Følelsen af mig

Den har jeg idag.. Jeg havde den allerede, da jeg vågnede, og shit, hvor er det bare en god følelse.. JEG er der.. Måske kun 99% men den sidste procent er til at leve med.. Jeg kan mærke, at jeg lige forsvinder i et splitsekund, når jeg fx lige tænker over, om jeg mon virker arrogant, når jeg har det sådan, men jeg slipper tanken med det samme igen, for jeg har ikke lyst til at bruge tid på det, og jeg når ikke engang at få en følelse fra tanken.. Nu er den der igen.. Men swissh.. For det her er for godt til at spilde tiden på de andre følelser..

Jeg er blevet irriteret på min ældste søn, da han ikke ville sove, jeg har følt, at min opdragelse blev set skævt til (og her siger jeg IKKE, at min opdragelse ER blevet set skævt til, for det var vist bare min egen usikkerhed..), og jeg har ringet alt for sent og givet en besked til en fra min familie.. Men JEG er der stadig..

Nogle gange er jeg stadig i tvivl, om jeg slipper følelserne eller om jeg slukker for dem.. Men idag har jeg sluppet - er jeg ret sikker på.. ;o)

Pointen er jo også, at dette heller ikke er en følelse, jeg skal holde fast i/klynge mig til.. Sådan kan det bare være at være.. Og det føles selvfølgelig godt, men jeg må bare flyde med - hvis jeg først begynder at klynge mig til det, så forsvinder friheden..

Men det er rart at være, og jeg nyder følelsen af bare at være mig..