ting, jeg fik med mig hjem fra kurset, kommer det jeg har skrevet til at stå meget bombastisk - som om, at det er sandhedEN.. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det er, men det er noget, som giver virkelig god mening i mit hoved, og som passer virkelig godt til mange af de andre ting, jeg tænker, tror og føler..
fredag den 11. marts 2011
En gave at gå psykisk ned..?
Ja, det lyder måske meget provokerende for dem, der har det dårligt psykisk, men jeg tror virkeligt, at der er kæmpe udviklingsmuligheder i det..
Jeg har skrevet om det før, at jeg en dag mødte en, der havde virkeligt mange diagnoser og var virkeligt syg, men at jeg på en eller anden måde så en styrke i hende alligevel.. At hun var stærk.. At hun havde "noget" indeni, som sagde stop.. At hendes liv kunne være bedre, og at "det" ikke ville finde sig i det mere.. Det samme har jeg oplevet med mig selv bare i mindre målestok.. Når jeg ikke lever på den bedste måde, jeg kan, så får jeg det dårligere og dårligere psykisk.. På den måde bliver jeg hele tiden "tvunget" ud i at gøre det bedste for mig selv hele tiden..
Den kvinde jeg mødte, hun har også set styrken nu.. Hun har set, hvad der bl.a. gjorde hende dårlig, og nu kæmper hun r**** ud af bukserne.. Hun kan mærke de ting, som hun hele sit liv har gjort, og som ikke var godt for hende, og nu VÆLGER hun, at det ikke længere skal være sådan..
Der ligger en virkelig lang og hård vej foran de fleste af os, tror jeg, men jeg tænker ofte, at jeg synes, at de psykisk syge eller udsatte er "heldige".. Deres sind siger fra og vil ikke lade sig nøjes..
Heldet løber måske så bare op, når de møder andre mennesker, hvis sind ikke har sagt fra endnu, og som bare mener/tror, at det bedste for dem vil være, at de "kommer tilbage" til, hvor de var engang.. At de skal tilbage til deres gamle liv og gamle mønstre.. Det gik jo så godt..
Men det hjælper IKKE bare at få en pille.. Jeg anerkender, at anti-depressiver for nogle kan være gode til at man lige får næsen lidt over vandet, men det er ikke nok.. Jeg tror simpelthen, at vi bliver nødt til at erkende, at hvis noget har gjort os syge, så er det IKKE det, vi skal tilbage til.. Jeg tror vitterligt ikke, at vi bliver raske af det..
Derimod kan der være nogle mønstre, der skal ændres, nogle oplevelser, der skal bearbejdes, og nogle følelser, der skal føles.. Og SÅ kan vi komme ud på den anden side.. Ikke tilbage men videre..
Jeg har skrevet om det før, at jeg en dag mødte en, der havde virkeligt mange diagnoser og var virkeligt syg, men at jeg på en eller anden måde så en styrke i hende alligevel.. At hun var stærk.. At hun havde "noget" indeni, som sagde stop.. At hendes liv kunne være bedre, og at "det" ikke ville finde sig i det mere.. Det samme har jeg oplevet med mig selv bare i mindre målestok.. Når jeg ikke lever på den bedste måde, jeg kan, så får jeg det dårligere og dårligere psykisk.. På den måde bliver jeg hele tiden "tvunget" ud i at gøre det bedste for mig selv hele tiden..
Den kvinde jeg mødte, hun har også set styrken nu.. Hun har set, hvad der bl.a. gjorde hende dårlig, og nu kæmper hun r**** ud af bukserne.. Hun kan mærke de ting, som hun hele sit liv har gjort, og som ikke var godt for hende, og nu VÆLGER hun, at det ikke længere skal være sådan..
Der ligger en virkelig lang og hård vej foran de fleste af os, tror jeg, men jeg tænker ofte, at jeg synes, at de psykisk syge eller udsatte er "heldige".. Deres sind siger fra og vil ikke lade sig nøjes..
Heldet løber måske så bare op, når de møder andre mennesker, hvis sind ikke har sagt fra endnu, og som bare mener/tror, at det bedste for dem vil være, at de "kommer tilbage" til, hvor de var engang.. At de skal tilbage til deres gamle liv og gamle mønstre.. Det gik jo så godt..
