Jeg talte med en forleden.. Jeg ønsker jo så vidt muligt, at mine børn skal være frie.. At de ikke skal være afhængige af selvtillid men "bare" vide, at de er noget værd, uanset hvad.. For at nå det mål bruger jeg den anerkendene pædagogik, som jeg før har skrevet om - bl.a. Alfi Kohn har skrevet om det..
Nå, men hende jeg talte med, mente ikke, at man kunne få børn til at være helt frie, fordi så kunne man jo næsten ikke sige noget til dem.. Altså hverken godt eller dårligt.. Forstå mig ret.. Mine børn bliver heller aldrig helt frie (ikke uden at de også selv skal arbejde for det som voksne), for så skulle jeg træffe nogle helt andre valg på deres og mine egne vegne i forhold til det liv, vi lever.. Men hypotetisk set.. ;o)
Nå, men så er det, at jeg tænker, at hvis nu man ikke fremhæver gode ting som ros og dårlige ting som kritik, så betyder det jo ikke noget.. Det er også sådan, jeg ønsker, at det skal være for mig selv.. At ja, der gjorde jeg noget godt eller var dygtig, og ja, der var jeg sgu godt nok et kvaj - men at det ikke har nogen betydning for, hvem jeg er, og hvad jeg er værd.. Kan man mon ikke også konstatere på den måde med sine børn.. Så man ikke behøver helt at lade være med at kommentere for at de skal være frie, men at man viser dem, at de er lige præcis akkurat så dejlige, når de slår, bider, kalder mig dumme mor, som de er, når de kysser og krammer, dækker bord og taler pænt..?
Det tror jeg altså.. Og det ér vel egentlig også det, at den anerkendende pædagogik søger.. At man bare anerkender (konstaterer måske), hvordan de har det, og så er det det.. Det har ingen værdi i sig selv - det har kun børnene; uanset hvad de gør..
Ja, måske er jeg tilbage.. Jeg har ro, og det er omvendt eksponentielt med mit behov for at skrive.. Så det er jo godt - og lidt ærgerligt for min blog.. ;o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar