Længe siden

Det er godt nok længe siden, at jeg har været herinde. Stod der virkelig 2011?! Det føles ikke som så længe.

Måske starter jeg op igen - eller det gør jeg jo, hvis jeg skriver det her indlæg, men jeg ved så ikke lige, hvor længe det holder. ;)

Jeg har ro. Også når jeg har uro. Og jeg vil så gerne dele den ro. Jeg har bare endnu ikke fundet ud af hvordan. For min ro betyder, at der ikke er så meget at sige. Et paradoks, der vil noget.

Nå, men nu er jeg her - mere udviklet end nogensinde - og sikkert stadig lige indviklet.

Og jeg skriver fra hjertet. Endnu et paradoks - for det kan ikke beskrives.

Det skal nok blive godt det her. :D

En anden anskuelse af selvtillid..?

Jeg har jo været ret så meget ude efter begrebet selvtillid.. :o)

Lige nu og her (så undskyld mig, hvis det ikke er helt gennemtænkt) slår det mig, at jeg i det sidste stykke tid har brugt begrebet - uden at vide det - i en anden sammenhæng end normalt..

Jeg har altid haft (alt for) mange tanker.. En dag stod jeg i badet og pludselig sagde jeg bare farvel til dem.. Derefter - da jeg tænke over det ;o) - tænkte jeg, at det virkelig kræver tillid til mig selv.. Og det er først nu, det slår mig.. Tillid til mig selv er jo det samme som selvtillid - mit forhadte begreb..

Hmm..

Men jeg tror, at begreberne selvtillid og selvværd er ved at blive "samlet" inde i mig.. Nu handler selvtillid ikke om, at jeg tror på mig selv i en specifik situation, men at jeg har en helt grundlæggende tro på, at jeg er et godt menneske, og at jeg har tillid til, at jeg vil gøre det "rette", selvom jeg holder op med at tænke.. Selvværd handler for mig om, at jeg er lige præcis det samme værd, uanset hvad jeg gør.. Og når jeg tror på dét - og føler det - så bliver jeg pludselig fri til at have tillid til mig selv..

Men ja, det er nok en lidt anden slags selvtillid end den normalt omtalte selvtillid.. Men nu tør jeg at give slip, fordi jeg har tillid til mig selv - mit selv - om at det vil føre mig derhen, hvor der er bedst for mig, og hvor jeg er bedst for andre..

Den slags selvtillid kan jeg lige gå med til.. :o)

Det er ikke kedeligt..

I starten af februar måned spurgte jeg mig selv, om livet ville blive kedeligt, når man blev fri.. Så man ikke havde intriger at gå op i, noget at tale om osv.. http://mallesvrangside.blogspot.com/2011/02/er-alt-ligegyldigt.html

Nu kan jeg svare mig selv.. Det er ikke kedeligt.. Jeg elsker det.. Jeg hopper en gang imellem lige på dramatikken, men det meste af tiden føler jeg sgu bare ro og kærlighed..

Jeg føler også alt muligt andet - og mine følelser får lov til at være der og forsvinde igen - men jeg er lige gyldig, uanset hvad jeg føler, og dét giver ro..

Det er filme så svært at beskrive.. Jeg oplever de samme ting, kan føle mig lige så uduelig, som jeg gjorde førhen, og jeg kan blive ked af det og vred.. Men noget er ændret.. Jeg bliver ikke "fanget" af det.. Jeg ved, at jeg er fri..

Skal vi genopdrages..?

Jeg tror på, at børn har brug for anerkendelse og ubetinget kærlighed.. Jeg tror, at langt de færreste af os, der er voksne nu, har oplevet nok af det.. Når jeg skriver nok, så handler det også om, at jeg tror, at det er okay, at børn møder betinget "kærlighed", at de ikke altid oplever anerkendelse osv., men at der skal et vist mål til af begge dele, for at børnene kan komme ud og have de bedste muligheder for at blive frie voksne..

Nå, men tilbage til de voksne.. Jeg tror ikke, at vi er særligt mange frie voksne i det her samfund.. Måske har vi ikke oplevet nok anerkendelse og ubetinget kærlighed, og måske får vi heller ikke nok af det nu..
Nu er det blot i høj grad vores egne tanker, vi kæmper imod.. "Tag dig nu sammen, og ryd op!", "Hvorfor fanden skulle du også lige tabe det glas rødbeder midt i Netto?!", "Du er simpelthen så dygtig (og dejlig), når du gør dit arbejde godt - jeg er stolt af dig..", "Nøj, hvor har du været et godt menneske idag, fordi du har hjulpet og hjulpet.." osv. osv. osv..

Er vi fyldt op af de tanker..? Eller er de der virkelig, virkelig meget - så meget, at vi slet ikke lægger mærke til dem mere..? Men stadig bliver påvirket.. Påvirket til at tro, at vi faktisk kun er noget værd - værd at elske - når vi ikke fejler, og når vi har successer..?

Jeg ved jo ikke, hvordan det er at være i andres hoveder, men jeg har en god fornemmelse af det.. Og jeg tror, at det er sådan, det er i rigtigt mange hoveder..

Vi "kæmper" også imod andre.. Faktisk vil vi ofte gerne have andre til at have det godt, og den måde vi selv kender, det er, når vi roser os selv eller modtager ros.. Så det forsøger vi også at give andre - fordi det er det, vi kan..  Og det føles godt - i øjeblikket.. Men det er ikke nok.. Det er ikke ubetinget kærlighed.. Men det er heller ikke sikkert, at det er andre, der når vi er blevet voksne skal give os ubetinget kærlighed.. Men om ikke andet, så bliver vi bekræftet i, at vi bliver nødt til at gøre eller være på bestemte måder for at modtage "kærlig" opmærksomhed"..

