Skal vi genopdrages..?

Jeg tror på, at børn har brug for anerkendelse og ubetinget kærlighed.. Jeg tror, at langt de færreste af os, der er voksne nu, har oplevet nok af det.. Når jeg skriver nok, så handler det også om, at jeg tror, at det er okay, at børn møder betinget "kærlighed", at de ikke altid oplever anerkendelse osv., men at der skal et vist mål til af begge dele, for at børnene kan komme ud og have de bedste muligheder for at blive frie voksne..

Nå, men tilbage til de voksne.. Jeg tror ikke, at vi er særligt mange frie voksne i det her samfund.. Måske har vi ikke oplevet nok anerkendelse og ubetinget kærlighed, og måske får vi heller ikke nok af det nu..
Nu er det blot i høj grad vores egne tanker, vi kæmper imod.. "Tag dig nu sammen, og ryd op!", "Hvorfor fanden skulle du også lige tabe det glas rødbeder midt i Netto?!", "Du er simpelthen så dygtig (og dejlig), når du gør dit arbejde godt - jeg er stolt af dig..", "Nøj, hvor har du været et godt menneske idag, fordi du har hjulpet og hjulpet.." osv. osv. osv..

Er vi fyldt op af de tanker..? Eller er de der virkelig, virkelig meget - så meget, at vi slet ikke lægger mærke til dem mere..? Men stadig bliver påvirket.. Påvirket til at tro, at vi faktisk kun er noget værd - værd at elske - når vi ikke fejler, og når vi har successer..?

Jeg ved jo ikke, hvordan det er at være i andres hoveder, men jeg har en god fornemmelse af det.. Og jeg tror, at det er sådan, det er i rigtigt mange hoveder..

Vi "kæmper" også imod andre.. Faktisk vil vi ofte gerne have andre til at have det godt, og den måde vi selv kender, det er, når vi roser os selv eller modtager ros.. Så det forsøger vi også at give andre - fordi det er det, vi kan..  Og det føles godt - i øjeblikket.. Men det er ikke nok.. Det er ikke ubetinget kærlighed.. Men det er heller ikke sikkert, at det er andre, der når vi er blevet voksne skal give os ubetinget kærlighed.. Men om ikke andet, så bliver vi bekræftet i, at vi bliver nødt til at gøre eller være på bestemte måder for at modtage "kærlig" opmærksomhed"..

Først og fremmest tror jeg, at det er os selv, der kan stå for den ubetingede kærlighed.. Jeg tror, at hvis vi en gang imellem kan give os selv et "kram" - et "jeg elsker dig" - uanset, hvad vi har gjort, hvordan vi ser ud, så kan vi opleve den ubetingede kærlighed, som kan gøre os frie.. Som kan frigive endnu mere kærlighed og glæde inde i os..

Det er hos os selv, det starter.. Det er så fortærsket "Elsk dig selv" - men det er der måske en grund til.. Jeg vil gerne tilføje: Elsk dig selv ubetinget..

Bare engang imellem lad være med at lytte til tankerne.. Sig farvel til dem - og mærk, at du er lige præcis lige så meget værd, om du taber et glas rødbeder på gulvet, eller om du gør en masse gode gerninger..

Man kan sige farvel til dem - og til at starte med kan man måske bare blive bevidst om, at de er der - og hvad de gør ved os..