Hvorfor skal vi have prædikater?

Kom jeg til at tænke på i forlængelse af mit indlæg om buddhisme..

For ja, måske ser jeg på livet på samme måde som en buddhist, men er jeg så buddhist..? Og ja, jeg tænker måske på nogle ting, som andre vil kalde spirituelle, men er jeg så spirituel..?

I forlængelse af, at jeg ønsker at være fri, så ønsker jeg ikke at være noget.. Jeg vil bare være.. Jeg vil ikke kalde mig selv spirituel, og jeg vil ikke være buddhist.. Jeg er mig.. Slut. Jeg gør, tænker, handler, føler osv., men det ændrer ikke på, hvem jeg er.. Aldrig nogensinde..

Hvorfor er det så vigtigt for os? Er det for, at vi kan føle, at vi er nogen..? At vi hører til et sted, sammen med andre der er som os?

For jeg mærker da, at jeg føler et behov for at høre til - eller måske blot et behov for at vide, at andre tænker som mig.. Så bliver det selvfølgelig nemmere at finde de andre, hvis man har nogle mærkater, man kan søge efter.. Måske gør det verden mere overskuelig? Men når man ser ud over den praktiske brug af det, så tror jeg, at det er "farligt", at vi altid skal have et mærkat - vi glemmer, at vi bare er..
Pludselig tror vi, at vi er en masse forskellige ting, som er afgørende for, hvem vi er - og til tider også for, hvor gode vi er, og hvor meget vi er værd..

Jeg føler mig så heller ikke særligt spirituel eller buddhistisk for den sags skyld, men hvis jeg ville, kunne jeg nok godt klynge mig til de prædikater.. Måske ville de udslette min ensomhedsfølelse, men ville det så ikke være af frygt, at jeg påtog mig dem..? Det ønsker jeg ikke.. Jeg nyder ikke min ensomhedsfølelse, men den er der, og jeg nægter at bukke mig for frygten og give mig selv et prædikat..

Jeg ér bare mig, uanset hvad jeg selv eller andre har at sige om den sag..

Og det er I også - med ønsket om et godt nytår..