Først og fremmest tror jeg, at det er os selv, der kan stå for den ubetingede kærlighed.. Jeg tror, at hvis vi en gang imellem kan give os selv et "kram" - et "jeg elsker dig" - uanset, hvad vi har gjort, hvordan vi ser ud, så kan vi opleve den ubetingede kærlighed, som kan gøre os frie.. Som kan frigive endnu mere kærlighed og glæde inde i os..

Det er hos os selv, det starter.. Det er så fortærsket "Elsk dig selv" - men det er der måske en grund til.. Jeg vil gerne tilføje: Elsk dig selv ubetinget..

Bare engang imellem lad være med at lytte til tankerne.. Sig farvel til dem - og mærk, at du er lige præcis lige så meget værd, om du taber et glas rødbeder på gulvet, eller om du gør en masse gode gerninger..

Man kan sige farvel til dem - og til at starte med kan man måske bare blive bevidst om, at de er der - og hvad de gør ved os..

Min sandhed

Sandheden er, at vi er mennesker.. Sandheden er, at vi føler, tænker, griner og græder.. Sandheden er, at vi er fucked op.. Sandheden er, at vi ikke kender vores egen sandhed.. Sandheden er, at den er lige for næsen af os.. Sandheden er, at vi kan nå den.. Vi skal bare række frem.. Vi skal turde at strække vores hænder ud og tage imod den.. Uanset hvor skræmmende, uanset hvor altødelæggende for vores livsopfattelse den er..

Sandheden er, at vores hjerter er de vigtigste ting i verden.. Sandheden er, at vi meget sjældent mærker dem; følger dem.. Sandheden er, at det er lige meget, hvem vi er, hvad vi er, hvem vi kender.. Vi har allesammen præcst den samme værdi indeni.. Vi er os..

Sandheden er, at vi er blevet snydt til at tro, at noget kan være afgørende for vores værd.. Sandheden er, at vi nu snyder vores børn til at tro det samme.. Sandheden er, at vi alle fortjener bedre..

Sandheden er, at vi ikke lytter.. Sandheden er, at vi ikke fortæller.. Sandheden er, at vi snart ikke ved, hvordan man gør..

Sandheden er, at vi griner, når vi skulle græde.. Sandheden er, at det gør vores latter hul.. Sandheden er, at sorgen og frygten bliver gemt væk.. Sandheden er, at det er sorgen og frygten, der er vores vej til sandheden..

Sandheden er, at vi er nogle fjolser.. Sandheden er, at vi ikke er mindre værd af den grund..

En anden måde at se det på..

Nu har jeg jo læst en del bøger, som man ville kalde spirituelle.. Så kom jeg på det kursus i emotionsfokuseret terapi, som fik mig til også at se lidt mere "videnskabeligt" på det, og nu er jeg så i gang med bogen "Medfølelse og mindfulness. Fra selvkritik til selvværd".

Her skrives der om evolution, hvorfor vores hjerne- og tankemønstre har udviklet, sig som de har, og hvilke store udfordringer, der er i det for os..

Vi har i følge forfatteren en gammelhjerne/-sind og en nyhjerne/-sind, hvor nyhjernen er noget vi har udviklet igennem evolutionen.. Disse "to hjerner" i kombination giver netop de udfordringer, som også beskrives i de spirituelle bøger.. At vi tænker for meget over, hvad andre tænker, om vi hører til, at vi glemmer at være i nuet osv.. At vores samfund er fuldstændigt forkert bygget op i forhold til, hvordan vi kan få mest ud af det.. Og her snakker vi ikke om effektivitet men om kærlighed og medfølelse, om samarbejde og glæde.. Jeg tror jo så personligt på, at effektiviteten følger i kølvandet..

Nå, men det er sgu da interessant, at en "ting" som dette kan beskrives på så mange forskellige måder, alt efter hvem der beskriver.. Det er jo stort set præcist det samme, de skriver, men forklaringerne er forskellige.. Jeg tror på, hvad de skriver - jeg mærker det jo - og jeg tror, at de alle har ret.. Sådan mere eller mindre.. Men hvem har den rigtige forklaring..? Og er det vigtigt..?

Som akademiker har jeg stor tilbøjelighed til at være til fals for akademiske henvisninger, forskning osv., men samtidig tænker jeg også, at der er så mange mennesker, der mener, at de har oplevet noget "uvidenskabeligt" - kan det virkelig bare være opspind..?

Men okay, det skader vel heller ikke at blande de forskellige forklaringer og syn på det.. Jeg tror på, at de alle beskriver det samme - bare med forskellige ord, og så tror jeg heller ikke, at fanatisme er godt i denne sammenhæng.. At man fx kun tror på det, der beskrives som spirituelt/videnskabeligt.. Det er der jo, uanset hvordan vi beskriver det..

Bare nogle tanker - for jeg tror sgu, at det hele hænger sammen.. Uanset hvordan vi beskriver det..

Jeg aner en sammenhæng..

Spørgsmålet er bare, om jeg kan få den skrevet ned..

Jeg har skrevet om at give slip på sine følelser, jeg har skrevet om, at have et åbent hjerte, jeg har skrevet om at være anerkendende overfor sine børn, og jeg har skrevet om frygt og meget andet..

Jeg var på et kursus i emotionsfokuseret terapi for omkring en måned siden.. Her var det som om, at nogle flere brikker faldt på plads.. Det er en terapiform, som fremfor alt indeholder empatisk lytning.. Det er følelserne, det handler om, og det er følelserne, der skal frem..

