En anden anskuelse af selvtillid..?

Jeg har jo været ret så meget ude efter begrebet selvtillid.. :o)

Lige nu og her (så undskyld mig, hvis det ikke er helt gennemtænkt) slår det mig, at jeg i det sidste stykke tid har brugt begrebet - uden at vide det - i en anden sammenhæng end normalt..

Jeg har altid haft (alt for) mange tanker.. En dag stod jeg i badet og pludselig sagde jeg bare farvel til dem.. Derefter - da jeg tænke over det ;o) - tænkte jeg, at det virkelig kræver tillid til mig selv.. Og det er først nu, det slår mig.. Tillid til mig selv er jo det samme som selvtillid - mit forhadte begreb..

Hmm..

Men jeg tror, at begreberne selvtillid og selvværd er ved at blive "samlet" inde i mig.. Nu handler selvtillid ikke om, at jeg tror på mig selv i en specifik situation, men at jeg har en helt grundlæggende tro på, at jeg er et godt menneske, og at jeg har tillid til, at jeg vil gøre det "rette", selvom jeg holder op med at tænke.. Selvværd handler for mig om, at jeg er lige præcis det samme værd, uanset hvad jeg gør.. Og når jeg tror på dét - og føler det - så bliver jeg pludselig fri til at have tillid til mig selv..

Men ja, det er nok en lidt anden slags selvtillid end den normalt omtalte selvtillid.. Men nu tør jeg at give slip, fordi jeg har tillid til mig selv - mit selv - om at det vil føre mig derhen, hvor der er bedst for mig, og hvor jeg er bedst for andre..

Den slags selvtillid kan jeg lige gå med til.. :o)