Men det hjælper IKKE bare at få en pille.. Jeg anerkender, at anti-depressiver for nogle kan være gode til at man lige får næsen lidt over vandet, men det er ikke nok.. Jeg tror simpelthen, at vi bliver nødt til at erkende, at hvis noget har gjort os syge, så er det IKKE det, vi skal tilbage til.. Jeg tror vitterligt ikke, at vi bliver raske af det..
Derimod kan der være nogle mønstre, der skal ændres, nogle oplevelser, der skal bearbejdes, og nogle følelser, der skal føles.. Og SÅ kan vi komme ud på den anden side.. Ikke tilbage men videre..
torsdag den 10. marts 2011
Konstateringer frem for ros og kritik..?
Jeg talte med en forleden.. Jeg ønsker jo så vidt muligt, at mine børn skal være frie.. At de ikke skal være afhængige af selvtillid men "bare" vide, at de er noget værd, uanset hvad.. For at nå det mål bruger jeg den anerkendene pædagogik, som jeg før har skrevet om - bl.a. Alfi Kohn har skrevet om det..
Nå, men hende jeg talte med, mente ikke, at man kunne få børn til at være helt frie, fordi så kunne man jo næsten ikke sige noget til dem.. Altså hverken godt eller dårligt.. Forstå mig ret.. Mine børn bliver heller aldrig helt frie (ikke uden at de også selv skal arbejde for det som voksne), for så skulle jeg træffe nogle helt andre valg på deres og mine egne vegne i forhold til det liv, vi lever.. Men hypotetisk set.. ;o)
Nå, men så er det, at jeg tænker, at hvis nu man ikke fremhæver gode ting som ros og dårlige ting som kritik, så betyder det jo ikke noget.. Det er også sådan, jeg ønsker, at det skal være for mig selv.. At ja, der gjorde jeg noget godt eller var dygtig, og ja, der var jeg sgu godt nok et kvaj - men at det ikke har nogen betydning for, hvem jeg er, og hvad jeg er værd.. Kan man mon ikke også konstatere på den måde med sine børn.. Så man ikke behøver helt at lade være med at kommentere for at de skal være frie, men at man viser dem, at de er lige præcis akkurat så dejlige, når de slår, bider, kalder mig dumme mor, som de er, når de kysser og krammer, dækker bord og taler pænt..?
Det tror jeg altså.. Og det ér vel egentlig også det, at den anerkendende pædagogik søger.. At man bare anerkender (konstaterer måske), hvordan de har det, og så er det det.. Det har ingen værdi i sig selv - det har kun børnene; uanset hvad de gør..
Ja, måske er jeg tilbage.. Jeg har ro, og det er omvendt eksponentielt med mit behov for at skrive.. Så det er jo godt - og lidt ærgerligt for min blog.. ;o)
Nå, men hende jeg talte med, mente ikke, at man kunne få børn til at være helt frie, fordi så kunne man jo næsten ikke sige noget til dem.. Altså hverken godt eller dårligt.. Forstå mig ret.. Mine børn bliver heller aldrig helt frie (ikke uden at de også selv skal arbejde for det som voksne), for så skulle jeg træffe nogle helt andre valg på deres og mine egne vegne i forhold til det liv, vi lever.. Men hypotetisk set.. ;o)
Nå, men så er det, at jeg tænker, at hvis nu man ikke fremhæver gode ting som ros og dårlige ting som kritik, så betyder det jo ikke noget.. Det er også sådan, jeg ønsker, at det skal være for mig selv.. At ja, der gjorde jeg noget godt eller var dygtig, og ja, der var jeg sgu godt nok et kvaj - men at det ikke har nogen betydning for, hvem jeg er, og hvad jeg er værd.. Kan man mon ikke også konstatere på den måde med sine børn.. Så man ikke behøver helt at lade være med at kommentere for at de skal være frie, men at man viser dem, at de er lige præcis akkurat så dejlige, når de slår, bider, kalder mig dumme mor, som de er, når de kysser og krammer, dækker bord og taler pænt..?
Det tror jeg altså.. Og det ér vel egentlig også det, at den anerkendende pædagogik søger.. At man bare anerkender (konstaterer måske), hvordan de har det, og så er det det.. Det har ingen værdi i sig selv - det har kun børnene; uanset hvad de gør..
Ja, måske er jeg tilbage.. Jeg har ro, og det er omvendt eksponentielt med mit behov for at skrive.. Så det er jo godt - og lidt ærgerligt for min blog.. ;o)
Abonner på:
Opslag (Atom)