Der findes groft opstillet tre former for følelser:
1. De tilpassede (altså de naturlige)
2. De utilpassede
3. De instrumentale

Et eks. på de utilpassede følelser kan fx være, hvis man bliver vred, hvis nogen siger, at de elsker én.. Det kan der være mange årsager til, at man bliver.. Måske hvis man tidligere har oplevet afvisning fra en man elskede.. Den tilpassede følelse ville her være fx glæde.. Alle vores utilpassede følelser opstår fra et grundlag, der hedder frygt og skam..

Et eks. på de instrumentale følelser kan være, at man ønsker at blive set og hørt, og derfor går og sukker hele tiden.. Man signalerer, at der er noget galt, og forsøger at bruge følelserne som et "instrument".. Det er ikke på en manipulerende måde, de skal ses denne form for følelser, men det er nogle følelser, som bliver vist - måske som en sidste udvej for netop at blive set..

Nå, men alle de her følelser skal altså frem i denne form for terapi.. Terapeuten anerkender og spejler de følelser, der kommer frem, samtidig med at han/hun leder efter tegn på andre følelser, der måske fx gemmer sig bag de utilpassede.. Terapeuten byder ikke ind med noget, som han ikke ser hos klienten.. Men ved hele tiden at fokusere på klientens følelser og ved hele tiden at anerkende, rumme og spejle dem, så bliver der plads til, at de følelser kan få lov til at være der, og de kan transformeres til de tilpassede følelser..

"What wires together, fires together"
Det kan også undersøges, hvorfor de utilpassede følelser opstår.. Citatet ovenfor forklarer, hvorfor gamle oplevelser i fx barndommen kan få os til at handle og føle uhensigtsmæssigt i vores voksne liv.. At vores neuroner husker.. Når vi oplever noget, som bare minder om, en oplevelse, som har "gjort noget ved os", så tænder de gamle følelser.. Som fx at blive vred, når man får at vide, at man er elsket.. Det er en følelse, som er til for at beskytte os, og som har været god for os engang, men når den bliver ved med at dukke op i andre situationer, så bliver den uhensigtsmæssig..

Ved at man i terapien kan komme helt ind i de gamle følelser vha. bl.a. empatisk lytning, så åbner det muligheden for at give slip på følelsen.. Og at den gamle følelse kan transformeres til en følelse, som er tilpasset de oplevelser man har i nutiden..

Sammenhængen
Så altså jeg ser en kæmpe sammenhæng.. Så kan man kalde det spiritualitet, psykologi, neurologi eller whatever..

Vi skal have lov til at være - vi skal give os selv lov til at være.. Vores følelser er ikke farlige, og hvis de får lov til at være der, så kan vi slippe dem - og vi kan have nye tilpassede følelser, når vi oplever en ny situation.. Det er det, jeg vil tro, at en spirituel leder som Eckhart Tolle vil kalde at være i nuet..

Og det gælder også for vores børn.. Deres følelser er ikke farlige (og det ville vi vide og i særdeleshed føle, hvis vi selv var frie), og hvis de får lov til at være der og anerkendes, så kan vi hjælpe dem til, at de fleste følelser de har, når de bliver voksne, er de tilpassede - at de bliver frie..




Fordi jeg har gengivet nogle af de ting, jeg fik med mig hjem fra kurset, kommer det jeg har skrevet til at stå meget bombastisk - som om, at det er sandhedEN.. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det er, men det er noget, som giver virkelig god mening i mit hoved, og som passer virkelig godt til mange af de andre ting, jeg tænker, tror og føler..

En gave at gå psykisk ned..?

Ja, det lyder måske meget provokerende for dem, der har det dårligt psykisk, men jeg tror virkeligt, at der er kæmpe udviklingsmuligheder i det..

Jeg har skrevet om det før, at jeg en dag mødte en, der havde virkeligt mange diagnoser og var virkeligt syg, men at jeg på en eller anden måde så en styrke i hende alligevel.. At hun var stærk.. At hun havde "noget" indeni, som sagde stop.. At hendes liv kunne være bedre, og at "det" ikke ville finde sig i det mere.. Det samme har jeg oplevet med mig selv bare i mindre målestok.. Når jeg ikke lever på den bedste måde, jeg kan, så får jeg det dårligere og dårligere psykisk.. På den måde bliver jeg hele tiden "tvunget" ud i at gøre det bedste for mig selv hele tiden..
Den kvinde jeg mødte, hun har også set styrken nu.. Hun har set, hvad der bl.a. gjorde hende dårlig, og nu kæmper hun r**** ud af bukserne.. Hun kan mærke de ting, som hun hele sit liv har gjort, og som ikke var godt for hende, og nu VÆLGER hun, at det ikke længere skal være sådan..
Der ligger en virkelig lang og hård vej foran de fleste af os, tror jeg, men jeg tænker ofte, at jeg synes, at de psykisk syge eller udsatte er "heldige".. Deres sind siger fra og vil ikke lade sig nøjes..

Heldet løber måske så bare op, når de møder andre mennesker, hvis sind ikke har sagt fra endnu, og som bare mener/tror, at det bedste for dem vil være, at de "kommer tilbage" til, hvor de var engang.. At de skal tilbage til deres gamle liv og gamle mønstre.. Det gik jo så godt..
Men det hjælper IKKE bare at få en pille.. Jeg anerkender, at anti-depressiver for nogle kan være gode til at man lige får næsen lidt over vandet, men det er ikke nok.. Jeg tror simpelthen, at vi bliver nødt til at erkende, at hvis noget har gjort os syge, så er det IKKE det, vi skal tilbage til.. Jeg tror vitterligt ikke, at vi bliver raske af det..

Derimod kan der være nogle mønstre, der skal ændres, nogle oplevelser, der skal bearbejdes, og nogle følelser, der skal føles.. Og SÅ kan vi komme ud på den anden side.. Ikke tilbage men videre..

Konstateringer frem for ros og kritik..?

Jeg talte med en forleden.. Jeg ønsker jo så vidt muligt, at mine børn skal være frie.. At de ikke skal være afhængige af selvtillid men "bare" vide, at de er noget værd, uanset hvad.. For at nå det mål bruger jeg den anerkendene pædagogik, som jeg før har skrevet om - bl.a. Alfi Kohn har skrevet om det..

Nå, men hende jeg talte med, mente ikke, at man kunne få børn til at være helt frie, fordi så kunne man jo næsten ikke sige noget til dem.. Altså hverken godt eller dårligt.. Forstå mig ret.. Mine børn bliver heller aldrig helt frie (ikke uden at de også selv skal arbejde for det som voksne), for så skulle jeg træffe nogle helt andre valg på deres og mine egne vegne i forhold til det liv, vi lever.. Men hypotetisk set.. ;o)

Nå, men så er det, at jeg tænker, at hvis nu man ikke fremhæver gode ting som ros og dårlige ting som kritik, så betyder det jo ikke noget.. Det er også sådan, jeg ønsker, at det skal være for mig selv.. At ja, der gjorde jeg noget godt eller var dygtig, og ja, der var jeg sgu godt nok et kvaj - men at det ikke har nogen betydning for, hvem jeg er, og hvad jeg er værd.. Kan man mon ikke også konstatere på den måde med sine børn.. Så man ikke behøver helt at lade være med at kommentere for at de skal være frie, men at man viser dem, at de er lige præcis akkurat så dejlige, når de slår, bider, kalder mig dumme mor, som de er, når de kysser og krammer, dækker bord og taler pænt..?

Det tror jeg altså.. Og det ér vel egentlig også det, at den anerkendende pædagogik søger.. At man bare anerkender (konstaterer måske), hvordan de har det, og så er det det.. Det har ingen værdi i sig selv - det har kun børnene; uanset hvad de gør..


Ja, måske er jeg tilbage.. Jeg har ro, og det er omvendt eksponentielt med mit behov for at skrive.. Så det er jo godt - og lidt ærgerligt for min blog.. ;o)

I sin egen verden

For noget tid siden mødte jeg en bekendt, da jeg var ude at handle.. Jeg mødte hende et par gange, og hver gang - til hendes store morskab ;o) - opdagede jeg hende ikke med det samme, fordi jeg gik i min egen verden..

Den oplevelse fik mig til at tænke på, at jeg faktisk er glad for, at jeg nogle gange forsvinder ind i mig selv.. At jeg kan lukke alt andet - og alle andre - ude.. Jeg er vant til at modtage en million signaler og til at tænke over dem, bruge dem i min adfærd og i det hele taget bare at bruge energi på dem.. Men nu kan jeg - nogle gange; mere og mere - bevæge mig rundt i et fyldt indkøbscenter lørdag formiddag og stadig være i mig selv og ikke i alle andre..

Det er virkelig fantastisk at "vågne op" og finde ud af, at jeg har været "ligeglad" i sådan en situation - at jeg bare har været..

Er alt ligegyldigt..?

Det har jeg tænkt mange gange.. Hvis man bliver helt fri, bliver alt så ligegyldigt..? Jeg har tænkt, at det måske ikke ligefrem var positivt - fordi er ligegyldigt ikke kedeligt..? Som i: "Hvis du er ligeglad, er du aldrig glad.."

Men så tænkte jeg i dag på, hvad ordet betyder.. Alt er lige gyldigt.. Alt har den samme værdi.. Og det er jo netop det, jeg tror, at vi skal lære.. At uanset hvad, så er alting bare.. Det er hverken mere eller mindre værd.. Alt er lige gyldigt.. Og det er egentlig et sted, jeg gerne vil nå til - og som jeg ikke synes lyder kedeligt.. Og jeg tror heller ikke at lige glad er aldrig glad.. Hvis jeg kunne være lige glad, uanset hvad der skete - det er også et sted, jeg gerne vil nå til.. At alt er lige gyldigt, og jeg derfor kan være lige glad - uanset, hvad der sker..

Og at vi er lige "gyldige", uanset hvad vi kan, hvad vi gør eller hvad vi tænker.. Det tror jeg på, at vi er - tænk hvis vi alle følte det og efterlevede det..


edit:
Måske skulle ordsproget faktisk være: "Hvis du er ligeglad, så er du altid glad.."

Det var jo dét, jeg sagde..

Eller okay, det var i hvert fald det, jeg mente.. ;o) Han siger det måske bare lige en anelse bedre..

På succes følger fiasko

Idag har jeg haft en hård dag på arbejdet.. Ikke fysisk men psykisk.. Det er hårdt at se mennesker få det dårligt.. Men det er ekstra hårdt, fordi jeg ser det som en succes, når de har det godt.. Sådan er det for mig - og andre vil jeg tro - i de fleste af livets aspekter.. Når noget går godt, føler vi succes, når noget går dårligt føler vi derfor fiasko..

Jeg har tænkt over det før.. Når jeg har et par fantastisk hyggelige timer med min familie - så kan jeg ikke lade være med at klynge mig til følelsen - og følelsen af, at jeg er en god mor og kæreste.. Men hvad betyder det så, når vi har de knapt så hyggelige timer..? Er jeg så ikke en god mor og kæreste - et dårligt menneske..? Ja, det betyder det vel egentlig.. Det mener jeg ikke rationelt.. Rationelt ved jeg godt, at jeg er præcist det samme menneske, uanset om jeg hygger mig eller har en kæmpe konflikt; om mit arbejde får andre mennesker til at have det godt, eller det ikke nytter en hujende fis.. Men det er ikke det, jeg fortæller mig selv, når jeg klynger mig til successerne og føler mig lykkelig pga. dem.. Der fortæller jeg mig selv, at det er afgørende, hvad der sker - og om det er positivt eller negativt..

Jeg kommer lige i tanker om, at jeg vist nok prøvede her til aften bare at nyde nuet, når noget godt skete - og da noget mindre godt skete, så var det også helt ok.. Vi sad med en puttedreng hver, inden vi spiste.. Jeg lukkede øjnene, nød det og udtalte: "Det her er livet.." Og det ér det jo.. En del af livet.. Da den anden del så kom, og den tidligere puttedreng var blevet til en meget ked dreng, som bare skreg og skreg (og væltede juice ud over det hele), så var det også bare en del af livet.. Jeg nød ikke ligefrem nuet, men det var ok, at det var der.. Og det var ikke afgørende for, hvilket menneske jeg var.. Så jeg kan godt..

Men det ér en balancegang, som jeg før har tænkt på.. Vi havde en dejlig dag for længe siden, hvor jeg netop tænkte, at det var et godt eksempel.. For man skal jo for pokker nyde de gode oplevelser.. Men de skal ikke være afgørende.. Det er en balancegang, der er svær synes jeg.. For jeg kan have en tendens til at sige til mig selv, at jeg slet ikke må nyde det - at jeg skal slippe det med det samme.. Men det tror jeg heller ikke er løsningen..

Vær i nuet, nyd hvad der sker, bliv irriteret over, hvad der sker, bliv vred, bliv glad eller hvad det kræver, men vid, at det ikke er afgørende for, hvem du er eller hvor god og dårlig, du er - også når der sker noget godt.. For hvis du bilder dig selv det ind, så tror du også på, at det ændrer dig, når tingene går dårligt.. Og det gør det ikke..

Det er sådan en dejlig følelse, når jeg siger til mig selv, at jeg er god, hvis et andet menneske fx ikke har drukket længe, fordi nogle samtaler med mig har hjulpet.. Men logisk set så må det så også være pga. mig, at de starter med at drikke igen.. Jeg ved godt, at vi alle prøver at berolige os selv med, at "nej, selvfølgelig er det ikke pga. dig osv..", men hvis man tror på det den ene vej - så gælder det også den anden vej.. Uanset, hvad vi så prøver at bilde os selv ind, at vi føler, så er jeg sikker på, at det ikke kan undgås at føle fiasko, hvis man har givet sig selv credit'en for successen..

Og vi ved også alle sammen, hvis vi tør at føle efter, at det føles skidt, skidt, skidt..

Jeg synes altid, at jeg vender tilbage til det, men jeg tror, at det hænger sammen med, hvad jeg mener om selvværd og selvtillid.. Hvis jeg altid er lige meget værd - uanset om mit arbejde går godt eller skidt, så har jeg en god grundfølelse.. Men hvis jeg får selvtillid af at gøre et godt stykke arbejde (og glemmer, at mit selvværd altid er det samme), så får jeg også dårligere selvtillid, når mit arbejde går skidt (og glemmer igen det med selvværdet, så det falder i takt med selvtilliden)..

Og ja, selvfølgelig skal jeg gøre det bedste, jeg kan i mit arbejde.. Men jeg tror på, at jeg kan gøre det bedste arbejde, hvis jeg ikke hele tiden har dommeren siddende inde i mig, der skal vurdere, om jeg er et godt eller dårligt menneske..

De gamle vaner - og den nye energi..

Ja, jeg er tilbage.. I lidt bedre humør end sidst.. ;o)

Jeg mærker min nye energi igen.. Men jeg kan godt have lidt svært ved at håndtere den.. Hvad gør man, når hele brystet er ved at sprænges af energi.. Ikke nødvendigvis "aktivitets-energi", men bare nærværende energi, kærlighed eller whatever, man vil kalde det..

Det føles som om, at energien kæmper imod mine gamle vaner.. Mine to stemmer.. Den ene, som bliver så glad, når jeg har energi og gør noget, fordi så er jeg god.. Den anden, som trækker hårdt i den anden retning for at sikre sig, at jeg ikke er god for andres skyld.. Lige for tiden er det vist den sidstnævnte, der "vinder".. At jeg ikke rigtigt får brugt al min energi konstruktivt.. Men den vinder ikke som førhen.. Jeg sidder ikke bare og sumper i sofaen af frygt for at kunne komme til at lave noget, andre ville synes var godt.. Men det er som om, jeg er blevet vant til, at det er "farligt", når jeg laver noget.. At risikoen for, at jeg forsvinder i det er til stede.. Og det er den jo også, og derfor er jeg også glad for den sidste stemme..
Den har hjulpet mig til der, hvor jeg er nu.. Og jeg er egentlig også glad for, at de begge forsat er på mærkerne.. Måske mest den sidste.. Men jeg må få fortalt dem (jeg ér altså helt normal), at jeg kan passe på mig nu.. At jeg sætter pris på, at de også forsøger at passe på mig, men at de ikke skal være bange mere.. Jeg er her..

Det er som om, at vanerne sidder i kroppen - og det gør de jo nok også.. Når jeg tænker, at jeg vil ordne et eller andet.. Så stopper kroppen op af frygt: "Har du styr på det her Malle?" Og helt ærligt, jeg ved det ikke, men jeg ved, at hvis jeg ikke har, så skal jeg nok blive mindet om det.. Og tage fat igen - fra bunden..

Måske jeg bare skal prøve at kaste mig ud i det.. Men stemmerne skal stadig indimellem beroliges.. Jeg passer på mig selv nu..





edit:

Jeg kan se nu, at det faktisk er to forskellige "problemer" mht. min nye energi:

1. Det jeg har skrevet om her - om at gøre noget aktivt

2. Og faktisk mere uforståeligt for mig.. At jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af den energi, der ikke er "aktivitets-energi".. Altså selvfølgelig kan den jo bare have lov at være der, og det får den også lov til, men det er som om, at jeg bliver rastløs.. Kan jeg bruge den til noget..? Eller skal jeg bare nyde den..?

Børn og døden

Jep, et tungt emne - og det har jeg lige haft oppe med min ældste søn på snart fire år..

"Mor, skal alle dø?"
"Hvad sker der, når man dør?"
"Jeg skal ikke dø, vel mor?"
"Kan børn dø?"
"Hvad med far - hvornår skal han dø?"
- og mange flere spørgsmål..

Som jeg alle svarede ærligt på - efter lidt betænkningstid.. Og så blev jeg jo så også lige reddet på målstregen af min egen uvidenhed omkring døden ved flere af spørgsmålene.. Jeg kunne helt ærligt svare: "Det ved jeg ikke.."

Et af mine ønsker for mine børn er, at de får det ok med døden.. At det er en del af livet.. Jeg har tidligere skrevet, hvordan jeg ønsker det for mine børn, hvis jeg dør, og at jeg nogle gange ville ønske, at vi alle sammen var lidt mere bevidste omkring, at døden er en mulighed - nu..

Jeg kunne have svaret min søn, at det skulle han ikke bekymre sig om.. Men lader man være med at bekymre sig af den grund..? Og bliver det så ikke bare en fortrængt bekymring, lige som mange af os andre går rundt med..? For vi er jo ikke dumme - bare bange..

Jeg kan på ingen måde beskytte min søn imod at opleve døden.. Jeg vil ikke skræmme ham, men jeg vil heller ikke pakke ham ind i en dyne, hvor han tror, at alt altid vil være godt.. Han kan miste mig imorgen.. En ven i børnehaven eller nogle andre.. Og jeg vil ikke, at han oven i sin sorg skal begynde at spekulere på, hvorfor hans mor ikke har været ærlig overfor ham..

Men det er filme hårdt at ligge og fortælle sit barn om livets skrøbelighed.. Og samtidig på en eller anden måde også livsbekræftende..

Da han fik at vide, at nogle troede på, at man kom i himlen, svarede han tørt: "Ja, men det passer ikke.. Man bliver bare begravet.."

Da han fik at vide, at man bliver begravet i en kiste, spurgte han, om man også kunne dø i sit eget land.. For der er jo ingen skatte.. Ingen skatte - ingen skattekiste, og så kan man ikke blive begravet.. ;o)

Han har aldrig mødt sin afdøde farfar, og det er han nogle gange ked af.. Lige idag syntes han, at det var snyd, at hans far havde nået at sige farvel til ham..

Det er mange store tanker for sådan et lille hoved.. Men jeg vil ikke stoppe dem.. Døden er en del af livet, og hvis vi ser den i øjnene, så tror og håber jeg på, at det bliver nemmere at leve livet fuldt og helt..

Kameraet tager din sjæl

Ja, er der ikke nogle kulturer, der mener det? Og vi her i vesten griner måske lidt af dem og tænker vores omkring deres udvikling og frygt for ny teknologi..

Jeg tror måske, at jeg forstår det nu.. Forestil jer en lille dreng, der hygger sig helt fantastisk med et stykke legetøj, sidder i sin egen verden og har det rart.. Hans mor synes, at han ser SÅ sød ud, og hun er SÅ stolt over, at han er så god til at lege selv.. Hun MÅ tage et billede af ham - måske for at dele det, eller måske bare for at have et minde.. Som altid er jeg ikke hellig, så moren kunne godt være mig.. ;o)

Men hvad sker der i drengen i det øjeblik, at hans mor tager billedet? Han bliver bevidst om, at han gør noget, som er værd at tage et billede af.. Han finder lidt mere ud af, hvad hans mor kan lide - og dermed også, hvad hun ikke kan lide.. Hun tager en lillebitte del af hans sjæl.. Den sjæl, som bare har det godt med at hygge sig, med at lege.. En lillebitte del af den sjæl bliver overtaget af en anden del i barnets psyke.. Den del som bl.a. ønsker at være god for at være noget værd..
Så når moren (i kærlighed) tager et billede af sin søn, så viser hun ham, at det har betydning, hvordan han opfører sig, hvordan han leger, og om han hygger sig.. Han er en lille smule mere værd, fordi han gør, hvad han gør..

Jeg har taget rigtig mange billeder.. Nu forsøger jeg at få mig selv til at nyde øjeblikket.. For tager kameraet ikke også en del fra moren.. Den del som bare kan være i nuet og nyde det.. Den del som bliver glad for en følelse, men som ikke klynger sig til den.. Den del forsvinder i det øjeblik også fra moren.. Hun fokuserer på noget andet, som giver hende lyst til at tage et billede..

Og det her handler selvfølgelig ikke kun om billeder.. Men det handler også om ros - og skæld ud.. Og om at vi fokuserer på, om noget er godt eller skidt - som om det er vigtigt..!

Hver gang vi vurderer en handling ud fra de kriterier, så fortæller vi vores børn, at det er vigtigt, hvad de gør i stedet for, at det er vigtigt, hvem de er..

Jeg ved godt, hvad jeg synes er vigtigst.. Og jeg fokuserer på, at det, mine børn gør, kan gøre mig (eller andre) glade eller kede af det.. Jeg fortæller dem ikke, at de er dygtige, når de bærer ud - jeg siger "Tak for hjælpen".. Jeg siger ikke, at de er dygtige, hvis de vil dele - jeg siger, at det vil ham de deler med nok blive rigtig glad for..

Det, de gør, kan aldrig ændre på, hvem de er.. Og det vil jeg, at de ved..

Hvad skal man så snakke om?

Hvis vi nu helt hypotetisk forestiller os, at man bliver helt fri, alt bliver "ligegyldigt" og intet er slemt eller godt nok til, at du ikke kan slippe dine følelser og komme videre.. Hvad pokker skal man så snakke om, når man fx mødes med sine veninder..? Man har givet slip på alle følelser i situationen, så der er ikke noget, der fylder.. Altså livet forsætter jo, og man kan stadig have interessante oplevelser.. Men hvis man ikke klynger sig til nogle af de oplevelser - hverken de gode eller dårlige - har man så overhovedet behov for at dele..? For mig er det faktisk et lidt skræmmende scenarie, fordi jeg holder af at kunne dele mine bekymringer og glæder med mine veninder og min kæreste fx.. Jeg ville ikke nægte mig selv at blive fri af den grund, men hvad skulle man så bruge tiden med dem på, hvis det lykkedes..?

At sige, hvad man mener - når følelserne er sluppet

Igår havde jeg rigtig meget brug for at være lidt alene hjemme.. Jeg spurgte min kæreste, om han kunne tage et sted hen med ungerne i et par timer.. Det ville han gerne, hvis jeg ville lave lidt herhjemme.. Herfra er der jo så flere scenarier.. 1) Jeg bliver sur og skælder ham ud for at være en ubetænksom nar. 2) Jeg bliver sur, siger ikke noget og går og svælger i min surhed. 3) Jeg bliver ked af det og føler ikke, at jeg bliver værdsat, anerkendt, osv.. Forsæt selv, der er nemlig mange muligheder for, hvordan situationen kunne være endt, hvis jeg ikke var bevidst om mine følelser og derfor ikke havde haft mulighed for at slippe dem.
Det der skete var, at jeg spurgte ham (uden vrede eller ked af det hed), om han da ikke ville tage afsted, hvis jeg bare havde tænkt mig at lave ingenting, fordi jeg havde behov for det. Og det ville han selvfølgelig gerne, og havde nok ikke ment det første svar, som jeg umiddelbart havde opfattet det.. Jeg fik et par dejlige timer, lige som jeg gerne ville have dem.. Uden dårlig samvittighed over, at jeg ikke lavede særligt meget - og endda med lyst til at lave lidt, fordi jeg kunne mærke, at det var mit valg..

Tænk, hvis jeg ikke havde sluppet følelserne og sagt hvad jeg mente.. Faktisk mærkede jeg stort set ikke de følelser, jeg ellers førhen ville have følt.. Jeg har egentlig aldrig været den tøse-fornærmede type, men jeg ville helt sikkert have fået en dårligere dag, hvis jeg havde valgt at reagere på mine følelser - uanset hvordan jeg havde reageret..

Jeg mener ikke, at man ingen følelser skal have, men lige i situationer som den, jeg har beskrevet, der gør det altså ikke noget godt, når man lader sig overvælde af følelserne..

Der er så mange, der ikke siger, hvad de mener, fordi de enten er blevet for fornærmede, for kede af det, for skuffede osv., eller fordi de er bange for at gøre modtageren af budskabet fornærmet, ked af det, skuffet osv..

Det hænger lidt sammen med mit indlæg omkring, hvordan det opfattes af andre, hvis man bare er - og ikke er præget af sine følelser og siger, hvad man mener.. For hvis alle kunne slippe følelserne og kommunikere rationelt og sagde, hvad de mente, så hvar der jo ikke nogen, der ville blive påvirket af, at de blev skuffede, kede af det, vrede osv.. Måske de blev det, og så kunne de handle rationelt ud fra det, når de havde sluppet følelserne igen..

Der ville komme langt mere ærlighed og ærlige relationer ud af det.. Vi kunne bruge vores energier på helt andre og mere konstruktive måder, fremfor at bruge dem på at fokusere på vores følelser og fastholde os selv i dem.. Det ville være skønt..

Jeg kan langt fra altid, men når jeg oplever det, så oplever jeg også, hvordan det kan betyde alt for min dag og mit liv..

Hvorfor skal vi have prædikater?

Kom jeg til at tænke på i forlængelse af mit indlæg om buddhisme..

For ja, måske ser jeg på livet på samme måde som en buddhist, men er jeg så buddhist..? Og ja, jeg tænker måske på nogle ting, som andre vil kalde spirituelle, men er jeg så spirituel..?

I forlængelse af, at jeg ønsker at være fri, så ønsker jeg ikke at være noget.. Jeg vil bare være.. Jeg vil ikke kalde mig selv spirituel, og jeg vil ikke være buddhist.. Jeg er mig.. Slut. Jeg gør, tænker, handler, føler osv., men det ændrer ikke på, hvem jeg er.. Aldrig nogensinde..

Hvorfor er det så vigtigt for os? Er det for, at vi kan føle, at vi er nogen..? At vi hører til et sted, sammen med andre der er som os?

For jeg mærker da, at jeg føler et behov for at høre til - eller måske blot et behov for at vide, at andre tænker som mig.. Så bliver det selvfølgelig nemmere at finde de andre, hvis man har nogle mærkater, man kan søge efter.. Måske gør det verden mere overskuelig? Men når man ser ud over den praktiske brug af det, så tror jeg, at det er "farligt", at vi altid skal have et mærkat - vi glemmer, at vi bare er..
Pludselig tror vi, at vi er en masse forskellige ting, som er afgørende for, hvem vi er - og til tider også for, hvor gode vi er, og hvor meget vi er værd..

Jeg føler mig så heller ikke særligt spirituel eller buddhistisk for den sags skyld, men hvis jeg ville, kunne jeg nok godt klynge mig til de prædikater.. Måske ville de udslette min ensomhedsfølelse, men ville det så ikke være af frygt, at jeg påtog mig dem..? Det ønsker jeg ikke.. Jeg nyder ikke min ensomhedsfølelse, men den er der, og jeg nægter at bukke mig for frygten og give mig selv et prædikat..

Jeg ér bare mig, uanset hvad jeg selv eller andre har at sige om den sag..

Og det er I også - med ønsket om et godt nytår..

Buddhisme

Jeg så et show med "Anden" juleaften i fjernsynet.. Her snakkede han om at alt var lidelse, og han sagde også mange andre ting, som jeg var meget enig i - og som jeg har glemt nu.. ;) Samtidig stod han med et vistnok buddhistisk armbånd..

Jeg har tænkt tanken før, fordi buddhisme og yoga bl.a. også nævnes i de bøger jeg har læst, men nu gik jeg så lige ind og googlede buddhisme..

Jeg har meget kort læst om det, så måske der følger flere tanker om det på et senere tidspunkt.. Nå, men her stod der noget om "De fire ædle sandheder" og "Den ottefoldige vej".

Nedenstående er kopieret fra Wikipedia:

De Fire Ædle Sandheder: Den første sandhed: Lidelsen eksisterer. Den anden sandhed: Lidelsen har en årsag. Den tredje sandhed: Det er muligt at gøre en ende på lidelsen. Den fjerde sandhed: Lidelsen ophører ved at følge den Ottefoldige vej.

Den Ottefoldige vej: Den Ottefoldige vej (også kaldet for Middelvejen) minder meget om de ti bud, det er dog nærmere retningslinjer end regler. Hvis man følger den Ottefoldige vej, bliver man oplyst, og kommer i nirvana når døden indtræffer.

1. Ret viden, dvs. at forstå de fire ædle sandheder.
2. Ret sindelag, dvs. at slippe alle ønsker og begær, og handle med rette motiver.
3. Ret tale, dvs. at tale sandhed på en vis og venlig måde.
4. Ret opførsel, dvs. ikke at snyde, stjæle eller slå ihjel.
5. Ret levevis, dvs. at tjene sit brød på ærlig vis, uden at udnytte eller skade andre.
6. Ret stræben, dvs. at være sig bevidst og udvikle et positivt syn.
7. Ret opmærksomhed, dvs. bevidsthed om, hvordan verden hænger sammen, og hvordan tanker og handlinger påvirker den.
8. Ret fordybelse, dvs. at besvarer en fredfyldt bevidsthedstilstand uden identifikationer og distraktioner udadtil.

Jeg bliver så aldrig buddhist, tror jeg, men det er alligevel interessant at læse om det.. Det er nok den religion, jeg kommer tættest på, selvom jeg ville beskrive mig selv som kristen.. ;o)

Faktisk forsøger jeg at leve efter den ottefoldige vej, selvom jeg ikke anede, at der var noget, der hed det for ti minutter siden.

Det med lidelsen har jeg ikke tænkt så meget over, men jeg er på vej derhen. At man ikke kan have noget godt, uden at det fører til lidelse - og at det er ok, og at det gør, at man må nyde det gode, imens man har det.

Slippe ønsker og begær, det arbejder jeg også hen imod. Når jeg slipper mine gode følelser, og jeg ikke begærer at have det godt fx eller at andre skal synes om mig.

At tale sandhed, det forsøger jeg også. Nogle gange lader jeg så være med at sige noget, men oftere og oftere siger jeg, hvad jeg mener, og fordi jeg ofte har sluppet mine følelser omkring det inden, så kan jeg gøre det på en venlig måde.

Opførslen har jeg vist altid rettet mig efter, men nu er det ikke fordi, jeg vil være god, at jeg gør det - men bare fordi.. Det samme med levevis..

At være bevidst og have positivt syn - ja, det giver vist sig selv.. ;o)

Bevidsthed om, hvordan verden hænger sammen og hvordan tanker og handlinger påvirker den.. Jeg har altid haft en fornemmelse af, hvordan verden hænger sammen.. Nu er jeg så også bare blevet bevidst om det og om, at det er ok at have den fornemmelse - uden at man tror, at man er noget..

Det med fordybelsen giver vel også sig selv.. Ikke at jeg er der hele tiden, men det er også noget, som jeg har gjort mere og mere det sidste stykke tid..

Jeg skriver egentlig ikke det her for at bevise, at jeg er på rette vej eller noget. Jeg synes bare, at det er interessant, at man ved at fokusere på at blive bevidst, kan ramme så præcist ned i noget, som er så gammelt som buddhismen.. Der må sgisme være noget om alt det her..

Jeg tænker også, hvor jeg havde været med min bevidsthed, hvis jeg ikke havde læst de bøger, jeg har gjort.. Jeg tror, at jeg var på vej det samme sted hen - bare uden alle begreberne og beskrivelserne.. Jeg havde lavet mine egne.. Også det gør mig overbevsist om, at der "er noget om det".. At jeg efter at have arbejdet med mig selv kunne nikke genkendende til så mange ting, som jeg aldrig har læst eller hørt om, men som jeg alligevel kunne føle inden i mig selv - nøjagtigt, som bøgerne beskrev det..

Jeg tror ikke, at det er "sundt" at stræbe efter at blive ligesom de skriver i bøgerne, men jeg havde brug for at blive trukket lidt hurtigere frem ved hjælp af bøgerne, da jeg pludselig blev slået tilbage.. Jeg vil aldrig finde ud af, hvor jeg var endt, hvis jeg bare var forsat den linje, jeg havde, inden jeg blev slået tilbage pga. en klam mand, så jeg havde brug for bøgernes hjælp.. Men jeg er 99% sikker på, at jeg faktisk ville være endt nøjagtigt samme sted i mit sind.. Måske uden at vide, at jeg rent faktisk delte mine følelser og tanker med andre.. Men det er jeg taknemmelig for at vide, at jeg gør..